Dommedag, Dommedag. Mange religioners myter har en forestilling om en eskatologisk begivenhed, hvor mennesket efter døden dømmes for sine handlinger, retfærdighed, synd osv. Det er gerne en slags domstol, som inddeler i frelse og fortabelse, belønning eller straf, “får” og “bukke”. Gud eller hans stedfortræder optræder som dommer, og mennesket kommer i enten himlen eller helvede, op til Gud eller ned til Satan. Der er en meget markant dualisme i forestillingen. I nogle tilfælde spiller en renselse, fx i skærsilden, en rolle, dvs. at der for nogle kun er en tidsbegrænset straf før frelsen. Dommedag er dels den enkeltes dom, dels en universel begivenhed, hvor fx verden i den nuværende skikkelse går under, Gud kæmper med Satan, en ny verden opstår, fx et tusindårsrige. Syndflodsskildringer i urtiden kan optræde som afskrækkende typologi for de nye, voldsomme syner.

Den litteratur, der omhandler dommedag, har ofte et apokalyptisk drag, i Bibelen således Daniels Bog og Johannes' Åbenbaring og i Koranen en række steder, hvor frelse og fortabelse skildres i forstørrede billeder af den vederkvægende oase og den glohede ørken. Det myldrer i disse tekster med symbolske lag: figurer og steder og attributter, fx fire dyr, fire apokalyptiske ryttere, Det ny Jerusalem, bogen med de syv segl, dommedagsbasuner, svovlpøle, glødende vind og kogende vand, og lyksalighedens haver. Dommedag kaldes bl.a. også “Vredens Dag” eller “Den yderste Dag”.

Gennem århundreder har “dommedagsprædikanter” svovlet løs med trusler om fortabelse ved dommedag. Det er muligt at finde dommedagsprædikanttræk hos Jesus (fx Matt. 25, 31-46), men nok så vigtigt noget, der trækker væk fra dette trusselsbillede: den frelse der tilkommer alle syndere, dvs. alle mennesker. På ejendommelig vis findes en lignende tankegang i japansk amidisme-buddhisme: Bodhisattvaen Amida vil holde sit oprindelige løfte om at frelse alle i verden, ikke mindst de svage og syndefulde, så de ikke længere skal opholde sig i det ustandselige tilværelsernes hjul.

Dommedagsbilleder er et overordentlig hyppigt motiv i kunsten, fx på kalkmalerier. Af særligt rædselsvækkende format er Michelangelos “Dommedag” (1536-41) på altervæggen i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom.

Se også apokalypse, eskatologi, død, frelse, himmel og helvede og dualisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig