Metaller, I Oldtiden kendtes 7 metaller, som hver blev tilknyttet et himmellegeme i et kosmisk hierarki og havde dettes magiske egenskaber: bly (Saturn), tin (Jupiter), jern (Mars), kobber (Venus), kviksølv (Merkur), sølv (Månen) og guld (Solen). Som det ses, er himmellegemerne også knyttet sammen med navne på romerske guder. Den nævnte rækkefølge går fra det uædle til det ædle.

Disse metaller har spillet en stor rolle i den antikke mytiske historieopfattelse og i den middelalderlige alkymi. De mytiske perioder var opkaldt efter en forfaldsmodel: fra guldalder over sølvalder og kobberalder (bronzealder) til jernalder og en drøm om igen at nå frem til en gylden periode, bl.a. i en forestilling om, at alt gentager sig. I alkymien er guld det fineste, ofte opfattet som selve kernen i verden; guld symboliserer også det højeste åndelige stadium. Som metaller kan udvindes af malme, lutres og forfines og forædles, kan ånden udvikles i stadigt stigende bevidsthedstrin. De uædle metaller var jordiske, de ædle himmelske; tilsvarende var mennesket jordisk, men med himmelsk potentiale gennem forædling. Jungiansk psykologi er påvirket af denne sjælemodel og tolker fx guld (Solen) som identisk med menneskets inderste, dets Selv.

Metaller fremstilles af malme og forarbejdes ved ambolte af kunstfærdige smede, der således kædes sammen med livet i Jordens indre, med tilblivelse og magisk evne. I myter og eventyr er guder og helte afhængige af de farlige møder i bjergenes indre med smede og dværgfolk, der fx kan skabe magiske smykker og våben. I eventyr skal helten ofte gennem tre prøver, der har med metaller af stigende ædelhed at gøre, fx en kobber-, sølv- og guldskov, eller bruge redskaber og magiske genstande i tre trin.

Se også guld, jern, sølv, smed, alkymi, verdensaldre, smykker og ædelsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig