Dagen i dag 22. august 2017Se alle dagen i dag

  • 2011Jesper Klein
  • 2008Nationalpark Thy
  • 1972Fremskridtspartiet
  • 1941Kommunistloven af...
  • 1922Michael Collins
  • 1485Slaget ved Bosworth
  • 2011 - Jesper Klein

    Den danske skuespiller og tekstforfatter Jesper Klein døde, 66 år gammel. Han spillede især på humor og komik, men havde også mere alvorlige roller som fx i Nils Malmros' Skønheden og udyret. Han medvirkede i adskillige tv-julekalendere.

  • 2008 - Nationalpark Thy

    Danmarks første nationalpark, Nationalpark Thy, blev indviet. Området er formet af sandflugt og omfatter bl.a. flere store fredede områder, fx Hanstholm Vildtreservat (Hanstedreservatet), klithede, dybe, kalkrige søer og næringsfattige, lavvandede lobeliesøer.

  • Polfoto
    1972 - Fremskridtspartiet

    Mogens Glistrup stiftede Fremskridtspartiet. Det blev ved sit første folketingsvalg 1973 landets næststørste parti med 28 mandater takket være et protestprogram, der gik ind for afskaffelse af indkomstskatten og nedskæring af den offentlige sektor.

  • 1941 - Kommunistloven af 1941

    Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed, også kaldet Kommunistloven af 1941, blev vedtaget af Rigsdagen efter krav fra den tyske besættelsesmagt. Loven var grundlovsstridig.

  • 1922 - Michael Collins

    Den irske politiker Michael Collins døde, 31 år gammel. Collins sluttede sig tidligt til de irske nationalister og tog del i Påskeoprøret 1916 og i guerillakrigen mod Storbritannien 1919-21. Han blev myrdet under borgerkrigen af folk fra IRAs modstandsfløj.

  • 1485 - Slaget ved Bosworth

    I Slaget ved Bosworth, det sidste slag i Rosekrigene, led regeringshæren nederlag, og kong Richard 3. faldt. Sejrherren blev jarlen af Richmond, der herefter blev konge under navnet Henrik 7. og grundlægger af Tudordynastiet.

Aktuel baggrundsviden

Solformørkelse.

Solformørkelse.

Dagens artikel: Solformørkelse

I dag går en total solformørkelse tværs over USA.

Solformørkelse forekommer, når Månen dækker for Solen; solformørkelser kan derfor kun finde sted, når Månen befinder sig mellem Jorden og Solen, dvs. ved nymåne.

Da solformørkelser skyldes, at Månens skygge rammer Jorden, er de lokale fænomener, og de afhænger af, hvor på Jorden man befinder sig. Månens skygge består af en kerneskygge, hvor Solens skive er fuldstændig dækket, og en halvskygge, hvor solskiven kun er delvis dækket.

Ved Jordens daglige rotation flytter den totale eller ringformige formørkelse sig langs et smalt bælte omkring Jorden. I en vis afstand uden for områderne med total eller ringformig formørkelse får man delvis eller partiel formørkelse.

I Danmark vil den næste totale solformørkelse finde sted i 2142.