Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sport

Oprindelig forfatter FSte

 SPORT Græsk præmievase (prisamfor) for løb, 525 f.Kr.

SPORT Græsk præmievase (prisamfor) for løb, 525 f.Kr.

Sport bruges især om konkurrencer, udøvet af toptrænede, ofte professionelle folk; mens idræt så er termen brugt om motionister, amatører i glad leg. Der er glidende overgange mellem de to begreber, men leg over for alvor forekommer at være en god inddeling. Verner Møller, professor i idrætsteori, har sagt: “Sporten i sin essens er en til ondskab grænsende vilje til sejr. Og det er det, der gør den spændende og fascinerende at se på” (interview i Politiken 27.7.07). Det er rent vrøvl eller løgn, at det i sport “ikke gælder om at vinde, men om at være med”, som det så idealistisk udtrykkes i et af OL's mottoer.

Det er blevet hævdet, at sporten i de sidste ca. 100 år i stadigt stigende grad er blevet verdens største religion. I hvert fald er der en tendens til at dyrke sportsstjernerne som afguder, og sportsjournalister giver ofte begivenhederne et mytisk præg med en blomstrende “religiøs” metaforik. Sporten har fra sit udgangspunkt i antikken, De Olympiske Lege, haft en tilknytning til helligdomme og rituelt liv, og i vore dage er stadioner, arenaer og sportshaller fulde af rituel symbolik i stort og småt: Publikum på lægterne, der opildnes og opildner med flag, slagsange og fuld krigsmaling; kombattanternes entré med dæmpet lys, der går over i spotlight; eventuel afsyngelse af nationalmelodier; holdene der gejler sig selv op med omfavnelser; mål- eller sejrsjubel med vilde scener; den enkelte sportsstjernes særegne ritualer, fx altid at sætte sine knælange og stramme bukser på plads før en serv; bokseres brovtende gestik mod modstanderen; sejrsrunden omkring stadion med nationens flag; brug af fx dyresymbolik i holdenes tilnavne, fx “løverne”, “ulvene”, “ørnene”; mytologiseringer af stjernerne (“Ørnen fra Herning”, Michael Laudrups gudbenådede driblinger og afleveringer); sejrsceremoni med overrækkelse af præmier (med klassisk symbolik: medaljer af guld, sølv og bronze); tilskuerne der fulde af fællesskabsfølelser eller frustrationer strømmer fra stadion, mens Solens stråler står lavt ind i ansigterne; avisernes metaforrige ros og ris, ofte udmundende i en karakter.

Den enkelte sportsbegivenhed har ritens tredelte struktur, og den foregår i et udskilt rum (ringen, banen), på en plads hvor nye regler gælder, som det også er tilfældet med legen. Der udkæmpes en kamp på liv og død, som det konkret ses i tyrefægtningen og i overført forstand fx i boksning og i de mange kampsportsgrene, indført fra Østen. Men modstanderen er også en medspiller, uden modstand ingen kappestrid; modstanderen kan være en selv og ens tidligere præstationer. Publikum og sportsheltene spiller sammen, er afhængige af hinanden, og et stort øjeblik ved fx fodboldkampe er, når holdet kollektivt takker sine tilhængere, fx Lazios hold sine tifosi, lazziali, på la curva norte på Roms olympiske stadion. Uden for dette stadion er der i høj grad antik-mytologiseret: Der er klassiske statuer af atleter i positur og endnu rester af Mussolinis stormagtsdrømme i monumenter over hans krigsidræt, heldigvis inclusive hans nederlag.

Annonce

Det martialske, hooliganistiske og nationalistiske element kan være ganske voldsomt. Fx har den inkarnerede sportsmodstander, digteren Henrik Nordbrandt, harceleret over, at man i fodbold forherliger skyggesider i mennesket: “Selve spillet er jo en opfordring til vold” (i essayet “Fodbold”, 2005). Som modsætning hertil står fx Jørgen Leth, der dels har skrevet Sportsdigte, 1967, dels om Tour de France, og hvis sportsbegejstring måske kan samles i et udsagn (2007) som dette: “Det er måske det, der fascinerer mig ved sportens livsbillede. Det er jo ritualiseret virkelighed”. For Leth er de store sportsbegivenheder fortællinger, myter, og de store sportsstjerner mytiske helte, en Herakles, en Sisyfos.

Ud over Leth har bl.a. følgende danske forfattere skrevet indsigtsfulde reportager, essays og fiktion om sport: Tage Skou-Hansen især om fodbold, der indgår som et vigtigt led i hans Holger Mikkelsen-romanserie; Hans-Jørgen Nielsen med reportager fra bl.a. OL i Los Angeles, 1976, og med et hovedværk i fiktion om sport, “beretningen” Fodboldenglen, 1979. Sidstnævnte skildrer et nærmest symbiotisk forhold mellem to fodboldspillere i barndommens arbejderklub Fremad Amager; den ene bliver professionel, den anden intellektuel, specialeskrivende om arbejderkultur og fodbold. Englen bruges som metafor for en euforisk oplevelse af næsten mystisk art i sportsudfoldelser og for 1968'ernes stormgangsjubel. Men nedturen følger efter, 68'erne løber – med en fodboldmetafor – offside, og alt stivner i 70'-ernes betonmarxisme. I Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, 1998, følger man bl.a. den københavnske fodboldklub FCK's kampe.

Arbejderkultur og sport er også udgangspunkt for flere af P.O. Enquists værker, fx romanen Sekundanten, 1971, om en hammerkaster; i essays om OL i München 1972, Katedralen i München, tager Enquist også storpolitiske temaer op i forhold til sporten. Ved at læse i bogen Fodbold! Forfattere om fænomenet fodbold, 2002, ser man, at en række af Verdens superintellektuelle har beskæftiget sig kvalificeret med fænomenet, fx Eduardo Galeano, Albert Camus, Salman Rushdie – og minsandten også J.-P. Sartre, hvis essay (fra 1959) om forholdet mellem målmanden og den øvrige del af holdet er en sand tour de force på den store klinge og begrebsgymnastik for fuld skrue. Her kører den stueblege, gammelkloge filosof virkelig med klatten. Goal!

Så er der mere konkretion i Nick Hornbys beretning om sit liv som tilskuer til fodboldklubben Arsenals kampe og belysning af de sociale og psykologiske mekanismer i tilskuermentaliteten, herunder den voldelige hooliganisme, i bogen Fodboldfeber, 1992. Selv at være involveret i et sportsprojekt, langdistanceløbet, kulminerende med maraton og triatlon, beskriver Haruki Murakami i What I Talk about when I Talk about Running, 2008 (på dansk 2009); han løber for disciplinens skyld og overfører den på skriveprocessen. En kritisk vinkel på sporten som Kropskultur findes i hollænderen Midas Dekkers' bog med denne titel, 2008. Dekkers gennemhuller bl.a. det berømte motto: En sund sjæl i et sundt legeme, og siger, at den romerske digter Juvenal, som det stammer fra, bruger det bidende ironisk.

Se også leg, skak, De Olympiske Lege, Tour de France, tyr og tyrefægtning og krop.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sport i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426714

Artiklen sport er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk