urmenneske

Urmenneske, en udbredt forestilling i religionernes skabelsesmytologi om et første menneske eller menneskepar. I nogle myter er dette urvæsen, fx urjætten Ymer i nordisk mytologi og hinduismens Purusha, samtidig ved at blive ofret ophav til dannelsen af hele kosmos; man forestiller sig et drab og en partering af urvæsenet, som bliver til de forskellige grundstrukturer i universet. Urvæsenet kan skildres som en dæmon, en drage i urvandene o. lign., som dræbes af den store dæmondræber. Dette drab gennemspilles sidenhen i kulthandlinger, hvor fx en præst parterer et offerdyr, som repræsenterer urvæsenet.

Urtiden med dens urtilstand er uden “ur”, dvs. en evighedsdimension af udifferentieret og tidløs væren, som fx symboliseres ved, at urvæsenet kan skildres som tvekønnet, som et væsen, der avler med sig selv; det gælder fx nordiske Ymer. I andre myter, fx den bibelske om Adam og Eva, er urmennesket/-menneskene “blot” stamforældrene til menneskeheden og bliver mennesker ved at adskille sig fra de andre dyr og gøre oprør mod Gud, som så må straffe dem med fx døden som et vilkår i menneskelivet (syndefaldet). I såvel talmudisk som gnostisk tradition udvikles vidtløftige spekulationer om Adams rolle, og i kristen sammenhæng opfattes Adam som typologisk for Jesus, og Jesus kaldes “den anden Adam”.

Se også skabelse, kosmos og kaos, tvekønnet, androgyn, mand og kvinde, Adam og Eva og Ymer.