Dagen i dag 29. maj 2017Se alle dagen i dag

  • 2005Frankrig - Den Fe...
  • 1998Barry Goldwater
  • 1994Erich Honecker
  • 1985hooliganisme
  • 1956Johannes Jørgensen
  • 1917John F. Kennedy
  • 1912En Fauns Eftermiddag
  • 1903Bob Hope
  • 1453Istanbul
  • Scanpix/Reuters/Pascal Rossignol
    2005 - Frankrig - Den Femte Republik

    Et flertal af den franske befolkning stemte nej til EU-forfatningstraktaten. Regeringslederen Raffarin blev straks efter afstemningen afløst af Dominique Villepin.

  • 1998 - Barry Goldwater

    Den amerikanske politiker Barry Goldwater døde, 89 år gammel. Han var 1953-64 og 1969-87 den ene af Arizonas to senatorer. Ved præsidentvalget i 1964 var Goldwater republikansk kandidat og tabte til demokraten Lyndon B. Johnson.

  • 1994 - Erich Honecker

    Den østtyske politiker Erich Honecker døde, 82 år gammel. Honecker var 1976-89 formand for DDR's statsråd. Efter Tysklands genforening blev han i 1992 stillet for retten i Berlin, anklaget for at være ansvarlig for drab på flygtende østtyskere. Sagen blev imidlertid opgivet pga. Honeckers skrantende helbred.

  • Polfoto/AP
    1985 - hooliganisme

    Fodboldklubberne Liverpool FC og Juventus FC mødtes i Europa Cup-finalen i Bruxelles. Juventus vandt, men aftenen huskes for 39 tilskuere, der mistede livet, da engelske og italienske tilhængere kom i slagsmål før kampen. Liverpool blev som konsekvens udelukket fra at deltage i europæiske turneringer i fem år.

  • Gyldendal
    1956 - Johannes Jørgensen

    Den danske forfatter Johannes Jørgensen døde, 90 år gammel. I sin ungdom udgav Jørgensen Taarnet, et organ for unge symbolister, mens det var som katolik, han i de sidste leveår var berømt.

  • Gyldendal
    1917 - John F. Kennedy

    Den amerikanske politiker John F. Kennedy blev født. Han var præsident 1961-63. Han havde ry for at være intellektuelt velfunderet, og i regeringsperioden markerede han sig særligt ved at rette opmærksomheden mod nationens store sociale problemer. Kennedy blev 1963 skudt og dræbt i Dallas.

  • 1912 - En Fauns Eftermiddag

    Balletten En Fauns Eftermiddag havde urpremiere i Paris. Erotikken var sensationel og Nijinskijs koreografi revolutionerende. Balletten danses stadig.

  • Polfoto/(©) Copyright 2003 by ZUMA Movie Stills Library
    1903 - Bob Hope

    Den amerikanske skuespiller og entertainer Bob Hope blev født. Han blev særlig kendt for de syv såkaldte Road-film indspillet med bl.a. Bing Crosby. Hope døde i 2003.

  • AKG
    1453 - Istanbul

    Konstantinopel, Det Byzantinske Riges hovedstad, blev indtaget af osmannerne under ledelse af sultan Mehmet 2., der gjorde byen til hovedstad i sit eget rige. Istanbul, som byen senere kom til at hedde, er dog et græsk navn.

Aktuel baggrundsviden

 Rødt vand forårsaget af Noctiluca scintillans.

Rødt vand forårsaget af Noctiluca scintillans.

Tema: Morild

Morild er et spektakulært naturfænomen i form af lysglimt i havvand. I danske farvande er det forårsaget af dinoflagellaten Noctiluca.

Dinoflagellater er en gruppe af alger. De fleste dinoflagellater er encellede, 10-100 μm store med to sidestillede svingtråde, flageller. Dinoflagellater udgør sammen med kiselalger de vigtigste primærproducenter af organisk stof i havets plankton.

Noctiluca scintillans lever i alle danske farvande. Det er en meget stor dinoflagellat (0,5-1 mm). Noctiluca danner næsten hver sommer tætte opblomstringer i Vesterhavet og Limfjorden. De ses som tomatrøde ansamlinger i overfladen.

Under sådanne opblomstringer vil man en sensommeraften se kraftige blågrønne striber i bølgeskvulpet langs stranden. Tager man en svømmetur, er man omgivet af en lysende sky. Fænomenet kaldes morild og skyldes, at små lysproducerende korn i dinoflagellaten stimuleres af vandets bevægelser.

Selv om morild i danske farvande især skyldes Noctiluca, kan andre dinoflagellater som Alexandrium- og Gonyaulax-arter også lyse. Lyset menes at afskrække fjender, men betydningen diskuteres fortsat.

Fænomenet kaldes bioluminescens.

Bioluminescens ses også hos bl.a. visse bakterier, svampe, orme, insekter (især biller), krebsdyr, bløddyr, gopler, ribbegopler og fisk. Et eksempel er den amerikanske ildflue.

Læs også om morild i Naturen i Danmark.