Dagen i dag 26. juli 2017Se alle dagen i dag

  • 1963Skopje
  • 1956Suezkanalen
  • 1947CIA
  • 1943The Rolling Stones
  • 1928Stanley Kubrick
  • 1925Gottlob Frege
  • 1856George Bernard Shaw
  • 1714Peter Wessel Tord...
  • Martin Bassett
    1963 - Skopje

    Den jugoslaviske by Skopje ramtes af et voldsomt jordskælv, hvorved 85% af alle boliger blev ødelagt, 1070 mennesker omkom, og flere tusinde blev såret. Byen blev genopbygget i moderne stil ved en storstilet international hjælpeaktion.

  • Gyldendal
    1956 - Suezkanalen

    Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser nationaliserede selskabet, der har retten til drift af Suezkanalen. Det udløste Den Anden Arabisk-israelske Krig, også kaldet Suezkrisen.

  • 1947 - CIA

    USAs centrale efterretningstjeneste CIA blev oprettet som led i reorganiseringen af USAs militære struktur efter udbruddet af den kolde krig. CIA har 15000-20000 ansatte og et anslået årligt budget på ca. 3 mia. dollar.

  • 1943 - The Rolling Stones

    Det britiske rocksanger Mick Jagger blev født. Han var i 1962 med til at danne The Rolling Stones, der stadig i 2000-tallet kan fylde stadioner over hele verden. Mick Jagger er en markant frontfigur på scenen.

  • Det Danske Filminstitut/Billed- & Plakatarkivet
    1928 - Stanley Kubrick

    Den amerikanske filminstruktør Stanley Kubrick blev født. Kubrick har opnået status som en af den moderne filmkunsts mest originale og excentriske instruktører. Blandt hans værker er Dr. Strangelove, Rumrejsen år 2001, A Clockwork Orange og Ondskabens hotel. Kubrick døde i 1999.

  • 1925 - Gottlob Frege

    Den tyske matematiker, logiker og filosof Gottlob Frege døde, 76 år gammel. Frege betragtes i dag som en af den moderne filosofis betydeligste logikere og forløber for 1900-tallets analytiske filosofi.

  • Gyldendal
    1856 - George Bernard Shaw

    Den irsk-britiske dramatiker, kritiker og samfundsdebattør George Bernard Shaw blev født. I sine bedste skuespil formår Shaw at forene sin enestående sproglige og teatralske virtuositet med sine politiske og filosofiske interesser. Shaw døde i 1950.

  • Frederiksborgmuseet
    1714 - Peter Wessel Tordenskiold

    Under kamp med en fjendtlig fregat i Skagerrak løb Tordenskiold tør for ammunition. Han sendte en jolle over for at meddele sin modstander, at han derfor måtte stoppe kampen, medmindre han kunne låne krudt og kugler; det blev dog afvist. Dette er en af mange anekdoter om Tordenskiold.

Aktuel baggrundsviden

Manguster. Surikater (Suricata suricatta).

Manguster. Surikater (Suricata suricatta).

Dagens artikel: Manguster

Manguster (Herpestidae) er en stor gruppe af rovdyr, der består af 34 arter. De findes udbredt i Afrika, Sydeuropa og det sydlige Asien. De er fortrinsvis jordlevende, hvor de ernærer sig af mindre hvirveldyr, insekter, frugt og grønt. De fleste manguster kan smadre æg og hårdskallede insekter ved at kaste dem mod en sten.

Arter i gruppen af sociale manguster færdes i grupper på op til en snes individer og har veludviklede sociale systemer. Det gælder fx surikater (Suricata suricatta), som graver gangsystemer under jorden. Surikater skifter jævnligt mellem 4-5 underjordiske boer. Hvert bo har en diameter på ca. 5 m og har op til 15 indgange. Gangsystemerne går 1,5-2 m ned i jorden og sikrer surikaterne mod store temperaturforskelle. Surikater begynder dagen med at solbade, indtil de er varmet igennem.

Nogle mangusterarter tager sågar slanger, men de fleste er ikke immune over for deres gift. De slangedræbende manguster er hurtige og undgår slangernes bid. Rudyard Kiplings Rikki-Tikki-Tavi er en manguster.