Dagen i dag 20. maj 2018Se alle dagen i dag

  • 2013Haldor Topsøe
  • 2002Stephen Jay Gould
  • 1989Kina
  • 1902Cuba
  • 1883Krakatau
  • 1882Sigrid Undset
  • 1806John Stuart Mill
  • 2013 - Haldor Topsøe

    Den danske kemiingeniør og industrimand Haldor Topsøe døde, 99 år gammel. Han grundlagde i 1940 ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe A/S, der primært beskæftiger sig med forskning inden for heterogen katalyse og udvikling af processer og katalysatorer til bl.a. gødningsindustrien.

  • 2002 - Stephen Jay Gould

    Den amerikanske palæontolog Stephen Jay Gould døde, 60 år gammel. Han fremsatte sammen med Niles Eldredge teorien om, at evolutionen foregår i spring.

  • 1989 - Kina

    Den kinesiske regering indførte undtagelsestilstand i Beijing pga. studenterdemonstrationer, der havde fået tilslutning fra millioner af byboere i flere end 100 byer. Dette stoppede dog ikke demokratibevægelsen og demonstrationerne, hvorfor hæren senere blev indsat.

  • Mathilde Foto/Søren Lauridsen
    1902 - Cuba

    Cuba blev en selvstændig republik. Columbus ankom til øen i 1492, og fra 1511 indledtes en spansk kolonisering. Under Den Spansk-amerikanske Krig 1898 blev Cuba besat af amerikanerne, og uafhængigheden kom med krigens afslutning. Dog med aftaler om særlige rettigheder for USA.

  • 1883 - Krakatau

    Vulkanen Krakatau i Indonesien gik i udbrud. Tre måneder senere eksploderede vulkanen med voldsom kraft, og det meste af vulkanøen forsvandt. Der opstod op til 40 m høje flodbølger, som medførte store ødelæggelser; flere end 36.000 mennesker omkom.

  • Det Kongelige Bibliotek
    1882 - Sigrid Undset

    Den norske forfatter Sigrid Undset blev født. Hun skrev bl.a. noveller og romaner; centralt er den typiske kvindekonflikt mellem sociale pligter og erotisk passion, fx i den historiske roman Kristin Lavransdatter. Sigrid Undset døde i 1949.

  • Gyldendal
    1806 - John Stuart Mill

    Den britiske filosof og økonom John Stuart Mill blev født. Allerede som 20-årig kunne han yde bidrag til den filosofiske og videnskabelige debat. Han blev via sit forfatterskab en central skikkelse i 1800-tallets filosofi og samfundsvidenskab. Mill døde i 1873.

Aktuel baggrundsviden

Den Store Danske Encyklopædi i bogudgaven.

Den Store Danske Encyklopædi i bogudgaven.

Den Store Danskes indhold stammer oprindelig fra Gyldendals forskellige leksika, primært Den Store Danske Encyklopædi, et dansk alment opslagsværk i 20 bind, udsendt 1994-2001 af forlaget Danmarks Nationalleksikon A/S, som var et datterselskab under Gyldendal. Supplementsbind 1-2 udkom i 2002 og 2006.

Onlineleksikonet Den Store Danske blev åbnet i 2009. I alt var der fra begyndelsen samlet mere end 161.000 artikler, alle redigeret og verificeret af førende danske fageksperter. Leksikonet blev indtil 2017 vedligeholdt, opdateret og udvidet af en redaktion.

2011-14 blev siden udvidet med ti fagværker, bl.a. Dansk Biografisk Leksikon, Danmarks Oldtid og Naturen i Danmark.

Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.