Dagen i dag 26. maj 2017Se alle dagen i dag

  • 1976Martin Heidegger
  • 1968Frederik
  • 1966Helena Bonham Carter
  • 1926Miles Davis
  • 1923Le Mans-løbet
  • 1810Christen Købke
  • 1521Worms-ediktet
  • AKG/Fritz Eschen
    1976 - Martin Heidegger

    Den tyske filosof Martin Heidegger døde, 86 år gammel. Han havde en særlig interesse for begrebet "væren", dvs. menneskets grundlæggende eksistensvilkår, og kredsede bl.a. om "værens mening" i en teknisk verden uden en gud.

  • Steen Evald
    1968 - Frederik

    Kronprins Frederik blev født. Frederik har siden sin 18 års fødselsdag deltaget i kongehusets officielle pligter, bl.a. som medlem af Statsrådet. Han har en uddannelse i statskundskab fra Aarhus Universitet, og han har gennemgået en omfattende militæruddannelse, bl.a. ved Søværnets Frømandskorps.

  • Colourbox
    1966 - Helena Bonham Carter

    Den britiske skuespiller Helena Bonham Carter blev født. Hun har bl.a. gjort sig bemærket i historiske dramaer som Værelse med udsigt, Howards End og Kongens store tale samt eventyrfilm som Charlie og chokoladefabrikken og Harry Potter.

  • Polfoto/Jacob Maarbjerg
    1926 - Miles Davis

    Den amerikanske trompetist, orkesterleder og komponist Miles Davis blev født. Han var en af jazzens største personligheder og havde stor betydning for jazzens udvikling. Han grundlagde cooljazzen og var stilskaber inden for den elektriske jazzrock. Davis døde i 1991.

  • Polfoto/Morten Bjørn Jensen
    1923 - Le Mans-løbet

    Det første Le Mans-løb blev skudt i gang. Billøbet varer 24 timer og afholdes på en bane i udkanten af byen Le Mans i Frankrig. Det udviklede sig hurtigt til et væddeløb mellem specialkonstruerede racerbiler. Danske Tom Kristensen har med sine syv sejre rekorden som mest vindende kører.

  • 1810 - Christen Købke

    Den danske maler Christen Købke blev født. Han har skabt en lang række værker, hvoraf en større del viser motiver fra København. Købke døde februar 1848 af en lungebetændelse.

  • AKG
    1521 - Worms-ediktet

    Rigsdagen i Worms stadfæstede den bandlysning, som erklærede Martin Luther og hans tilhængere fredløse og påbød, at Luthers skrifter skulle brændes. Det var imidlertid for sent at standse Reformationen. Opgøret med den romersk-katolske kirke resulterede i den evangelisk-lutherske kirkeretning.

Aktuel baggrundsviden

Sød finsk lakrids.

Sød finsk lakrids.

Dagens artikel: Lakrids

Lakrids er et produkt fremstillet af rodudløberne fra lakridsplanten Glycyrrhiza glabra; det anvendes i konfekture, som smagsstof i drikkevarer, skrå og medicin samt i hostemedicin.

Roden smager sødt, hvilket skyldes indholdet af 5-7 % glycyrrhizin. Rødderne er modne til at blive høstet efter 3-4 år. De tørrede, pressede rødder knuses og udkoges i vand, hvorefter saften koges ind til rålakrids, som siden forarbejdes.

Inden for konfekture skelner man mellem blød lakrids og hård (støbt) lakrids. Forskellen er dels ingredienserne, dels fremstillingsmåden. Den hårde lakrids kan indeholde 50 % gummi arabicum, 35 % sukker, 10 % glukose, 5 % rålakrids samt smagsstoffer. Den støbes i forme og anvendes til bl.a. pastiller. Den bløde lakrids kan bestå af 30 % hvedemel, 45 % sirup, 20 % sukker, 5 % rålakrids samt smagsstoffer. Den udtrækkes på særlige maskiner og benyttes til fx lakridsbånd og lakridskonfekt.

Lakrids blev anvendt i Kina for ca. 5000 år siden, og der er fundet lakrids i Tutankhamons grav i Egypten (ca. 1350 f.Kr.). De gamle grækere kendte til lakridsens nyttige egenskaber mod astma, tør hoste og brystsmerter. Lakridsrod var desuden kendt for at modvirke tørst.