fald

Fald, angiver en bevægelse nedad, som skyldes tyngdeloven, og bliver derfor samtidig et symbol af negativ karakter, se orienteringsmetaforer. Faldet har fået sin store, mytisk-eksistentielle udformning i beretningen om syndefaldet i 1. Mos. 3. Her hænger faldet sammen med, at mennesket er et dyr med bevidsthed og refleksion; det kan tænke over livets mening(sløshed) og over døden. Hermed sættes der samtidig en distance ind i livet, mennesket eksisterer, dvs. står uden for livet. Syndefalds-beretningen er også en historie om at blive voksen, miste barnets paradisiske tidløshed og samtidig møde seksualiteten, den frie vilje, skylden og trangen til almagt.

Dette – nødvendige – eksistentielle fald kan komme drypvis i løbet af barndommen, som pludselige indsigter i tab, tomrum, tidens begrænsning, splittelse, skyld og ensomhedens vilkår. Men især er det vilkåret i pubertetens puppetilstand.

I en række folkeviser får faldet sat overnaturlige figurer på; fortabelse, fortryllelse og dæmoni i forbindelse med overgangen fra barndom til voksenverden. Hovedpersonerne splittes og falder, fx ved “at falde for” en elverpige eller havfrue.

Satan skildres som en falden ærkeengel, se engle. I den platoniske myte bliver mennesket også til ved et fald, nemlig ved at sjælen fra sit urhjem i himlen falder ned på jorden og iklædes krop, som var det i fængsel. Hele livet længes mennesket dels efter sin anden sjælsdel, dels efter at stige op til himlen befriet for kroppen. Den græske myte om Ikaros fortæller om en overmodig opstigning mod solen og et brat fald.

Albert Camus' roman fra 1956, Faldet, skildrer de moralske kvababbelser, en advokat har ved ikke at have hjulpet en selvmorder, der lod sig falde i Seinen fra en bro i Paris. I Villy Sørensens forfatterskab og filosofi er “faldet” et grundbegreb; han kaldes direkte “faldets digter” (en betegnelse han selv bruger om Thomas Mann); “faldet” har for Villy Sørensen både en mytisk-eksistentiel, en personlig og en epokal dimension; det er et livsvilkår, men yderligere forstærket af modernitetens krise. For Søren Kierkegaard er troen absurd, et fald eller spring ud på de 70.000 favne vand – uden sikkerhedsnet. En lille absurd fortælling af Par Lagerkvist “En hjältes död” (fra Onda sagor, 1924) handler om en mand, der får tilbudt en halv million, hvis han vil lade sig falde ned fra et højt kirkespir og lade sig slå ihjel! I Peter Høegs roman Frøken Smillas fornemmelse for sne, 1992, spiller to fald på hinanden: det makrokosmiske (en stjerne der falder ned i en gletsjer i Grønland) og det mikrokosmiske (en grønlandsk dreng der falder ned fra et tag et sted i København). To amerikanske romaner bruger det, at nogle sprang ud af Twin Towers i New York, da de blev ramt af terroristernes fly 11.9.01: Jonathan Safran Foer, Ekstremt højt & utrolig tæt på, 2005, og Don DeLillo, Den faldende mand, 2008.

“Sikkerhedsnet” er der derimod ved faldskærmsudspring; og ved ekstremsporten bungy-jump, hvor suset i faldet vel er både eksistentielt (dødens nærhed) og et trendy kick. Af de mange overførte udtryk kan nævnes: “På falderebet”, “prisfald”, “Romerrigets storhed og fald”, “stå for fald”, “falde i krigen”, “faldende huspriser” (vs. deres “himmelflugt”), “at falde af på den”, “falde på halen-komik”.

Se også flyvning.