Dagen i dag 31. maj 2016Se alle dagen i dag

  • 2005Deep Throat
  • 1970jordskælv
  • 1945Rainer Werner Fas...
  • 1940Poul Henningsen
  • 1916Jyllandsslaget
  • 1832Évariste Galois
  • 1819Walt Whitman
  • 1809Joseph Haydn
  • 2005 - Deep Throat

    En tidligere medarbejder ved den amerikanske efterretningstjeneste FBI, William Mark Felt, stod frem som "Deep Throat", den anonyme kilde, der medvirkede til at fælde Richard M. Nixon i forbindelse med Watergatesagen i 1974.

  • 1970 - jordskælv

    Et jordskælv i det nordlige Peru kostede 69.000 mennesker livet. Jordskælv skyldes kraftige rystelser i jordskorpen og den øverste del af kappen forårsaget af en pludselig bevægelse langs en større forkastning. Foruden rystelser i den faste jord kan jordskælv forårsage tsunamier (flodbølger).

  • 1945 - Rainer Werner Fassbinder

    Den tyske film- og teaterinstruktør Rainer Werner Fassbinder blev født. Han er hovedskikkelsen i nyere tysk film. Spejlet var hans yndlingsrekvisit. Via spejlet afslører han menneskets splittelse mellem den, det gerne vil være, og den, det er. Blandt hans værker er Angst æder sjæle op og Maria Brauns ægteskab. Fassbinder døde i 1982.

  • 1940 - Poul Henningsen

    Kjeld Abells revykomedie Dyveke havde premiere med sangtekster af Poul Henningsen og med Liva Weel i titelrollen som Christian 2.s elskerinde. Særlig berømt blev visen "Man binder os paa Mund og Haand" for sine hentydninger til den tyske besættelsesmagt.

  • 1916 - Jyllandsslaget

    Et søslag mellem den britiske Grand Fleet og den tyske Hochseeflotte indledtes i Skagerrak. Det blev det eneste større søslag under 1. Verdenskrig og i øvrigt det største søslag, der nogensinde er udkæmpet.

  • 1832 - Évariste Galois

    Den franske matematiker Évariste Galois døde af sår, han havde pådraget sig i en duel, 20 år gammel. Han var ellers lige blevet løsladt fra fængslet, hvor han året forinden var havnet pga. republikanske revolutionære optøjer. Galois nåede i sit korte liv at revolutionere algebraen.

  • 1819 - Walt Whitman

    Den amerikanske lyriker Walt Whitman blev født. Hans indflydelse har været kolossal, både i og uden for USA. Som lyriker udgør Whitman forbindelsen mellem amerikansk romantik og modernisme. Hans hovedværk er Leaves of Grass. Whitman døde i 1892.

  • 1809 - Joseph Haydn

    Den østrigske komponist Joseph Haydn døde. Han blev 77 år. Han er en af wienerklassikkens betydeligste mestre. Fra 1761 var han ansat hos fyrst Eszterházy i Wien, der satte så stor pris på Haydns kunst, at Haydn fik lov til frit at råde over sine kompositioner. Det gjorde han med udtalt forretningssans.

Aktuel baggrundsviden

Buddha. Verdens største Buddhafigur. Den 71 m høje, siddende Dafo er skåret ud af bjergsiden i byen Leshan i Sichuanprovinsen i Kina under Tangdynastiet (618-907).

Buddha. Verdens største Buddhafigur. Den 71 m høje, siddende Dafo er skåret ud af bjergsiden i byen Leshan i Sichuanprovinsen i Kina under Tangdynastiet (618-907).

Dagens artikel: Buddha

Buddha er buddhismens grundlægger. Buddhas egentlige navn er Siddhartha Gautama. Buddha er ikke et egennavn, men en ærestitel, som Gautama kunne smykke sig med, da han ifølge traditionen i sit 35. år opnåede den endelige erkendelse under botræet i Bodh Gaya.

Buddha levede et liv i luksus, ægtede i en ung alder en pige fra sin egen slægt og fik en søn. Da han var omkring 30 år gammel, indtraf der et vendepunkt i hans liv. Han indså forgængeligheden i den menneskelige tilværelse. Den alderdom, sygdom og død, som mennesket er underkastet, er lidelse, og han besluttede at opgive sit verdslige liv for at finde en mening med tilværelsen.

Buddha levede en årrække som omvandrende asket og fremsatte en ny lære, som han gennem en menneskealder udbredte, idet han vandrede fra sted til sted. Han indstiftede en munke- og nonneorden.

Læs meget mere om Buddha.

-------------------------

Teknisk fejl: Virker søgefeltet eller login-funktionen ikke, skal du rydde browserens cache og dermed den lokale version af siden, som er gemt på din computer. Metoderne er lidt forskellige, alt efter om du benytter Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller andre browsere, men der vil være en mulighed for at rydde browserdata enten under Indstillinger eller Historik. Undertiden er det nok blot at åbne Den Store Danske og trykke på tasterne Ctrl og F5 på dit tastatur.

Optræder fejlen på mobil eller iPad, skal du rydde din lokale cache. Der kan gå et døgn efter rydningen af cache, før funktionerne vender tilbage. I mellemtiden kan du søge ved at skrive dit søgeord efter URL'en og trykke Retur, fx denstoredanske.dk/Anker_Jørgensen.