verdenshjørner

Verdenshjørner, de fire verdenshjørner, øst, vest, nord og syd, personificeres og mytologiseres i en række religioner. Fx kan de kædes sammen med vindenes egenskaber i antik mytologi. “Øst – vest, hjemme bedst” er et berømt bevinget ord. Danmark ligger i vest (eller Vesten) og nord (eller Norden). Ofte opstilles der markante forskelle mellem de folk, der lever mod de forskellige verdenshjørner. Østen er Orienten, med en dvælende, meditativ livsform over for det aktive Vesten med den europæiske, faustiske fremadstræben. I Vesten drømmer vi om – og ser ned på – Østens mystik og eksotisme, beduinliv, harem, ørken og oase, indiske mangfoldighed, sirlige kineserier og japaneserier, en holdning der er blevet kaldt orientalisme.

En dyrkelse af det orientalske, det eksotiske, er karakteristisk for europæisk litteratur og billedkunst fra 1700-tallet og fremefter. Fra Danmark kan nævnes Adam Oehlenschlägers Aladdin, 1805 (med inspiration fra Tusind og én nats eventyr), og maleren Martinus Rørbyes tyrkiske scener fra 1830'erne. I Europa i øvrigt er nogle hovedværker Voltaires “orientalske fortælling” Zadig, 1749, Goethes West-östliche Diwan, 1819, samt Flauberts Salammbô, 1862; og inden for billedkunst fx harems- og badescener hos Ingrès og Matisse. I anden halvdel af 1900-tallet, særlig markant i den amerikanske beatgeneration og i ungdomsoprøret, udbredes orientalismen til også at omfatte interesse for meditation og også kunstige bevidsthedsudvidelser; særligt kan nævnes inspirationen fra zenbuddhismen og de indiske guru-religioner. Stenhavekunst, bonsai, ikebana og kampsport dyrkes intenst i de seneste årtier.

En forfatter med et ben i hver lejr, den amerikansk-palæstinensiske litterat Edward Said, udgav i 1978 en skelsættende bog, Orientalism. Heri kritiserer han Vestens stereotype opfattelse af den orientalske, islamiske verden, en opfattelse, der stadig er præget af kolonitidens overlegenhed i en påstand om, at den rummer sandheden om en interessant, men laverestående kultur. Hans kritik har vakt både begejstring og modstand; det sidstnævnte bl.a. Robert Irwin, Af begær efter viden. Orientalisterne og deres fjender, på dansk 2008, og Ibn Warraq, Defending the West. A Critique of Edward Said's Orientalism, 2008.

Øst kan også bruges om Østeuropa, om opfattelsen af russerne eller slaverne, og om konflikten mellem Øst og Vest i sovjetkommunismens tid, den kolde krig.

Det modsatte, østs og i mindre grad syds opfattelse af Vesten (herunder Norden), kaldes occidentalisme og rummer en række stereotyper om os samt farlige nationalistiske og religiøse strømninger af antivestlig art, fx skildret i Ian Buramas bog Aftenlandet, 2003. Samtidig har de seneste års forskning vist, at Østen selv har produceret stereotyper, der passer til Vesten. Som eksempel kan nævnes zenbuddhismen, der i langt overvejende grad blev formidlet til Vesten som en dybsindig meditationsreligion og -filosofi af D. T. Suzuki; det spirituelle og æstetiske er slet ikke det centrale; for den menige japaner er det de folkereligiøse træk, der er det vigtige, håndfast hjælp til dagligdagen, – og langt fra “Østens mystik”.