Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sten

Oprindelig forfatter FSte

 STEN. Sten symboliserer ofte tyngde, her “Den Gyldne Sten” i Burma, et populært buddhistisk pilgrimsmål, Kyaiktiyo-pagoden. Legenden siger, at den enorme sten kun hindres i at falde ned ved hjælp af et enkelt hår fra Buddha. Den øverste del af stenen er udformet, så den ligner spiret (symbolsk: de øverste bevidsthedstrin) i en stupa/pagode.

STEN. Sten symboliserer ofte tyngde, her “Den Gyldne Sten” i Burma, et populært buddhistisk pilgrimsmål, Kyaiktiyo-pagoden. Legenden siger, at den enorme sten kun hindres i at falde ned ved hjælp af et enkelt hår fra Buddha. Den øverste del af stenen er udformet, så den ligner spiret (symbolsk: de øverste bevidsthedstrin) i en stupa/pagode.

sten, mange kulturer har tillagt eller tillægger sten eller bestemte sten særlig betydning. Sten har været forbundet med frugtbarhed (fallossymbolik) og skabelse (jævnfør også meteorsten), guder (fx Mithras) blev født af sten, stenen ses som en parallel til Moder Jord. Fra oldtid til nutid har sten eller stenblokke været brugt til altre. Stenblokke har været rejst som sakrale bygningsværker (fx Stonehenge) eller som mindesmærker eller gravsten (fx stendysser, Jellingmonumenterne og de såkaldte skibssætninger). De har desuden været brugt til angivelse af bestemte steder, fx tingsten, eller været knyttet til bestemte funktioner, fx kroningssten; et eksempel er den skotske såkaldte Sconesten, et symbol på skotsk uafhængighed, i lange perioder anbragt under den engelske kroningsstol, men 1996 givet tilbage til skotterne. I oldtidens Grækenland og i Romerriget symboliserede bestemte sten verdens centrum, omfalos.

Den sorte sten (måske en meteorit) i Kabaen i Mekka er et centralt symbol for muslimer. For jødedom og kristendom spiller begrebet hovedhjørnesten en rolle; hovedhjørnestenen er konkret den første sten til en bygning, en grundsten, men bruges overført om, hvad der er vigtigt, og fx Matt. 21, 42 om Jesus. Især for den romersk-katolske kirke er apostlen Peter betydningsfuld som klippen, hvorpå kirken skal bygges.

I alkymien findes forestillingen om de vises sten, en slags grundelement i verden. I New Age-miljøer er brugen af krystaller og særlige sten udbredt, til velvære og healing. I folkeeventyr findes magiske sten, som kan tryllebinde og hjælpe eller skade helten. Der er også eksempler på forvandling til sten, fx at trolde bliver så vrede, at de springer i flintesten; eventyrenes stenforvandlinger minder om den græske mytologis Medusa, der omskaber, hvad hun ser på, til sten.

Annonce

Sten forbindes med grundfæstethed, hårdhed, stivsindethed og livløshed. Man kan være “stendød” eller “sove som en sten”; noget kan “falde på stengrund” (efter en lignelse i Mark. 4); “at forstene” symboliserer det livløse, noget eller nogen der er gået i stå; at være “stenet” kan bruges om at være påvirket af euforiserende stoffer. En udbredt talemåde er: “Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus”. Under palæstinensernes intifada, oprør mod israelerne, påbegyndt i 1987, var/ er stenkastende unge et symbol. En parallel til brostenkastende unge i revolutionære situationer i fx europæiske storbyer, men med den forskel, at sten er et særdeles centralt symbol i såvel jødisk som arabisk kultur: Fx lægges der løse sten på jødiske grave, og en henrettelsesmetode i såvel tidligere jødedom som islam var/er steningen. I NT omtales en stening af en af de tidligste kristne, Stefanus, for blasfemi, Ap. Gern. 7, 54-60, og Jesus tager i en scene, hvor en kvinde har begået ægteskabsbrud, afstand fra stening: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”, Johs. 8, 7. Hor medfører principielt stening inden for islam, bruges dog ekstremt sjældent i vore dage, og vækker ramaskrig i den vestlige offentlighed. Under muslimernes valfart til Mekka foregår der en rituel stening af Satan; hver pilgrim, der passerer tre søjler ved Mina (symboler på Satan), kaster et antal sten, endda i flere ombæringer, mod søjlerne, et symbol på at man undgår fristelser, forkaster det onde.

Forstening bruges som et centralt symbol på det etablerede samfund i Inger Christensens Det, 1969, og i Ebbe Kløvedal Reichs “Tale ved Christiansborg” (i Svampens tid, 1969); Reich bruger det om Christiansborg-politikere, der kaldes “granitmænd”. Granitmænd kan man næppe kalde rockgruppen The Rolling Stones. Stens skønhed og forbindelse bagud til urtiden beskrives intenst i Jacob Paludans roman Fugle omkring Fyret, 1925, fx: “en mørkegraa Sten kan have en snehvid Lilje tværs over sig – et hvidt Lykkeaar i et mørkt Flintestensliv.” Det er også den universelle, naturkosmiske vinkel på sten, Thorkild Bjørnvig har i den tætte og komplekse sonet “Sten”, 1955, hvor de konkrete sten på stranden forbindes med skabelse, mytologi og kunst.

Se også bjerge, alkymi, smykker, ædelsten, monument, gravskikke, brød og vej.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sten i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426728

Artiklen sten er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk