Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rite, ritual

Oprindelig forfatter FSte

rite, ritual, religiøst-symbolske handlinger med en fast struktur, fx i forbindelse med indvielse og overgange i det enkelte individs livsfaser eller samfunds væsentligste fester og ceremonier, fx de årstidsbetingede. Forskere har dokumenteret, at en rite foregår efter en treleddet strukur. Denne er særlig tydelig ved de store såkaldte overgangsriter i årstidernes skiften og i forbindelse med en persons liv: fødsel med dåb og navngivning, pubertetsrite med eventuel omskærelse, bryllup eller eventuel vielse til liv i cølibat, og begravelse. I hver af disse fire store riter sker der en udskillelse fra den nuværende status, en periode med isolation og en genoptagelse til en ny position. Midterdelen, som bl.a. kaldes liminalfasen, udgøres af en symbolsk død og foregår i en dimension, hvor samfundets kosmos er afløst af urtidslignende kaos, farlig, potentielt samfundsnedbrydende, men også grødefuld. Det festligt-farlige ses fx i karnevallet, der er momentant standsnedbrydende, fuld af festivitas, gøgl og ballade, masker og dragter, ekstase og orgier, omvendtheder og normbrud. Det kan forekomme mærkeligt, at også begravelsesriten har denne treleddede struktur, men det har den: Udskillelsen er her den dødes fjernelse fra de levendes sammenhæng, midterfasen er perioden hvor den døde er død, og hvor en farlig sammenblanding af liv og død skal undgås, og den ny indlemmelse er til “liv” i den anden verden, paradis, Guds Rige o.l. Den treleddede struktur synes at være af vældig symbolkraft, fx genfindes den i fortællinger som eventyr eller dannelsesromanen; at være hjemme, ude eller hjemløs og at komme hjem igen er et eviggyldigt eksistentielt tema.

Et samfunds kollektive riter er fx de årstidsbestemte, i dansk sammenhæng fx jul, nytår, påske, pinse, men også fx sankthansaften og høstfest. Hertil kommer et stort antal andre riter, fx i forbindelse med gudstjeneste, bøn, pilgrimsfærd, offer, dans, renselse, procession. Riterne er påvirket af den dominerende kulturform: Hos jægerne drejer det sig bl.a. om klan- og totemriter, hvor dyrene og jagten på dem mimes; hos kvægavlere findes fx førstefødselsriter; agerbrugere har kornets vækst og høsten i centrum; i de store bysamfund er det fx riter i forbindelse med herskerens tronbestigelse. Også i samfund med udpræget sekularisering findes der riter, da ofte af civilreligiøs karakter; fx er det danske nytår stadig smækfyldt af rituelle handlinger. Mange andre også ganske hverdagsagtige gøremål kan foregå i en ritualiseret form, efter et ganske bestemt mønster og med overholdelse af bestemte skikke: at stå op og gå i seng, at spise, at vaske sig, tænde morgensmøgen eller aftenpiben er ritualiserede handlinger, uden at man af den grund kan tale om fikse ideer. Fikse ideer som ritualisering ses derimod fx i Peter Seebergs noveller, hvor personerne er fastlåst af tvangshandlinger, fx at gå baglæns eller slå fluer ihjel.

I riterne fremstilles ofte mytestoffet, der beretter om urtidens begivenheder, fx verdens opståen, som noget der gentages og foregår her og nu, i ritens eller kultens udvidede virkelighedsdimension. Kultdeltagerne er skuespillere i et kosmisk drama, guder og andre mytiske figurer, og det er den gængse opfattelse, at hvis myten ikke spilles, vil verden gå under.

Annonce

De fleste af nøglebegreberne i denne artikel behandles i selvstændige artikler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: rite, ritual i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426573

Artiklen rite, ritual er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk