Højre og venstre, symboliserer i en række tilfælde modsætninger, noget henholdsvis positivt og negativt. Baggrunden er sandsynligvis, at de fleste har højre hånd og fod som dominans, hvorved højre tillægges egenskaber som (moralsk) korrekt, mens venstre bliver det mindreværdige. Højre er ret, venstre vrang og kejtet. At være venstrehåndet kaldes også “kejthåndet”. At være chefens “højre hånd” angiver en position som næstkommanderende. At give håndtryk med venstre hånd er utænkeligt, med mindre der er ganske særlige årsager, fx sygdom. Der er udbredt tradition for, at riter følger Solens gang, hvorved højre igen bliver foretrukket. I nogle sprog ligger kvaliteten også fremme i selve ordet: engelsk “right” betyder også “rigtig”, italiensk “sinistra” betyder også “dyster” og “uheldig”. I politisk henseende er højre og venstre derimod fra begyndelsen neutrale begreber, der blot angiver placeringen i forsamlingen, oprindelig i den franske Nationalforsamling 1789.

Man kan sværge med sin højre hånd, lægge højre hånd på Bibelen, direkte sige: Hvis sådan og sådan, da visne min højre (hånd). Relationer til højre og venstre hånd kan angive et ægteskab og et illegitimt forhold (fx Grevinde Danner). Højre kan angive sol, styrke, maskulinitet, fornuft og ære, venstre det modsatte. I kinesisk symbolik er højre yang, venstre yin.

Måske er der et lille retningsoprør i H.C. Andersens “Klokken”, hvor prinsen vælger venstre retning, “den Side, paa hvilken Hiertet sidder”, følelsernes sæde.

Se også hånd, hilseformer, orienteringsmetaforer og kropssprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig