Dagen i dag 30. maj 2017Se alle dagen i dag

  • 2014Henning Carlsen
  • 1993Henry Heerup
  • 1978Sallingsundbroen
  • 1967Biafra
  • 1960Boris Pasternak
  • 1912Wilbur Wright
  • 1846Carl Fabergé
  • 1778François Voltaire
  • 1431Jeanne dArc
  • 2014 - Henning Carlsen

    Den danske filminstruktør Henning Carlsen døde, 86 år gammel. Han var en central skikkelse i dansk film og brød internationalt igennem med Sult i 1966.

  • Henry Heerup/Folketinget
    1993 - Henry Heerup

    Den danske maler, billedhugger og grafiker Henry Heerup døde i en alder af 85 år. Hans kunst var båret af en frodige fantasi, og den er præget af en humor og menneskelighed, men også alvor, der knytter ham nært til Storm P.

  • 1978 - Sallingsundbroen

    Dronning Margrethe 2. indviede Sallingsundbroen mellem Salling og Mors. Som noget nyt var broen ikke støbt på stedet, men samlet af præfabrikerede elementer, der var limet og spændt sammen.

  • 1967 - Biafra

    Republikken Biafra udråbtes som selvstændig stat. Dette resulterede i Biafrakrigen mellem Biafra og Nigeria, der nægtede at acceptere løsrivelsen.

  • 1960 - Boris Pasternak

    Den russiske forfatter Boris Pasternak døde, 70 år gammel. Et af hans mest kendte værker, den over for sovjetsamfundet kritiske roman Doktor Zjivago, blev til at begynde med nægtet udgivelse. Til gengæld blev den en verdenssensation, da den udkom i Italien 1957. Romanen udkom først i Sovjetunionen i 1988.

  • 1912 - Wilbur Wright

    Den amerikanske flykonstruktør Wilbur Wright, bror til Orville Wright, døde, 45 år gammel. De to brødre var de første, der fløj med et motordrevet fly tungere end luften. Det skete første gang 17.12.1903, og denne dato regnes for flyvningens fødselsdag.

  • 1846 - Carl Fabergé

    Den russiske guldsmed Carl Fabergé blev født. Han er især kendt for sine emaljerede og diamantbesatte æg, som bl.a. den russiske kejser forærede sin hustru som påskegave. Fabergé døde i 1920.

  • 1778 - François Voltaire

    Den franske forfatter François Voltaire, en af oplysningstidens hovedskikkelser, døde. Voltaire blev 83 år. Han skrev inden for mange genrer, bl.a. skuespil og lyrik, filosofiske og historiske skrifter. Han var kendt som revser af al dogmatik og af kirkens magtmisbrug og som talsmand for borgerrettigheder og tolerance.

  • 1431 - Jeanne dArc

    Franske Jeanne d'Arc, kvindelig hærfører i Hundredårskrigen, blev brændt på bålet i Rouen som kætter. Hun blev ca. 19 år gammel. Hun blev i 1456 rehabiliteret og i 1920 helgenkåret af den katolske kirke.

Aktuel baggrundsviden

Bassano. Francesco Bassano d.y. er mester for dette maleri fra 1580'erne, der skildrer evakueringen af et par af samtlige landjordens dyrearter samt Noas egen familie forud for syndflodens komme. Maleriet findes i Dogepaladset, Venezia.

Bassano. Francesco Bassano d.y. er mester for dette maleri fra 1580'erne, der skildrer evakueringen af et par af samtlige landjordens dyrearter samt Noas egen familie forud for syndflodens komme. Maleriet findes i Dogepaladset, Venezia.

Dagens artikel: Syndflod

Syndfloden er en mytisk forestilling om en oversvømmelse af kosmiske dimensioner. Ofte er den sendt af en vred guddom som straf over verden; kun en enkelt person eller en lille gruppe reddes i et fartøj, der også kan rumme dyr og kulturgoder, og de overlevende bliver ophav til det nuværende jordiske liv. Syndfloden bliver således skellet mellem mytisk urtid og historisk tid.

De ældste kendte beretninger er fra Mesopotamien. De indgår i meget forskellige sammenhænge og får dermed vidt forskellig betydning, skønt indholdet i hver beretning er næsten det samme. Om der ligger en konkret oversvømmelse til grund for historierne, er uvist.

Den bibelske syndflodsberetning, der sandsynligvis er et litterært lån fra Mesopotamien, kombinerer forskellige traditioner, bl.a. om syndflodens varighed og dens nærmere art (voldsom vinterregn, sammenbrud af de kosmiske diger). Den begrunder desuden årstidernes gang, regnbuen, dyrs og menneskers kødspise, vindyrkning og folkeslagenes oprindelse.

Læs også om syndflod i Symbolleksikon.