Dagen i dag 24. juli 2017Se alle dagen i dag

  • 1980Peter Sellers
  • 1944Robert Jensen
  • 1940Dansk-Tysk Forening
  • 1923Lausannefreden
  • 1901Systemskiftet 1901
  • 1802Alexandre Dumas
  • Venligst udlånt af DFI/Billed- og Plakatarkivet
    1980 - Peter Sellers

    Den britiske skuespiller Peter Sellers døde, 54 år gammel. Sellers udnyttede sit talent for sort humor og grotesk komik i rollen som den klodsede franske politiinspektør Clouseau i serien om Den Lyserøde Panter. Andre kendte titler er Lolita, Dr. Strangelove og Velkommen Mr. Chance.

  • 1944 - Robert Jensen

    Den danske modstandsmand Robert Jensen blev dræbt under en ildkamp med Gestapo i København. Han blev 43 år gammel. Jensen fik kontakt til britiske faldskærmsagenter og var fra oktober 1943 aktiv i overførelsen af jødiske flygtninge til Sverige.

  • Polfoto
    1940 - Dansk-Tysk Forening

    Dansk-Tysk Forening blev dannet af den danske regering med det formål at vise vilje til samarbejde og fremme kontakten mellem danske og tyske embedsmænd og forretningsfolk. Foreningen, der havde ca. 1400 medlemmer, ophørte i august 1943.

  • 1923 - Lausannefreden

    Fredsaftalen efter Den Græsk-tyrkiske Krig 1919-22, der bl.a. førte til afskaffelsen af det græske monarki, blev undertegnet i Lausanne. I tilknytning til Lausannefreden aftaltes udveksling af græske og tyrkiske minoriteter; under ledelse af Folkenes Forbund tvangsforflyttedes således ca. 1,5 mio. grækere og 350000 tyrkere.

  • 1901 - Systemskiftet 1901

    En omvæltning i det danske politiske system skete med udnævnelsen af en ny regering. Nu kunne kongen i praksis ikke længere udnævne en regering, der havde et flertal i Folketinget imod sig. Systemskiftet markerede afslutningen på den 30 år lange forfatningskamp mellem Folketingets flertal af Venstre (og fra 1884 Socialdemokratiet) og Landstingets flertal af Højre.

  • AKG
    1802 - Alexandre Dumas

    Den franske forfatter Alexandre Dumas blev født. Dumas er den mest populære forfatter i fransk romantik. Han skrev historiske dramaer og romaner; kendt er især De tre musketerer, Manden med Jernmasken og Greven af Monte-Cristo. Dumas døde i 1870.

Aktuel baggrundsviden

Hadrians Mur dannede grænse ikke blot til provinsen Britannia, men også til Romerriget; landområdet th. i billedet lå uden for det daværende imperium. Her ses den velbevarede strækning af murforløbet ved Cawfield, der gik ud fra det lille fort milecastle 42, som antagelig blev opført af legio II augusta.

Hadrians Mur dannede grænse ikke blot til provinsen Britannia, men også til Romerriget; landområdet th. i billedet lå uden for det daværende imperium. Her ses den velbevarede strækning af murforløbet ved Cawfield, der gik ud fra det lille fort milecastle 42, som antagelig blev opført af legio II augusta.

Tema: Limes

Limes er det latinske ord for grænse. I antik landmåling betegner limes den yderste linje i et marksystem, en grænsevej. I bredere betydning blev limes brugt første gang af den romerske historiker Tacitus om Romerrigets nordøstlige grænse, specielt om den strækning, som løb fra Rheinbrohl ved Rhinen til Mainz og derfra tværs gennem det nuværende Tyskland til Eining ved Donau, kaldet Der Obergermanisch-Raetische Limes (Øvregermanske-Raetiske limes). Fra 1.årh. e.Kr. udbyggedes denne grænselinje med en vold og palisader.

Med jævne mellemrum anbragtes mindre kasteller og lidt tilbagetrukket fra grænsen en række legionslejre, fx ved de nuværende byer Nijmegen, Xanten, Neuss, Bonn, Mainz, Strasbourg, Augsburg og Regensburg. Formålet var at forsvare Romerriget mod angreb fra barbarerne og sikre ro til handel og transport ved grænsen til det såkaldte frie Germanien.

Betegnelsen dækkede senere samtlige grænsestrækninger i Romerriget. Således Limes Britannicus (Britiske limes), bl.a. Hadrians Mur, der strakte sig fra Wallsend ved Tyne River ved Newcastle i øst tværs over landet til Solway Firth nær Carlisle i vest; en strækning på i alt 118 km. Befæstningen var bemandet med hjælpetropper; det antages, at der har været 11.000-12.000 mand. Muren udgjorde nordgrænsen for provinsen og hermed for Romerriget.

I 1987 blev Hadrians Mur optaget på UNESCO-konventionens Verdensarvliste fulgt i 2005 af Der Obergermanisch-Raetische Limes.

Læs mere om limes og Hadrians Mur.