Dagen i dag 31. august 2016Se alle dagen i dag

  • 1997Diana
  • 1991Kirgisistan
  • 1990DDR
  • 1980Solidaritet
  • 1969Rocky Marciano
  • 1821Hermann von Helmh...
  • Polfoto/PA Photos
    1997 - Diana

    Prinsessen af Wales, med kaldenavnet lady Di, blev dræbt ved en bilulykke i Paris, 36 år gammel. Hun blev i 1981 med pomp og pragt gift med den britiske tronfølger, prins Charles, men ægteskabet var problematisk, og efter fire års separation blev parret i 1996 skilt.

  • 1991 - Kirgisistan

    Republikken Kirgisistan erklærede sig uafhængig af Sovjetunionen, og i oktober 1991 blev Akajev ved direkte valg uden modkandidater valgt til præsident. Efter Unionens opløsning samme år blev Kirgisistan medlem af SNG.

  • 1990 - DDR

    Med enhedstraktaten blev det bestemt, at DDR skulle opløses. Da DDR's borgere ved valget til Folkekammeret tidligere på året for første gang havde mulighed for at vælge frit, stemte det store flertal på partier, der gik ind for omgående sammenslutning med Vesttyskland.

  • Polfoto/Pressens Bild/Jan Delden
    1980 - Solidaritet

    Det kommunistiske Polen tillod ved en aftale med arbejderne i Gdańsk dannelsen af en uafhængig fagforening. Hermed var vejen banet for Solidaritet, hvis medlemsskare hurtigt voksede til ca. 9,5 mio. medlemmer, især fordi Solidaritet kom til at virke ikke kun som fagforening, men også som en af de få lovlige kanaler for opposition mod regimet.

  • 1969 - Rocky Marciano

    Den amerikanske bokser Rocky Marciano omkom ved en flyulykke, dagen før sin 46 års fødselsdag. Han er den hidtil eneste ubesejrede sværvægtsmester. Efter 49 kampe, heraf seks titelforsvar, trak han sig tilbage i 1956. Han var en skånselsløs fighter, kejtet, klodset og uden stil, men hårdfør og med en særlig evne til at overleve i ringen.

  • 1821 - Hermann von Helmholtz

    Den tyske fysiker og fysiolog Hermann von Helmholtz blev født. Hans arbejder inden for fysiologisk optik ledte ham til den konklusion, at afstands- og rumopfattelse ikke er medfødte menneskelige egenskaber. Han døde i 1894.

Aktuel baggrundsviden

 FIGUR 3-14 (e). Billen er blevet indstøbt i rav.

FIGUR 3-14 (e). Billen er blevet indstøbt i rav.

Dagens artikel: Fossiler

Ordet fossil er latinsk og betyder opgravet. Et fossil er rester eller spor af fortidige organismer, der er bevaret i jorden ved naturlige processer. Det kan være skeletmateriale, snegle- og muslingeskaller og gravegange. Tit bruges ordet forstening i stedet, selv om ikke alle fossiler er forstenede.

Normalt vil døde planter og dyr enten blive ædt af ådselædere, orme og insekter, eller de vil rådne ved iltning og andre kemiske processer, så de omdannes og indgår i muldjorden. Men hvis den døde organisme begraves i sedimentet under de rette fysiske og kemiske forhold, kan hele eller dele af organismen blive bevaret som fossil.

Nogle fossiler kan være skabt ved, at de i sig selv ikke kan rådne. Det er f.eks. tilfældet med en muslingeskal af kalk. Det kan også være, at der ikke er andet end en afstøbning tilbage af fossilet. Et typisk eksempel er et søpindsvin af flint. Søpindsvinets kalkskal eksisterer ikke længere, men til gengæld er skallen udfyldt med flint, der så viser et indre aftryk af dyret.

Fossiler kan også være konserveret naturligt, f.eks. når en mammut nedfryses, så kødet bevares, eller når en myg fanges i harpiks, der siden er omdannet til rav.

Læs om fossiler i Naturen i Danmark.