Dagen i dag 30. april 2016Se alle dagen i dag

  • 311Galerius
  • 1983George Balanchine
  • 1975Vietnamkrigen
  • 1956Lars von Trier
  • 1945Adolf Hitler
  • 1887J.C. Jacobsen
  • 1885J.P. Jacobsen
  • 1883Édouard Manet
  • 1789George Washington
  • FOCI
    311 - Galerius

    Den romerske kejser Galerius udstedte et edikt, hvorved kristendommen - efter nogle år med forfølgelse - blev tilladt i hele Romerriget. Efter 380 var kristendommen eneste statsreligion, og rigets øvrige kulter forsvandt efterhånden.

  • John R. Johnsen
    1983 - George Balanchine

    Den russisk-amerikanske danser og koreograf George Balanchine døde, 79 år gammel. Han var skaberen af New York City Ballet og dets balletmester i 50 år.

  • Polfoto/UPI
    1975 - Vietnamkrigen

    Vietnamkrigen afsluttedes, da nordvietnamesiske styrker indtog Saigon. Krigen betød, at flere millioner vietnamesere blev dræbt eller såret, mens 58000 amerikanske soldater mistede livet, og over 300000 blev såret. Vietnam blev genforenet i 1976 under kommunistisk styre.

  • Polfoto
    1956 - Lars von Trier

    Den danske filminstruktør Lars von Trier blev født. Han er en af initiativtagerne til Dogme 95-manifestet. Blandt hans mest kendte værker er Breaking the Waves og Idioterne. Den eksperimenterende, moderne musical Dancer in the Dark vandt Den Gyldne Palme i Cannes 2000.

  • Polfoto/©2004 Topfoto
    1945 - Adolf Hitler

    Den tyske diktator Adolf Hitler begik selvmord sammen med sin hustru, Eva Braun. Han blev 56 år. Han blev rigskansler i 1933, da nazistpartiet NSDAP kom til magten, og gennemførte hensynsløst partiets program. Selvmordene blev gennemført under 2. Verdenskrigs sidste kampe i Berlin.

  • Frederiksborgmuseet
    1887 - J.C. Jacobsen

    Den danske brygger og mæcen Jacob Christian Jacobsen døde, 75 år gammel. Jacobsen havde stor succes med sit bryggeri Carlsberg og formåede i sin levetid som mæcen at medvirke til opførelsen af bl.a. væksthusene i Botanisk Have og udsmykningen af Det Kongelige Teaters foyer.

  • Gyldendal
    1885 - J.P. Jacobsen

    Den danske forfatter Jens Peter Jacobsen døde, 38 år gammel. Jacobsen kom med novellen Mogens til at stå som den førende naturalist, og den historiske roman Fru Marie Grubbe om kvindens mod til at følge sin drift er i dag en del af den danske kulturkanon.

  • 1883 - Édouard Manet

    Den franske maler Édouard Manet døde, 51 år gammel. Han blev som maler sin generations dristigste avantgardist og i den egenskab fordømt som respektløs nedbryder af hæderkronede borgerlige kunstidealer.

  • 1789 - George Washington

    George Washington blev USA's første præsident. Han ledede regeringen i de første otte år af den nye republiks eksistens og fik stor indflydelse på dens udformning.

Aktuel baggrundsviden

Vikingetiden. Vikingeangreb og handelsruter i 800- og 900-t.

Vikingetiden. Vikingeangreb og handelsruter i 800- og 900-t.

Tema: Vikingetiden

Vikingetiden er en periode i Nordens historie fra slutningen af 700-t. til midten af 1000-t. I denne periode etableredes kontakter til hele Europa, dele af Asien og hidtil næsten ubeboede områder som Island og Grønland. Forbindelserne opstod som følge af både vikingetogter, hvis mål var plyndring eller erobring af landområder, og handelsrejser. En af hovedforudsætningerne for ekspansionen var de forskellige typer af vikingeskibe, der var velegnede til togter pga. deres hurtighed eller havde en betydelig lastekapacitet. Endvidere øgedes handelssamkvemmet i perioden, og der opstod nye byer.

Fra ca. 800 angreb danske vikinger England, hvor de dels plyndrede, dels erobrede land og bosatte sig. Fra ca. 830 drog de også på togter mod Frankerriget, hvor de bl.a. tildeltes len. I slutningen af 900-t. blev togterne mod England genoptaget, og denne gang førte det til de danske konger Svend 1. Tveskægs og Knud 2. den Stores erobring af landet; der skabtes dog ikke et varigt imperium. De norske vikinger drog først og fremmest vestpå, hvor de bl.a. koloniserede Færøerne, Island og Grønland (se også nordboerne); herfra drog de videre til Amerika. De svenske vikinger drog især østover, hvor de bl.a. på deres handelsfærd fulgte de russiske floder og nåede frem til Konstantinopel (nuværende Istanbul).

I løbet af vikingetiden opbyggedes en stærk kongemagt, og de nordiske lande etableredes som riger. Et omfattende byggeri, fx trelleborge og Ravning Enge-broen, vidner om kongemagtens økonomiske formåen og organisatoriske muligheder. Harald 1. Blåtand lod på den store Jellingsten (se Jellingmonumenterne) indhugge, at han vandt sig hele Danmark. Sverige var først samlet under én konge i 1100-t.

En af konsekvenserne af den øgede handel var mødet med kristendommen. Missionærer blev sendt til Norden allerede i begyndelsen af 700-t., og under Ansgar opførtes ca. 850 kirker i Hedeby og Ribe. Danmarks officielle overgang til kristendommen skete med Harald Blåtands dåb ca. 965. Danmark blev hermed del af et internationalt netværk.

Læs mere om vikingetiden.
Se også Da Danmark blev Danmark (700-1050) i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie.

-------------------------

Teknisk fejl: Virker søgefeltet eller login-funktionen ikke, skal du rydde browserens cache og dermed den lokale version af siden, som er gemt på din computer. Metoderne er lidt forskellige, alt efter om du benytter Firefox, Google Chrome, Internet Explorer eller andre browsere, men der vil være en mulighed for at rydde browserdata enten under Indstillinger eller Historik. Undertiden er det nok blot at åbne Den Store Danske og trykke på tasterne Ctrl og F5 på dit tastatur.

Optræder fejlen på mobil eller iPad, skal du rydde din lokale cache. Der kan gå et døgn efter rydningen af cache, før funktionerne vender tilbage. I mellemtiden kan du søge ved at skrive dit søgeord efter URL'en og trykke Retur, fx denstoredanske.dk/Anker_Jørgensen.