Dagen i dag 23. marts 2017Se alle dagen i dag

  • 2010Affordable Care Act
  • 1963Melodi Grand Prix
  • 1948Færøerne
  • 1919fascisme
  • 1910Akira Kurosawa
  • 1842Stendhal
  • 1749Pierre Simon Laplace
  • 2010 - Affordable Care Act

    Præsident Barack Obama underskrev loven Affordable Care Act, også kaldet Obamacare. Formålet med loven er at garantere alle amerikanere sygesikring. Den er politisk kontroversiel og har fx afstedkommet adskillige republikanske lovforslag om dens afskaffelse.

  • Polfoto/Jacob Maarbjerg
    1963 - Melodi Grand Prix

    Grethe og Jørgen Ingmann vandt i London det internationale Melodi Grand Prix med sangen Dansevise. Parret, der på det tidspunkt også var ægtefolk, var begge jazzmusikere.

  • Wedigo Ferchland
    1948 - Færøerne

    Færøerne, der siden 1300-tallet havde været under den danske krone, opnåede selvstyre med Hjemmestyreloven. Fra ca. 2000 har der været langvarige, men hidtil resultatløse forhandlinger om uafhængighed for øerne.

  • Polfoto
    1919 - fascisme

    Fascisme som politisk bevægelse og ideologi blev stiftet af den italienske politiker Benito Mussolini. Den var oprindelig et radikalt reformparti, men fik hurtigt stærkt nationalistisk og antisocialistisk præg. Målet var at opbygge "den totale stat", som alle underkastede sig.

  • Venligst udlånt af DFI/Billed- og plakatarkivet
    1910 - Akira Kurosawa

    Den japanske filminstruktør Akira Kurosawa blev født. Han er en af filmhistoriens hovedskikkelser, især kendt for filosofiske og actionprægede samuraifilm som De syv samuraier. Han lavede desuden flere Shakespeare-film, bl.a. Ran efter Kong Lear. Akira Kurosawa døde i 1998.

  • AKG
    1842 - Stendhal

    Den franske forfatter Stendhal døde, 59 år gammel. Han var en af fransk litteraturs store psykologer, en passioneret analytiker af skjulte motiver til menneskelige handlinger. Blandt hans romaner er Rødt og sort og Hoffet i Parma.

  • Foci/J.L. Charmet
    1749 - Pierre Simon Laplace

    Den franske matematiker og fysiker Pierre Simon Laplace blev født. Han indførte bl.a. den såkaldte Laplacetransformation, som fik stor betydning inden for fysik og ingeniørvidenskab ved løsning af differentialligninger. Laplace døde i 1827.

Aktuel baggrundsviden

Interferens. I Youngs dobbeltspalte-eksperiment sendes lys fra en punktformig lyskilde, Q, ind mod to spalter, S1 og S2, i en skærm. Ifølge Huygens princip bliver lysfeltet bag skærmen en overlejring af kuglebølger, der udbreder sig med spalterne som centrum. Herved opstår et interferensmønster med lys, hvor de to kuglebølger er i fase og derfor virker sammen, og med mørke, hvor de er i modfase og derved udslukker hinanden.

Interferens. I Youngs dobbeltspalte-eksperiment sendes lys fra en punktformig lyskilde, Q, ind mod to spalter, S1 og S2, i en skærm. Ifølge Huygens princip bliver lysfeltet bag skærmen en overlejring af kuglebølger, der udbreder sig med spalterne som centrum. Herved opstår et interferensmønster med lys, hvor de to kuglebølger er i fase og derfor virker sammen, og med mørke, hvor de er i modfase og derved udslukker hinanden.

Dagens artikel: Interferens

Interferens er et fysisk fænomen, der viser sig ved, at overlejrede bølger kan forstærke hinanden (konstruktiv interferens) eller udslukke hinanden (destruktiv interferens).

Interferens beror på superpositionsprincippet, dvs. at den samtidige virkning af to bølger er lig summen af virkningerne af bølgerne hver for sig. Denne egenskab er meget generel, og interferens optræder derfor for bølgefænomener af vidt forskellig fysisk natur, fx bølger på en udspændt snor, bølger i vand, lydbølger, lysbølger og for partikler under betingelser, hvor deres kvantemekaniske bølgeegenskaber kommer til udtryk.

Interferens udnyttes fx til antirefleksbehandling af briller og fotografiske linser, der pålægges et tyndt transparent lag af et andet materiale. Virkningen beror på, at lys, der reflekteres fra dette lags for- og bagside, interfererer destruktivt, således at den samlede refleksion bliver nul. Perfekt virkning kan kun opnås for en bestemt bølgelængde, og da dagslys indeholder lys med mange bølgelængder, vil overfladen irisere i forskellige farver, når den betragtes under forskellige vinkler.

Læs mere om interferens.