Dagen i dag 28. august 2016Se alle dagen i dag

  • 2006Ungdomshuset
  • 1999Nikolai
  • 1987John Huston
  • 1981Jørgen Ryg
  • 1971Roskilde Festival
  • 1963Martin Luther King
  • 1931Drømdæ mik æn drø...
  • 1749Johann Wolfgang G...
  • Polfoto/Niels Hougaard
    2006 - Ungdomshuset

    Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, at den kirkelige organisation Faderhuset var den retmæssige ejer af huset på Jagtvej 69. Det var fra 1982 anvendt som ungdomshus, men selvom Københavns Kommune havde solgt ejendommen, var ungdomshusets brugere blevet boende.

  • Polfoto/Albert Nieboer
    1999 - Nikolai

    Prins Nikolai, søn af prins Joachim og daværende prinsesse Alexandra, blev født. Prins Nikolai er nummer syv i tronfølgen til den danske trone.

  • Polfoto/Topfoto
    1987 - John Huston

    Den amerikanske filminstruktør og skuespiller John Huston døde, 81 år gammel. Han var en af amerikansk films store skikkelser med bl.a. detektivfilmen Ridderfalken og det eksotiske eventyr Afrikas Dronning. Hans film skildrer ofte en mandsverden med en blanding af fysisk nærvær og intens følsomhed.

  • Polfoto
    1981 - Jørgen Ryg

    Den danske skuespiller Jørgen Ryg døde. Han blev 54 år gammel. Han dannede par med Preben Kaas i en række satiriske og crazybetonede sketch, bl.a. Hva' ska' vi med kvinder og Lykke er. Han medvirkede også i film og tv-teater, bl.a. Syg og munter.

  • Christina Thomazos
    1971 - Roskilde Festival

    En to dage lang musikfestival løb af stablen på Roskilde Dyrskueplads. Inspirationen til arrangementet kom fra Woodstockfestivalen i USA i 1969 og Thylejren i 1970. Festivalens navne var bl.a. Burnin' Red Ivanhoe, Povl Dissing og Gasolin'.

  • 1963 - Martin Luther King

    Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King holdt sin berømte "I have a dream"-tale, hvori han fremsatte sin vision om et retfærdigt samfund uden raceskel. Det gjorde han i forbindelse med en march i Washington, D.C., der samlede ca. 250000 mennesker.

  • Gyldendal
    1931 - Drømdæ mik æn drøm i nat

    Danmarks Radio benyttede for første gang den ældste nordiske folkeviseoptegnelse, Drømdæ mik æn drøm i nat, som pausesignal mellem sine programmer. I dag er pauserne blevet færre, men signalet høres en sjælden gang alligevel.

  • AKG/Stiftung Weimarer Klassik, Weimar
    1749 - Johann Wolfgang Goethe

    Den tyske forfatter Johann Wolfgang Goethe blev født. Han blev internationalt berømt med brevromanen Den unge Werthers lidelser. Desuden skrev han to af hovedværkerne i tysk litteratur: dannelsesromanen Wilhelm Meisters læreår og dramaet Faust. Goethe døde i 1832.

Aktuel baggrundsviden

Solsystemets planeter og et udsnit af Solen i korrekt indbyrdes størrelsesforhold. Pluto er her medtaget.

Solsystemets planeter og et udsnit af Solen i korrekt indbyrdes størrelsesforhold. Pluto er her medtaget.

Tema: Planeter

En planet er et himmellegeme af en vis størrelse, der kredser omkring en stjerne. For at regnes for en planet skal himmellegemet være så stort, at tyngdekraften bestemmer dets overordnede form, dvs. at det er omtrent kugleformet; ofte sættes grænsen ved en radius på ca. 1000 km.

Solsystemet har otte planeter: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Tidligere regnedes også Pluto for at være en planet; i dag betegnes den ligesom bl.a. asteroiden Ceres dværgplanet. De fleste af Solsystemets planeter har en eller flere måner.

Også omkring andre stjerner er der observeret planetsystemer. Det er formentlig ikke usædvanligt for stjerner på størrelse med Solen at udvikle planetsystemer. Flere end 3000 sådanne exoplaneter er opdaget, og flere kommer til hele tiden.

Solens nærmeste nabostjerne, 4,22 lysår borte, er Proxima Centauri. Det er blevet påvist, at Proxima Centauri har mindst én planet, Proxima Centauri b, som har en bane, der ligger blot 7,3 mio. km fra stjernen. Planeten har sandsynligvis en masse på 1,3 gange Jordens, så der er muligvis tale om en klippeplanet med fast overflade, en såkaldt "superjord". Pga. Proxima Centauris beskedne størrelse og udstråling får planeten på trods af sin nærhed til stjernen kun ca. to tredjedele af den energi og varme, Jorden modtager. Hvis der er tale om en planet bestående af sten og metal, ligger den således inden for en zone, hvor flydende vand kan forekomme.

Læs meget mere om planeter.