Dagen i dag 18. november 2017Se alle dagen i dag

  • 1995Alexandra
  • 1993Sibirien
  • 1963Peter Schmeichel
  • 1962Niels Bohr
  • 1941Walther Nernst
  • 1928Mickey Mouse
  • 1922Marcel Proust
  • 1863Novemberforfatningen
  • 1848Novemberministeriet
  • 1743Johannes Ewald
  • Polfoto/Finn Frandsen
    1995 - Alexandra

    Prinsesse Alexandra og prins Joachim blev viet i Frederiksborg Slotskirke. Sammen har de sønnerne prins Nikolai og prins Felix. Ægteskabet varede indtil 2005.

  • Polfoto/Ludwig Gerd
    1993 - Sibirien

    Der blev sat kulderekord i det nordlige Sibirien, da temperaturen nåede −55 °C. Om vinteren ligger et stabilt højtryk over det centrale Sibirien, som danner en kuldepol med ekstreme temperaturer. Til gengæld er somrene varme og solrige.

  • 1963 - Peter Schmeichel

    Den danske fodboldspiller Peter Schmeichel blev født. Han har bl.a. spillet for Brøndby IF, Manchester United, Sporting Lissabon og Manchester City. Schmeichel blev i 1990'erne rangeret blandt verdens allerbedste målmænd.

  • Gyldendal
    1962 - Niels Bohr

    Den danske fysiker og nobelprisvinder Niels Bohr døde, 77 år gammel. Han regnes for en af naturvidenskabens største personligheder. Bohr var særligt optaget af de erkendelsesmæssige konsekvenser af kvantemekanikken og udviklede begrebet komplementaritet.

  • Polfoto/New York Times/Wide World Photos
    1941 - Walther Nernst

    Den tyske kemiker Walther Nernst døde, 77 år gammel. Han arbejdede bl.a. med termodynamiske problemer, herunder energiforholdene ved kemiske reaktioner. Han modtog nobelprisen i 1920.

  • Walt Disney/The Walt Disney Company
    1928 - Mickey Mouse

    Mickey Mouse blev lanceret for første gang i tegnefilmen Steamboat Willie. Filmen blev en overrumplende succes, og Mickey har siden optrådt i 120 korte film og i enkelte lange film, bl.a. Fantasia.

  • 1922 - Marcel Proust

    Den franske forfatter Marcel Proust døde, 51 år gammel. Hans romanværk På sporet efter den tabte tid regnes blandt 1900-tallets litterære hovedværker. I den subtile sjæleanalyse har Proust næppe sin lige.

  • Frederiksborgmuseet
    1863 - Novemberforfatningen

    En grundlov, der omfattede Danmarks og Slesvigs fællesanliggender, blev underskrevet. Ikrafttrædelsen i 1864 førte bl.a. til Preussens og Østrigs krigserklæringer mod Danmark og 2. Slesvigske Krig.

  • Rigsarkivet
    1848 - Novemberministeriet

    Den danske regering Novemberministeriet blev udnævnt, efter at kongen havde fyret Martsministeriet. Novemberministeriet gennemførte bl.a. Junigrundloven af 1849 og afsluttede Treårskrigen.

  • Frederiksborgmuseet
    1743 - Johannes Ewald

    Den danske digter Johannes Ewald blev født. Han betragtes som en af Danmarks største digtere. Sit brogede livsløb har han med sproglig lidenskab skildret i den romanagtige Levnet og Meeninger. Ewald døde i 1781.

Aktuel baggrundsviden

Den Store Danske Encyklopædi i bogudgaven.

Den Store Danske Encyklopædi i bogudgaven.

Ny interesse for evt. at videreføre Den Store Danske Encyklopædi overvejes

PRESSEMEDDELELSE 30. august 2017

Den Store Danske Encyklopædi udgør et vigtigt kapitel i såvel den danske folkeoplysnings som i Gyldendals historie, og det var med den største beklagelse, at Gyldendal 24. august 2017 oplyste, at Den Store Danske lukkes, en meddelelse, der forståeligt nok har affødt foruroligede reaktioner fra mange sider.

Siden digitaliseringen af værket har Gyldendal afprøvet forskellige forretningsmodeller, såsom brugerbetaling fra undervisningsinstitutioner og satsning på annonceindtægter, uden at det er lykkedes at skabe den fornødne økonomi i værket.

Det har heller ikke været muligt at finde støtte til finansiering af driftsudgifterne blandt private eller offentlige institutioner, lige så lidt som den dialog, vi har haft med vores nordiske kolleger, har udmøntet sig i konkrete resultater.

Gyldendal har i de seneste år måttet dække et millionunderskud over den almindelige drift. Uden udsigt til offentlig medfinansiering eller anden form for støtte kan vi som privatejet virksomhed ikke i længden forsvare at drive leksikonet med tab.

Derfor er det glædeligt, at vi nu på baggrund af udmeldingen om lukningen af Den Store Danske er blevet kontaktet af flere aktører, der har udvist interesse for leksikonet. Disse henvendelser sonderer vi i øjeblikket.

Det er endnu for tidligt at sige, om der set i lyset af de seneste dages begivenheder kan etableres en langsigtet redningsplan for leksikonet, men Den Store Danske vil under alle omstændigheder være tilgængelig på nettet frem til årsskiftet, så brugerne ikke oplever en pludselig nedlukning.

Med venlig hilsen

Gyldendal

For yderligere oplysninger kontakt:
Direktør Bjarne Ponikowski på dirbp@gyldendal.dk

Gyldendals Presseservice