religionernes symboler

Religionernes symboler. Religion er menneskets kommunikation med den Anden Verden, og da denne ikke kendes, må den nødvendigvis gengives som billeder, forestillinger og symboler. De billeder, man danner af den Anden Verden, må naturligvis være farvet af den virkelighed, man står i, men legitimerer så til gengæld forhold i virkeligheden og farver verden med betydning. De magter, som mennesket føler sig tilknyttet i religionen, kan manifestere sig som Gud eller guder og andre overnaturlige væsener og mødes gennem formidlerskikkelser i det metafysiske plan, fx engle, eller gennem profeters åbenbaringer. Myter og riter er i nøje sammenhæng; myten er den hellige fortælling om fx kosmologien, og i riten gennemspilles fortællingen som en hellig handling. Et nøglebegreb i religion er det hellige, der viser sig i fx hellige tekster, personer, begivenheder, steder og perioder. Det hellige er kraftfuldt, rummer mana, og omgærdes derfor af tabu (se mana og tabu), fx i komplicerede forestillinger om rent og urent. Til de hellige magter foretages der offer, i en slags gensidig overenskomst, hvor begge parter giver og får. Til riteverdenen hører bl.a. bøn og pilgrimsfærd.

Religion søger at forklare og at give tilværelsen en mening. Det er de store forhold: skabelse, forholdet mellem natur og kultur, mellem mand og kvinde, mellem godt og ondt, døden, der er på dagsordenen. I mange religioner er troen i centrum; troen omhandler, hvad man ikke kan vide, men alligevel opfatter som tilværelsens kerne. Forestillingerne om paradis, himmel og helvede, dommedag, eskatologi, gives i bl.a. apokalypser.

Som et lag af folketro eller -religion ligger en række fænomener, som ofte nedsættende kaldes overtro eller magi: Tro på, at man ved særlige manipulationer, fx divinationer, kan opnå magt, og på, at der overalt i tilværelsen findes hellige kræfter, man skal holde sig gode venner med, og hvis kraft man skal udnytte.

I de seneste årtier har især religions-sociologien beskæftiget sig med fænomenet civilreligion. Begrebet dækker over de religiøse elementer, der er i en nations (se nationale symboler) selvopfattelse, fx de myter, der danner dens historie (ofte med en særlig udvælgelse, det udvalgte folk, Guds eget land osv.), og de riter, hvormed man fejrer fx nationaldag, eller den måde, hvorpå man indsætter en ny regent eller præsident. Endvidere de symboler, man bruger på nationen, fx flag og statsvåben, måske en central statue (fx Frihedsgudinden i New Yorks havn). Også begivenheder som landskampe (med klaphatte, nationale spilledragter og nationalmelodier), translokationer af studenter, folkedansstævner tager farve af en civilreligiøs dimension. Den transcendente magt, Gud, er i et smeltedigelsamfund som det amerikanske en diffus størrelse, for netop at dække alles forestilling. De civilreligiøse forestillinger binder en nation sammen, giver den overordnet sammenhængskraft, fællesskab og legitimitet. Samfundets politiske liv får herved en sakral betydning, der er central i den patriotisme eller nationalfølelse, man nærer. Gud, konge og fædreland går op i en højere enhed.

I det følgende vil de forskellige religioner verden over blive belyst kortfattet med vægt på deres symbolske fælles- og særtræk:

Babylonisk-assyrisk religion: Oldtidens højt udviklede flod- og bykultur i det nuværende Irak havde en mytologi med et kosmisk drama om en guds drab på kaosmagten, skildret bl.a. i det episke værk “Enuma Elish”, der på nogle punkter kan minde om skabelsesberetningerne i Bibelen; beretninger i eposet “Gilgamesh” minder endvidere om den bibelske syndflodsberetning; i det hele taget har jødernes Eksil i “Babylon” haft stor indflydelse på jødisk verdenstolkning. Det kosmiske forløb blev gennemspillet i et kultdrama i Akitu-festen, hvor kongen identificeredes med guden. Ordene Babel og Babylon er i nutidig forståelse farvet af den negative brug i både GT og NT (se Babelstårn).

Egyptisk religion: Oldtidens anden store højtudviklede flodkultur opstod langs Nilen og havde floden som et væsentligt symbolsk element i myter og kultdrama. En række naturfænomener og dyr opfattes som guder, eller guder optræder i deres skikkelse: central er Solguden Ra (eller Re), og nævnes kan følgende dyr: sjakalen (Anubis), falken (Horus), ibisen (Thot), koen (Isis) løven (Sekmet), katten (Bastet). Også dyr som skarabæen og aben var hellige. Det kosmiske drama var kædet sammen med liv og død som Solens bevægelser og en sejlads på den hellige flod. Guderne Isis, Horus og Osiris var centrale i dramaet, og ganske særligt var Osiris knyttet til balsameringsritualet, og han blev identificeret med kongen/faraoen. I “Dødebogen” er der samlet tekster, der blev givet til den døde under færden og i en identifikation med guden Osiris. De store pyramider er gravpladser for konger; kongegrave fandtes også i klipper (i Luxor-området); udstyret kan være overdådigt, dels i forbindelse med balsameringen, dels som vægmalerier med farvestrålende “himle”, mytologisk-kultiske scener og brug af den hellige skrift, hieroglyfferne. Frem til tydningen af hieroglyfferne var de mindst lige så gådefulde som sfinksen, hvoraf den berømteste står ved pyramiderne uden for det nuværende Cairo. De legendariske skildringer af israelitternes ophold som trælle i Egypten, med Moses og Josef som de væsentligste figurer, har påvirket eftertidens opfattelse af livet i det gamle Egypten.

Græsk og romersk religion: Antikkens religioner og grundforestillinger i det gamle Grækenland og Rom har i høj grad påvirket også nutidens symbolverden. Romersk religion “overtager” det græske panteon, og da begge religioner tilhører indoeuropæisk kultur, er der også en række ligheder med fx klassiske indiske religioner og nordisk religion. Bogen rummer artikler om en lang række guder, helte og mytologiske forestillinger og demonstrerer, hvordan disse stadig findes i sproglige betydningslag i vore dage; der er bl.a. artikler om følgende guder og helte: Zeus, Adonis, Afrodite/Venus, Ares/Mars, Hermes/Merkur, Ariadne, Asklepios, Dafne, Ikaros, Odysseus, Prometheus, Sifyfos, Ødipus, Hefaistos, Faunus, Flora, Ekko, Demeter og Persefone, Poseidon, Jason, Herakles, Janus, Kassandra, Medusa, Minerva/ Athene, Narcissos, Orfeus og Eurydike, Pandora, Romulus og Remus, Triton og endvidere om begreber som: Olympen, Olympiske Lege, hybris og nemesis, Labyrint, kentaur, apollinsk og dionysisk, argusøjne, Atlantis, Skylla og Charybdis, Elysion, fallos, giganter, Hades, hermafrodit, androgyn, muser, nymfer, Pegasus, satyr, sfinks, titaner, guld og guldalder, verdensaldre, stjernetegn. Indflydelsen fra græsk og latin er dybt inkorporeret i vort sprog, i videnskabers begreber og i dagligdagen. Homers Odysseen og Iliaden og Ovids Forvandlinger (Metamorfoser) er skatkamre også til symbolhistorien.

Nordisk religion: Også den førkristne mytologi og religion i Norden har påvirket nutidens danske symbolbeholdning, i navnestof, romantisering af den gamle tid som en “guldalder” osv., i en mangfoldig virkningshistorie. Bogen bruger en lang række mytiske og folkloristiske eksempler fra det gamle Norden og rummer endvidere artikler om bl.a. Odin, Thor, Balder, Loke, Frej og Freja, Ymer, valkyrier, alfer, dværge, trolde, folketro, jætter, Ragnarok, jul, norner, nisse.

Indiens religioner: Fra Indien stammer to store religioner: hinduismen og buddhismen og to mindre: jainreligionen og sikhreligionen. Hinduismen er opstået i en indoeuropæisk kultur og har derfor en række ligheder med fx græsk og nordisk mytologi. Guden Indra (sprogligt forbundet med Indien og hinduismen) er en dæmonbekæmpende gud med tordenkile (se vajra) og minder om Thor. I den tidlige indiske kultur er en række naturfænomener guddommeliggjort, fx Solen, Vinden og Ilden. Efterhånden bliver en triade (trimurti) af guder de vigtigste: Brahma, Vishnu og Shiva, der repræsenterer henholdsvis skabelse, opretholdelse og ødelæggelse, dvs. hele universets kredsløb. Guderne kan have forskellige inkarnationer, (se avatar), særlig kendt er for Vishnus vedkommende avataraen Krishna, en gud der optræder som kærlighedens fløjtespiller blandt hyrdepiger. Nogle af de populæreste guder er i dyreskikkelse: Ganesha er elefant, Hanuman abe, Garuda fugl, Nandi tyr (jævnfør også koens overvældende betydning i Indien).

Hinduismen får to hovedudtryksformer: en folkelig og en filosofisk. Den folkelige lægger vægt på frugtbarhed, riter og opfatter tilværelsen som fuld af lokale ånder, fx for det store træ, der står ved indgangen til en landsby. Den filosofiske har frelse i centrum, udfrielse fra denne verdens slørede virkelighedsopfattelse (se slør); metoden er meditation, bl.a. i yogaformer. Se også tantra, lingam, yoni og mantra.

Buddhismen rummer også en folkelig og en filosofisk retning. Den historiske Buddha var en indisk prins, der opgav sin luksustilværelse, idet han så, at den var indbildt og forgængelig. Hans ønske var at standse selve tiden, finde tilbage til tilværelsens buddhanatur, den helhed, der ligger som et fundament, men som i denne verden tilsløres af binding, symboliseret som en kæde af årsag og virkning. Kæden, der gør selv nydelse til lidelse, fordi den ikke varer ved, skal brydes. Hertil brugte Buddha meditation; “buddha” betyder “den oplyste”, dvs. den der gennem meditation har brudt kæden og er indgået i nirvana. I den filosofiske buddhisme er Buddha ikke en gud, men en der har gået vejen, en vejleder, og mange (i nogle grene af buddhismen: alle) har mulighed for at gå vejen, blive buddha. I de folkelige grene af buddhismen er der en stribe guddommelige manifestationer af Buddha, bodhisattvaer, hvis formål er at hjælpe til frelse; de vil føre mennesker/menneskeheden på et stort fartøj til frelsens strand. Centrale symboler i buddhismen er tilværelsernes hjul (se livshjul), bo-træet, hvorunder Buddha fik Oplysningen (se træ), og i ikonografien Buddhas størrelse (kolossalstatuer) og Buddhas og bodhisat-tvaers kropsstillinger, ganske særligt håndstillinger, de såkaldte mudras; endvidere kan bodhisattvaers frelsesgerning vises ikonografisk som fx mangearmethed (hånd og arm). Omfattende symbolik er der også i buddhismens templer (stupaer eller pagoder), se helligdom. En billedlig fremstilling af en kosmisk buddha er et udbredt symbol, se mandala.

Jain-religionen er bl.a. kendt for en radikalisering af den typisk indiske afstandtagen til det materielle. At frigøre sig fra det materielle er frelse; munke og nonner går derfor med klæde for næse og mund og fejer foran sig for ikke at sluge eller skade insekter.

Sikh-religionen er stiftet ca. 1500. Det er en monoteistisk religion, påvirket af både hinduisme og islam. Symbolske særtræk er, at samtlige mænd i det såkaldte kalsabroderskab har navnet Singh (“løve”) og har fem forskrifter i forbindelse med krop og klædedragt, bl.a. uklippet hår og skæg, kam i håret (dækket af turban) og en daggert (se sværd). Deres hellige bog, Adi Granth (“den første eller eneste bog”), opfattes som deres eneste “guru” og ligger på en pude under en baldakin i deres gurdwara, tempel.

Kina og Japan: De to fjernøstlige lande, Riget i Midten og Solens Land, er – som det også gælder fx Tibet, Sri Lanka, Thailand – i høj grad buddhistiske. Buddhismen bredte sig fra Indien til Kina og derfra videre til Japan fra Kina over Korea. Dvs. at de japanske buddhismeretninger ofte har en nøje parallel i Kina. Fra Kina til Japan kom også kongfuzianismen, en religion og filosofi med stærkt samfundsideologiske, hierarkiske træk. Både Kina og Japan har som udgangspunkt en religionsform, der er knyttet sammen med kejserhuset og med en forfædredyrkelse. Den selvstændige japanske religion, shinto, forbinder mytologien omkring især solgudinden Amaterasu med det japanske kejserdømme; kejseren har indtil nyeste tid været dyrket som en guddom. Fra Kina stammer en anden central religion eller filosofi, daoismen, en mystikretning med vægt på nytolkning af den klassiske kinesiske kosmiske balance, yin og yang (se også feng-shui); dao er Vejen, mystikerens indsigt i verdens grundprincipper. Fra både Kina og Japan stammer en ritualistisk og etikettebetonet livsstil, som også har påvirket Vesten i nyeste tid, se fx te, have, bonsai, ikebana, sport, krop. Dyrkelsen af den store leder i skikkelse af Formand Mao i kommunismens Kina rummer symbolik, som minder om tidligere tids kejserdyrkelse.

Abrahamsreligionerne kaldes de tre monoteistiske religioner, opstået i Mellemøsten og med Abraham som en stamfaderskikkelse: Jødedommen, kristendommen og islam. De to sidste kan opfattes som udspaltninger i forhold til jødedommen. To begivenheder viser disse religioners emancipationsøjeblik: Da Paulus på Apostelmødet (48/49 e.Kr.) får lov til ikke at kræve nyomvendte hedninge omskåret (det jødiske pagts-tegn, se omskæring), bliver kristendommen en selvstændig religion og ikke “blot” en jødisk sekt. Og da bederetningen i islam ændres fra Jerusalem til Mekka, bliver islam selvstændig i forhold til jødedom-kristendom. Alle tre religioner er med et islamisk begreb “Bogens Folk”, dvs. har en helligtekst om en række fælles begivenheder. Jødedommen har GT som helligtekst, kristendommen både GT og NT, og i kristendommen tydes GT som tekster, der i “virkeligheden” rummer forjættelser om Jesus, NT er fuldkommengørelsen af GT; og i islam opfattes Koranen som Guds oprindelige tekst, åbenbaret til profeternes segl, Muhammed, mens GT og NT's tekster rummer forvanskninger af Guds ord.

En lang række af de figurer og begreber, man kan læse om her i bogen, rummer varianter i alle tre religioner; der er bl.a. artikler om Gud, Adam og Eva, Kain og Abel, Noa, Moses, David, Salomo, Daniel, Job, Jonas, Jesus (se kristussymboler), Maria (se jomfru og Mariasymboler), evangelistsymboler, Johannes Døber, Peter, Paulus, Judas, Satan; skabelse, Babelstårn, syndflod, syndefald, Paradis, himmel og helvede, ørken, Det forjættede Land, helligdom (se synagoge, kirke, moské), helgen, skrift, Jerusalem. For jøders og kristnes vedkommende er et par centrale fester fælles: påske og pinse, men med forskellig tolkning.

Som særtræk ved de tre religioners symboler i forhold til hinanden kan nævnes: Jødernes syvarmede lysestage (se lys), torahrulle og -skab, Forsoningsdagen, Løvhyttefesten og Grædemuren, dvs. resterne af det andet tempel i Jerusalem. De kristne: Treenighedssymbolikken og den tredelte trosbekendelse (i kristen teologi bruges begrebet “symbol” om bekendelsesskrift), korset, Jesus som på én gang menneske og gud, nadver og dåb som sakramenter. Og muslimer: fasten i en hel måned, ramadanen, bedestillingens fuldstændige underkastelse, Kabaen i Mekka og pilgrimsfærden dertil, Muhammeds funktion som den sidste – og centrale – profet i en lang række. Islam har en radikal monoteisme, som fx viser sig i trosbekendelsens: Gud er Én (tawhid), et radikalt billedforbud (se billeddyrkelse og -forbud). Inden for shia-islam har der udviklet sig særtræk, fx sørgefesten i forbindelse med martyrer som Ali og hans sønner. Inden for folkelig islam findes der helgendyrkelse, tro på ånder (jinner) og en række magiske træk (fx i forbindelse med øje og hånd).

I islam har Muhammed modelkarakter; han er ikke guddommelig, og i islam tages der afstand fra kristendommens grunddogme: at Jesus er Kristus. Jesus tolkes som en profet i en lang række, og Muhammed er den sidste. Muhammeds sunna, dvs. sædvane eller praksis, udgør islams næstvigtigste grundsten, efter Koranen. Hans praksis er overleveret i talrige såkaldte hadith-samlinger og er rettesnor for muslimers livsmønster den dag i dag. Sira (“liv”) kaldes en også i dag populær genre inden for islam, der skildrer Muhammeds liv.

Naturfolks religioner: Naturfolk er kulturfolk, blot med en anden kultur end “højkulturer” eller bykulturer. Det er endnu ikke lykkedes at finde et begreb, der dækker deres levevis. Brugt er fx primitiv religion, naturfolk, stammefolk, 4. verdens folk, skriftløse folk. Muligvis er det simpelthen forkert at sammenstille folk som inuit, indianere, afrikanske og afroamerikanske folk, australske aboriginere og polynesiske folk (maorier i New Zealand) i en fælles behandling. En række indianere levede faktisk i højtudviklede bykulturer (azteker, incaer, mayaer); og i vore dage er det interessant at studere, hvad der sker med en kultur i opløsning, undergang eller fornyelse. Hvad sker der fx med en afrikansk kultur, når den flyttes med slaverne til Amerika og fx nu fremtræder i en gigantisk metropol som Sao Paulo i Brasilien? Mangfoldigheden af afrikanske guder (orixas) tages med, det land man stammer fra mytologiseres og glorificeres, og nye guder fra fx kristendommen og fra ikonernes og idolernes skare optages i et vældigt panteon. Se også zombie.

Særtræk hos inuit er bl.a. angakoqens ånderejse til Månen og til Havets Moder for at genoprette kosmos og fangstlykken, der er slået itu af et tabubrud. Hos prærieindianerne ses bl.a. klaner omkring totemdyr, soldansceremonien, drømmes og visioners overvældende betydning. Hos afrikanske stammer er kontakten til forfædrene central, gennemspillet i riter med maskedans. Hos aboriginerne findes bl.a. en særdeles kompleks social struktur, i totemsystemer, en forestilling om drømmespor i de mytiske landskaber, som også udtrykkes i deres billedkunst, fx rituelle sandrelieffer. Hos maorierne er en mytisk kanosejlads over Stillehavsområdet væsentlig, brug af tatovering og andre kropsudtryk (se tunge). Se også bl.a. vild og tam, natur og kultur.

Nye religioner og New Age: Religioner opstår som udspaltninger, fornyelser, protester mod de gamle; alle religioner er i virkeligheden synkretistiske, dvs. blandede af flere trosformer. I de sidste ca. 40 år er der i Vesten – og andre steder i verden – opstået en række såkaldte “nye religioner” med inspiration fra især kristne sekter, Østens religioner og filosofi samt psykoterapi. En ny religion kan indbygge et – efter eget udsagn – videnskabeligt element, som det fx ses i Transcendental Meditation og Scientology. Religionerne indgår også i de utallige tilbud om selvudvikling og alternativ sygdoms- og helbredelsesopfattelse, der karakteriserer det i øvrigt diffuse miljø omkring New Age. En længsel efter helhed, efter det gamle liv i kontakt med og balance i forhold til naturkræfter (kaldt neopaganisme) og åndeverden (neoshamanisme) er karakteristisk. Stifteren eller lederen har typisk træk af en karismatisk skikkelse, en guru, en profet, en healer, en shaman. En del bevægelser har klart millenaristiske træk. Som centralt symbol for en bevægelse kan stå et tegn, der kombinerer de mangesidige inspirationer (Solen, korset, yin-yang osv.).

Litt.: Gyldendals Religionshistorie, red. Tim Jensen, Mikael Rothstein, Jørgen Podemann Sørensen, 2. udg. 2011; Gyldendals Religionsleksikon, red. Finn Stefánsson og Asger Sørensen, 3. udg. 1998.