Dagen i dag 21. juni 2017Se alle dagen i dag

  • 2004SpaceShipOne
  • 2003Leon Uris
  • 2001John Lee Hooker
  • 1953Benazir Bhutto
  • 1937tv
  • 1919Scapa Flow
  • 1905Jean-Paul Sartre
  • Polfoto/Laura Rauch
    2004 - SpaceShipOne

    Verdens første private rumfly, SpaceShipOne, fløj for første gang ud i rummet. Det var i stand til at forlade Jordens atmosfære, men kunne ikke komme i kredsløb. Det vandt Ansari X-prisen på 60 mio. kr., udlovet til den, der gennemførte den første ikke-statsstøttede rumflyvning i et genbrugeligt rumskib.

  • 2003 - Leon Uris

    Den amerikanske forfatter Leon Uris døde, 78 år gammel. Han er især kendt for romanen Exodus om staten Israels grundlæggelse. Han har desuden skrevet bl.a. Mila 18 om det jødiske oprør i Warszawas ghetto.

  • Polfoto/STR/Reuters
    2001 - John Lee Hooker

    Den amerikanske bluessanger, komponist og guitarist John Lee Hooker døde, 83 år gammel. Ud over millionsælgeren I'm in the Mood indspillede han en række bluesklassikere, bl.a. Dimples og Boom Boom.

  • Polfoto
    1953 - Benazir Bhutto

    Den pakistanske politiker Benazir Bhutto blev født. Hun var premierminister 1988-90 og 1993-96, den første kvindelige statsleder i et muslimsk land. Hun blev dræbt ved et attentat i 2007.

  • 1937 - tv

    Verdens første live sportstransmission blev sendt, da BBC transmitterede fra tennisturneringen i Wimbledon. 15 år senere begyndte DR at sende sportstransmissioner.

  • 1919 - Scapa Flow

    Den tyske flåde sænkede sig selv i Scapa Flow på Orkneyøerne. Tyskland var ved våbenstilstanden efter 1. Verdenskrig blevet tvunget til at udlevere sin flåde, hvoraf størstedelen var blevet ført til den britiske flådebase.

  • Polfoto
    1905 - Jean-Paul Sartre

    Den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre blev født. Han blev en fremtrædende repræsentant for eksistentialismen, kredsende om temaer som frihed, angst, selvbedrag og livets absurditet. Sartre døde i 1980.

Aktuel baggrundsviden

Gottlob Frege, da han som ældre havde tabt troen på kvaliteten af sit eget logiske forfatterskab. Hans eftertid bedømmer det dog anderledes positivt. Fotografi fra ca. 1920.

Gottlob Frege, da han som ældre havde tabt troen på kvaliteten af sit eget logiske forfatterskab. Hans eftertid bedømmer det dog anderledes positivt. Fotografi fra ca. 1920.

Dagens artikel: Gottlob Frege

Den tyske tysk matematiker, logiker og filosof Gottlob Frege var i samtiden upåagtet af en større offentlighed, men betragtes i dag som en af 1800-tallets betydeligste logikere og forløber for 1900-tallets analytiske filosofi.

Overvejelser over matematikkens filosofiske grundlag var udgangspunktet for Gottlob Freges tænkning. Til at udtrykke rene logiske slutninger er dagligsproget uegnet; nødvendigheden af at udvikle et præcist logisk sprog var motivet bag Freges første større værk, Begriffschrift (1879).

Gottlob Freges forsøg på at begrunde aritmetikken, dvs. udlede den af doms- og prædikatslogikken, findes i Grundlagen der Arithmetik (1884) og Grundgesetze der Arithmetik (1893-1903). Den første bog er en uformel filosofisk diskussion af hans egen matematikfilosofi og en sønderlemmende kritik af andre opfattelser; den anden bog er den matematiske udførelse af programmet.

Da det andet bind af Grundgesetze var i trykken, modtog Frege et brev fra Bertrand Russell med påvisning af en logisk modstrid ("Russells paradoks") i Freges formalisme, affødt af den måde, hvorpå Frege definerede mængder. Det førte til, at hans logistiske program i sidste ende måtte opgives. En række af Freges vigtigste skrifter findes oversat til dansk i Filosofiens, sprogets og matematikkens grundlag (2002).

Læs mere om Gottlob Frege.