Dagen i dag 31. august 2016Se alle dagen i dag

  • 1997Diana
  • 1991Kirgisistan
  • 1990DDR
  • 1980Solidaritet
  • 1969Rocky Marciano
  • 1821Hermann von Helmh...
  • Polfoto/PA Photos
    1997 - Diana

    Prinsessen af Wales, med kaldenavnet lady Di, blev dræbt ved en bilulykke i Paris, 36 år gammel. Hun blev i 1981 med pomp og pragt gift med den britiske tronfølger, prins Charles, men ægteskabet var problematisk, og efter fire års separation blev parret i 1996 skilt.

  • 1991 - Kirgisistan

    Republikken Kirgisistan erklærede sig uafhængig af Sovjetunionen, og i oktober 1991 blev Akajev ved direkte valg uden modkandidater valgt til præsident. Efter Unionens opløsning samme år blev Kirgisistan medlem af SNG.

  • 1990 - DDR

    Med enhedstraktaten blev det bestemt, at DDR skulle opløses. Da DDR's borgere ved valget til Folkekammeret tidligere på året for første gang havde mulighed for at vælge frit, stemte det store flertal på partier, der gik ind for omgående sammenslutning med Vesttyskland.

  • Polfoto/Pressens Bild/Jan Delden
    1980 - Solidaritet

    Det kommunistiske Polen tillod ved en aftale med arbejderne i Gdańsk dannelsen af en uafhængig fagforening. Hermed var vejen banet for Solidaritet, hvis medlemsskare hurtigt voksede til ca. 9,5 mio. medlemmer, især fordi Solidaritet kom til at virke ikke kun som fagforening, men også som en af de få lovlige kanaler for opposition mod regimet.

  • 1969 - Rocky Marciano

    Den amerikanske bokser Rocky Marciano omkom ved en flyulykke, dagen før sin 46 års fødselsdag. Han er den hidtil eneste ubesejrede sværvægtsmester. Efter 49 kampe, heraf seks titelforsvar, trak han sig tilbage i 1956. Han var en skånselsløs fighter, kejtet, klodset og uden stil, men hårdfør og med en særlig evne til at overleve i ringen.

  • 1821 - Hermann von Helmholtz

    Den tyske fysiker og fysiolog Hermann von Helmholtz blev født. Hans arbejder inden for fysiologisk optik ledte ham til den konklusion, at afstands- og rumopfattelse ikke er medfødte menneskelige egenskaber. Han døde i 1894.

Aktuel baggrundsviden

Dagens artikel: Statens Uddannelsesstøtte

Statens Uddannelsesstøtte, SU, er økonomisk støtte primært til unge over 18 år under en offentligt anerkendt ungdoms- eller videregående uddannelse.

SU ydes i form af stipendier og billige lån, studielån, hvilket sammen med arbejdsindtægter op til en fastsat grænse formodes at dække den studerendes leveomkostninger.

Den statslige uddannelsesstøtte går tilbage til det i 1569 stiftede Kommunitetet, der gav et antal studerende kost, senere penge, og logi på Regensen.