Bevægelse - stilstand, En række verber angiver bevægelse – eller stilstand, fx lægge (ligge), sætte (sidde), hvile, stå, gå, vandre, løbe, køre, flyve, svæve, svømme, sejle, glide. Kontrasten mellem bevægelse og stilstand kan markeres i en række faste udtryk: “at være sat”, “at sidde klistret til ministertaburetten”, “at ligge på den lade side”, “støt står den danske sømand”, “at svæve gennem livet”, “det kørte for ham”, “han kørte med klatten”, “han var ude at svømme”, “det gik godt”, “det gik som smurt”, “livet gled forbi ham”. “Bevægelse” kan også bruges overført om følelser (“hun var heftigt bevæget”) og organiserede fællesskaber, foreninger, fx andelsbevægelsen.
En særlig raffineret brug af kontrasten mellem stilstand og bevægelse findes i de japanske haikudigte, hvor sammenstødet får eksistentiel, bevidsthedsudvidende karakter, fx: “Buddhas kæmpenæse / Herfra fløj / En svale ud”. Statuen af Buddha i digtet kan repræsentere tilværelsens oprindelige “buddhanatur” og enhed, men er livløs og uerkendelig i sig selv; enheden kan ikke erkendes uden en bevidsthedsproces, en svales flugt i dette øjeblik, hvor læseren sanser denne scene i dette digt.
Se også orienteringsmetaforer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.