Dagen i dag 30. september 2016Se alle dagen i dag

  • 2005Muhammed-tegningerne
  • 1991Haiti
  • 1985Simone Signoret
  • 1958Niels Janniksen B...
  • 1955James Dean
  • 1938Münchenaftalen
  • 2005 - Muhammed-tegningerne

    Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 12 satiriske tegninger af den muslimske profet Muhammed i forbindelse med en artikel om ytringsfrihed og selvcensur. Det skulle udløse den største diplomatiske krise i Danmark i nyere tid.

  • 1991 - Haiti

    Haitis første demokratisk valgte præsident, præsten Jean Bertrand Aristide, blev styrtet ved et militærkup. Efter kraftigt internationalt pres førte FN-ledede forhandlinger til, at Aristide i 1994 efter landsættelsen af 20000 amerikanske soldater kunne vende tilbage fra sit eksil og genoptage sit mandat.

  • 1985 - Simone Signoret

    Den franske skuespiller Simone Signoret døde, 64 år gammel. Hun blev kendt for bl.a. filmene Smukke Marie og En plads på toppen; sidstnævnte fik hun en Oscar for. Simone Signoret var gift med Yves Montand.

  • Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab
    1958 - Niels Janniksen Bjerrum

    Den danske kemiker Niels Janniksen Bjerrum døde, 79 år gammel. Hans forskning fik grundlæggende betydning for forståelsen af teorien om ioner og syre-base-begrebet. Bjerrumdiagrammet er en kurve, der viser sammenhængen mellem pH og forholdet mellem mængden af en syre og dens korresponderende base.

  • Polfoto/Topfoto
    1955 - James Dean

    Den amerikanske skuespiller James Dean blev dræbt ved en bilulykke, kun 24 år gammel. Den dramatiske død gav næring til myten om "oprøreren uden grund", som hans roller i bl.a. Øst for paradis og Vildt blod etablerede.

  • 1938 - Münchenaftalen

    Münchenaftalen blev underskrevet; regeringslederne fra Frankrig (Daladier), Italien (Mussolini), Storbritannien (Chamberlain) og Tyskland (Hitler) bestemte heri, at Tjekkoslovakiet uden selv at være inddraget i forhandlingerne skulle afstå det såkaldte Sudeterområde til Tyskland.

Aktuel baggrundsviden

Türk ve Islam Eserleri Müzesi, museum for tyrkisk og islamisk kunst i Istanbul,  indrettet i Ibrahim Paşa Sarayi, et ottomansk palads ved Hippodromen i Sultanahmet. Museet rummer bl.a. verdens betydeligste samling af tyrkiske tæpper. Museets største eksempler på tyrkisk tæppekunst er anbragt i paladsets ceremoni-hal. Fotografi 2011.

Türk ve Islam Eserleri Müzesi, museum for tyrkisk og islamisk kunst i Istanbul, indrettet i Ibrahim Paşa Sarayi, et ottomansk palads ved Hippodromen i Sultanahmet. Museet rummer bl.a. verdens betydeligste samling af tyrkiske tæpper. Museets største eksempler på tyrkisk tæppekunst er anbragt i paladsets ceremoni-hal. Fotografi 2011.

Dagens artikel: Tyrkiske tæpper

De ældste tyrkiske tæpper stammer fra 1200-1300-tallet, bevaret som fragmenter fra Alaüddin-moskéen i Konya. 1500- og 1600-tallet var en blomstringsperiode med centrum i byen Uşak i det vestlige Tyrkiet.

De såkaldte Holbein- og Lottotæpper, ushaktæpper, fugletæpper mfl. eksporteredes i stort tal til Europa, hvor de var kostbare statussymboler. Fra 1500-tallet og senere stammer talrige tæpper i små formater, hovedsagelig bedetæpper.

Knytningen med den symmetriske tyrkiske knude er gerne ret løs, og der er anvendt både uld og bomuld. Sideløbende med værkstedsproduktionen er der fx i det nordøstlige Tyrkiet udført enklere tæpper og andre tekstiler til eget brug af bl.a. nomader, ofte betegnet yürük, som er både kelimer og knyttede arbejder.

Fra midten af 1800-tallet degenererede traditionerne, de syntetiske farver vandt frem, og en masseproduktion af billige tæpper med enkle mønstre blev igangsat med İzmir som centrum for eksport til Europa og USA. For at imødegå en dalende kvalitet i 1900-tallets produktion har man bl.a. igangsat det såkaldte DOBAG-projekt (1981) i en række landsbyer i det vestlige Tyrkiet til genopretning af traditionelle fremstillingsmetoder med anvendelse af naturfarvestoffer. Museet for tyrkisk og islamisk kunst i Istanbul, Türk ve Islam Eserleri Müzesi, har verdens betydeligste samling af tyrkiske tæpper.

Læs mere om tyrkiske tæpper.