gravskikke

Gravskikke, I forbindelse med døden foretages der i alle kulturer en rite eller en række riter, der har form af dels en afsked med den døde, dels en symbolsk overgang til den nye tilstand for den afdøde. Der foretages en begravelse af den afdøde, idet legemet eller – ved ligbrænding – asken lægges i en kiste eller urne og siden i en grav eller sarkofag. Fra det gamle Egypten kendes også balsameringer. Graven er et indviet sted på eller i jorden. Der kan indrettes et egentligt gravsted eller gravmæle, fx med gravsten og indhegning; ved særligt fine begravelser kan der opføres større bygninger, mausoleer eller pyramider, eller den afdøde kan begraves inde i kirken og mindes med epitafium. I gravstedet “bor” den døde for nogen tid eller for evigt; mange religioner har egentlige dødsriger for de frelste eller fortabte. De etruskiske grave viser, at de døde kan være blevet lagt på bænke som til måltider i det hinsidige.

Omkring gravstedet kan der opstå nye riteformer, gravkult, fx forfædredyrkelse, faste besøg, særlige offergaver, og hvis der fx er tale om en helgen eller markant personlighed, kan der opstå pilgrimsfærd eller officiel mindehøjtidelighed.

Døden kan opfattes som en rejse, fx over et hav, til de dødes rige. Fra bl.a. det gamle Norden kendes skibsbegravelser, hvor den afdøde stormand eller -kvinde blev gravlagt i et skib i en høj, eller skibet er blevet brændt på land og asken anbragt i en gravhøj, eller skibet er i brand blevet skubbet ud på havet; den sidste type skildres i myten om Balders død. Blandt gravformer i Norden er dysser, jættestuer og gravhøje, der på en måde er med til at give danskerne og det danske landskab en så lang og sammenhængende historie: Husk at du skal dø, men også at du er led i en lang (uendelig?) kæde.

Den balinesiske ligbrænding er en omfattende ceremoni, der kan foregå op til flere år efter dødsfaldet; den er primært en glædesfest, den afdødes sjæl skal jo fortsætte sin sjælevandring. Hele landsbyen deltager i en procession, der ender med, at den døde kremeres, liggende i en “ko” eller “tyr”, der ofte har vældige dimensioner. Koen genføder, ilden udrenser. Så kan der begyndes på en frisk.

Kirkegårde kaldes “de dødes have” og kan nærmest ses som en type offentligt parkanlæg. Gravsten og -mæle er udstyret med en meget omfattende symbolik, fx duen, hjertet, kors, bien og bikuben, sommerfugle, engle, muslingeskaller, pyramideform, epitafier. Nogle steder er der tradition for også at anbringe et portræt af den afdøde. Kirkegården udtrykker en dobbelthed af noget fysisk og metafysisk, på én gang viser gravstedet og de fortsatte ritualiserede besøg, at den døde er død og udødelig. Men der kan også være tale om en anonymisering og kollektivisering, i fx soldaterkirkegårde og de ukendtes grav – og naturligvis i de barske massegrave fra henrettelser og folkedrab.

Kirkegårde er i litteraturen dels – ved nattetide – egnet til uhygge, med knokkelmænd og gengangere og gåsehudsromantik og gotiske gysere, dels til kontemplation over livets korthed og sammenhæng. Det sidstnævnte ses stærkt i den hedenske Johannes V. Jensens digt ved Oehlenschlägers grav, “Graven i Sne”, 1923. Johannes V. Jensen har også skrevet en klassiker om en begravelse i et bondemiljø, himmerlands-historien “Kirstens sidste Rejse”, 1901.

Blandt de ejendommeligste gravformer og skikke kan nævnes: de første kristnes katakomber i underjordiske gange uden for Roms bymur; i en del katolske lande, især i Latinamerika, skikken med at blive begravet i lag i mure, der ligner bankbokse; den mexicanske tradition med at holde måltidsfællesskab ved graven med de døde på allesjæles-dag d. 2. november; den store nekropol, dødeby, i Cairo, hvor de levende har bygget hjem direkte oven over gravene, først som en slags slumkvarter, men efterhånden med en vis fashionabilitet; udstillingen af skeletter, formet som blomsterranker mv. hos kapucinermunkene i kirken Maria della Concezione i Rom, der skal erindre om “husk du skal dø” (memento mori).

Hos Brødremenigheden i Christiansfeld hedder kirkegården Gudsageren; her bevares alle grave siden byens grundlæggelse i 1773, og alle grave er ens, som symbol på at alle er lige; kirkegården har korsform, og kvinderne (søstrene) hviler til højre og mændene (brødrene) til venstre, efter samme struktur som findes under gudstjenester i Salen, Brødremenighedens kirke; på portalen til Gudsageren står ved indgangen: Det sås i forkrænkelighed, og ved udgangen: Det oprejses i uforkrænkelighed; kornagersymbolikken er således gennemført: som kornet skal mennesket dø og genopstå.

Af de mange overførte udtryk kan nævnes “den hellige grav er vel forvaret”, dvs. alt er som det skal være; “rotere i sin grav” om den dødes “protest”, “tavs som graven”, helt stille, “gravøl”, fx efter et nederlag i en fodboldkamp, men oprindelig brugt om skik i det gamle Norden, hvor det også var tanken, at den afdøde selv fik grav- eller velkomstsøl ved modtagelsen i Valhal.

Litt.: Cecilie Rubow, At sige ordentligt farvel, 1993; Anne-Louise Sommer, De dødes haver, 2003.

Se også død og mausoleum.