• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kosmos og kaos, kosmologi

Oprindelig forfatter FSte

 KOSMOS OG KAOS Versailles. Maleriet af Pierre Patel fra 1658 (Musée de Versailles) viser med al tydelighed anlægget som et (mikro)kosmos med (Sol)kongens slot i centrum.

KOSMOS OG KAOS Versailles. Maleriet af Pierre Patel fra 1658 (Musée de Versailles) viser med al tydelighed anlægget som et (mikro)kosmos med (Sol)kongens slot i centrum.

kosmos og kaos, kosmologi, i langt de fleste religioners myter er kosmos, hele verden, ordnet i tre dele, øverst himlen, hvor guderne og evt. paradis findes, midti Jorden, hvor menneskene og dyrene og planterne findes, og nederst underverdenen, hvor gudernes modstandere, de(t) onde, holder til, og hvor et dødsrige ligger. Menneskets placering fortæller om dets udspændthed mellem godt og ondt, Gud og Satan, liv og død, frelse og fortabelse. Denne inddeling af universet forekommer helt “naturlig”, men er naturligvis en symbolsk konstruktion. Måske hænger den sammen med, at mennesket er et oprejst dyr (homo erectus), at det simpelthen længes efter det, der ligger ovenover.

Det store kosmos (makrokosmos) er på en måde konstrueret på samme måde som det lille kosmos (mikrokosmos), eller måske er det omvendt. Hovedet, det fine, bevidsthedsmæssige, sjælelige, er øverst, og hovedskallen er som en slags himmelhvælving; de farlige, dæmoniske kræfter ligger i underlivet. Men underverdenen er også skabende, dværge og smede og andre chtoniske kræfter skal mennesket have et forhold til, hente skatte fra, men også holde i tømme, hvis verden ikke skal blive kaotisk.

I begyndelsen var kaos, uorden, udifferentieret urhav, mørke, kulde og varme hver for sig. I mange mytologier skildres dette kaos som et havuhyre, en verdensslange eller drage, som slås ihjel af gud eller et andet urvæsen. Af kaos' krop dannes verden som ordnet hele. Kosmos kommer af kaos, men kaos truer til stadighed med fx tørke, oversvømmelse, ufred og undergang. Derfor skal kosmos hele tiden befæstes, garderes og nyskabes; det sker symbolsk i fortællingens rum, i myten, der fortæller om, hvordan verden blev til, og i dramaets rum, i riten, der som i et skuespil gestalter verden på ny. Myten og riten har tredelte strukturer af kosmos – kaos – kosmos; hvis ikke de fortælles og opføres, falder verden sammen, troede mange folk. At genfremstille kaos er nødvendigt, for uden dette grødefulde urkaos med dets antistruktur, dets orgier, dionysiske nat, vanvid, omvendthed, brud på normer, ville kosmos stivne, blive formalistisk og uden gejst.

Annonce

Selve livet på Jorden konstrueres også efter kosmiske strukturer. Fx er et bjerg helligt, fordi det ligger øverst, tættest på himlen; det bliver gudernes bolig eller det sted, hvor mennesket modtager åbenbaringer. Huse, byer, helligdomme har også kosmisk struktur: øverst ligger fx højsædet, højbyen og højalteret. Sammen med den treleddede struktur ses en orientering omkring centrum, verdens “navle”: Midten af verden har en axis mundi, en verdensakse, der går fra himmel til jord, og som ofte symboliseres gennem et vældigt træ.

De tre led i hele kosmos, i menneskets krop, i myte og rite kan også ses i menneskets indre. Freuds personlighedsmodel, hvor han inddeler i superego, ego og id, svarer til universets inddeling. Enhver personlighedsdannelse drejer sig om, at egoet finder balancen mellem superegoet (samvittighed, normer) og id (driftslivet). Denne individuationsproces (Jungs udtryk) ses i masser af litteratur ud over myten, fx i eventyr og dannelsesromaner. I eventyr finder helten sig selv ved at gå ned i underverdenen og besejre de dæmoniske kræfter. Tilsvarende søger helten i dannelsesromanen at komme hjem igen – i et højere plan – efter at have været hjemløs, på udebane og nede med nakken. Paradis er barnets uskyldige verden, som mennesket hele tiden længes efter, midt i voksenlivets ofte kaotiske situationer; deraf kommer drømmen om at komme i himlen, i paradis (igen). Hvis paradis kædes sammen med døden, kan der opstå farlige forvrængninger af tilværelsen i midten, her og nu: livet som en stadig pilgrimsfærd på vej mod udfrielsen af sjælen fra legemets fængsel. En art kosmologisk dualisme i den enkelte.

De såkaldte orienteringsmetaforer, fx op(pe) – ned(e), som mennesket bygger sin tilværelsesforståelse op omkring, og hele det store kompleks af modsætninger, som tillægges symbolske kvaliteter, fx ven og fjende, er led i at skabe et kosmos, en mening, i noget, der måske “i virkeligheden” bare er meningsløst eller i hvert fald meningsfrit.

I universets vandrette, horisontale, plan opstår tiden – og evigheden –, og i det lodrette, vertikale, plan opstår rummet – og uendeligheden –, og i begge tilfælde grænsen for menneskets fatteevne, om det så tænker, så det knager. Paradokset er så voldsomt, at hjernevindingerne gløder: Man kan hverken forestille sig, at der ingenting er, eller at alt bare bliver ved.

For mennesket er virkeligheden dobbelt: dels er den ydre, fysisk, sansbar, empirisk og eksisterende i sig selv. Dels er den indre, metafysisk, usynlig, opstående i bevidstheden, fantasien, følelserne, tolkningen og tydningen. Denne tolkede virkelighed behøver dog ikke at være metafysisk i religiøs forstand, man kan – som fx i positivismen og marxismen – tolke religion som rent tankespind, et fantasifoster. De to slags virkeligheder, den, der er, og den, der tolkes, påvirker hinanden, således at man fx kan opleve en morgenstund med alle dens sanselige realiteter som et smukt kosmisk under, fuld af tilværelsens urkraft.

Se også verdensbillede, virkelighed, himmel og helvede, oppe og nede, rite, myte, harmoni, dualisme og tid og rum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: kosmos og kaos, kosmologi i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426209

Artiklen kosmos og kaos, kosmologi er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk