Dagen i dag 25. april 2017Se alle dagen i dag

  • 2015Nepal
  • 2000Niels Viggo Bentzon
  • 1995Ginger Rogers
  • 1974Nellikerevolutionen
  • 1964Den Lille Havfrue
  • 1940Al Pacino
  • 1900Wolfgang Pauli
  • 1848J.Th. Lundbye
  • 2015 - Nepal

    Nepal blev ramt af et kraftigt jordskælv, der forårsagede store ødelæggelser og kostede mere end 8700 menneskeliv. Blandt de berørte områder var hovedstaden, Kathmandu.

  • 2000 - Niels Viggo Bentzon

    Den danske komponist og pianist Niels Viggo Bentzon døde, 80 år gammel. Han skrev over 600 værker inden for næsten alle stilarter, udtryksformer og genrer, bl.a. 23 nummererede symfonier, ni klaverkoncerter og 14 strygekvartetter.

  • 1995 - Ginger Rogers

    Den amerikanske skuespiller Ginger Rogers døde, 83 år gammel. Hun blev især kendt som Fred Astaires dansepartner i bl.a. Top Hat og Swing Time. Hun spillede dog også dramatiske roller og fik en Oscar for Kitty Foyle.

  • 1974 - Nellikerevolutionen

    En militæropstand i Portugal væltede diktator Marcelo Caetano og afsluttede næsten 50 års diktatur. Diktaturet faldt på mindre end ét døgn og uden større modstand. Det fredelige forløb markeredes symbolsk, ved at man satte nelliker i geværløbene.

  • Edvard Eriksen/Polfoto
    1964 - Den Lille Havfrue

    Københavnere og byens turister måtte konstatere, at Den Lille Havfrue i løbet af natten var blevet udsat for hærvæk. Hun var blevet halshugget. Jørgen Nash, der var mistænkt som enten gerningsmand eller involveret, vedgik i 1998 halshugningen.

  • 1940 - Al Pacino

    Den amerikanske skuespiller Al Pacino blev født. Han er en af sin generations betydeligste karakterskuespillere. Han har ydet store præstationer i bl.a. Godfather-filmene, Købmanden i Venedig og En duft af kvinde, for hvilken han fik en Oscar.

  • 1900 - Wolfgang Pauli

    Den østrigske fysiker Wolfgang Pauli blev født. Han var med til at udforme kvantemekanikken og fik nobelprisen for Pauliprincippet, som er det forhold, at to elektroner ikke kan befinde sig i samme kvantetilstand. Pauli døde i 1958.

  • Gyldendal
    1848 - J.Th. Lundbye

    Den danske maler, tegner og grafiker Johan Thomas Lundbye døde. Han blev kun 29 år gammel; han blev som soldat dræbt af et vådeskud. Lundbye nåede alligevel at blive en af guldalderens betydeligste landskabsmalere.

Aktuel baggrundsviden

Iguaçu. Udsnit af Foz do Iguaçus mange vandfald set fra den brasilianske side i morgensol. Dykkerpose til kameraet anbefales, hvis man vil ud på broen i forgrunden.

Iguaçu. Udsnit af Foz do Iguaçus mange vandfald set fra den brasilianske side i morgensol. Dykkerpose til kameraet anbefales, hvis man vil ud på broen i forgrunden.

Dagens artikel: Iguaçu

Iguaçu er en flod i det sydlige Brasilien; 1320 km lang. Den udspringer i et bjergområde nær Atlanterhavskysten og løber vestpå til udmundingen i Paraná. På det sidste stykke danner den grænse til Argentina, og ved grænsen mellem de to lande ligger et af verdens mest spektakulære vandfald, Foz do Iguaçu.

På den argentinske side ligger en skovdækket nationalpark; stier fører tæt forbi mange af de omkring 275 større og mindre vandfald. Den brasilianske side rummer også en nationalpark. Både den argentinske og den brasilianske nationalpark er optaget på UNESCOs Verdensarvliste.

Vandfaldenes samlede front er næsten 21/2 km, og faldhøjden 60-80 m.