leg

Leg, i lighed med fx ritualer, processioner, spil, sport, dans, performance og skuespil foregår leg i en verden eller dimension uden for den almindelige virkelighed, en anden tid og et andet rum. Legen står i modsætning til arbejde og hverdagens alvor. Men legen har regler og grænser, de er blot særlige. Legen er alvor, men i fantasiens og rollespillets verden. Man må overholde legens regelsæt, og for at komme ud af legen kan der fx etableres helle, dvs. steder eller tidspunkter, hvor legen er ophævet. Legen har på mange måder en funktion og betydning som fx fiktionslitteraturen har. I legen træder man ud af verden, men samtidig er legen også en socialiseringsfaktor, en læresituation. Legen etablerer selv et helle i forhold til dagligdagen. Leg kan opstå spontant og med regler, der opstår undervejs; eller den kan være reguleret på forhånd, som i de faste børnelege eller som i idrættens mange discipliner.

Leg er for børn og barnlige sjæle. Men leg kan også tolkes som grundlaget for kulturens opståen. Den hollandske kulturforsker Johan Huizinga udgav 1938 bogen Homo ludens, det legende menneske, hvor han analyserer kulthandlinger, ridderturneringer, krige, retssales performance, kunst og sport som kulturelle fænomener, der er opstået som leg eller med legens former som forudsætning: “Al menneskelig kultur opstår og udvikler sig i leg – og som leg.” Fx er dommeres parykker i retssalen nok et autoritetssymbol, men de er også legens tegn; der er et spil i gang mellem anklager og forsvarer. Tilsvarende har en disputats, en gudstjeneste, en ringridning, et maskebal eller en happening legens form. Huizinga understreger, at legens inderste væsen er intensitet, “evne til at begejstre og rive med”.

Alle kan vel huske, hvordan man som barn går så vældigt op i en leg, at det fx gyser i én, hvis man skal i den sorte gryde. Dette gys er udnyttet til gru i Ole Wivels digt “Børnesang”, 1948, hvor den uskyldige børneleg og -remse “Bro bro brille” forvandles til kz-lejres udryddelse af børn. Som modstykke til denne gru kan nævnes den fryd, det var for “legebarnet” PH at lave drager og sætte dem op som en slags fantasiens dæmondræbere. Skildringer af leg i fiktionslitteratur er naturligvis talrige; nævnes skal blot H.C. Branners noveller og en novelle som Anders Bodelsens “Drivhuset”, 1967, der rummer både legens glæde, tabuer, paradistilstand, men også overskridelsen ind i syndefaldets og den kommende voksenverden.

Leg kan bruges overført om fx fantasi, dristighed, noget sjovt, fx “stoppe mens legen er god”, “lege med døden”, “lige børn leger bedst”. Legesyge voksne kan kaldes “legebarn”, “legeonkel” og “legetante”. “At holde legestue” kan bruges inden for sportens verden om et hold, der udspiller sin modstander fuldstændigt; De Olympiske Lege er verdens største sportsbegivenhed.

Litt.: essayet om leg i Den Store Danske Encyklopædi, 12, s. 59-64 (af Dion Sommer og Thyge Winther-Jensen). Jørgen Leths film Det legende menneske, 1986.