de fire elementer

De fire elementer, De fire elementer. “Alting består af kombinationer af fire grundelementer, ild, luft, vand og jord”. Det er den klassiske formulering, af den græske førsokratiker Empedokles og siden overtaget af Aristoteles. Denne spekulative opfattelse af verden og tilværelsen kaldes læren om de fire elementer eller elementlæren (element betyder her “grundbestanddel” eller “grundstof”). Den var dominerende i videnskaben helt frem til 1700-tallet. Dens lære er et komplet og komplekst symbolsk system.

Hele verden, makrokosmos, er ordnet efter vægtfylde, så Jorden som det tungeste er nederst, dvs. inderst (idet opfattelsen af verdensbilledet er geocentrisk). Til hvert element svarer en årstid: jord (efterår), luft (forår), vand (vinter), ild (sommer). Mikrokosmos, fx menneskelegemet, er ifølge middelalderens lægeautoritet, grækeren Galenos (ca. 130-200), sammensat af safter, de fire kardinalvæsker, svarende til de fire elementer: Rød eller gul galde (cholera) er som ilden hed og tør og knyttet til leveren; sort galde (melancholia) er som jorden kold og tør og knyttet til milten; slim (flegma) er som vandet koldt og vådt og knyttet til hjernen; og blod (sanguis) er som luften hedt og vådt og knyttet til hjertet. Luft og ild blev opfattet som aktive og maskuline, vand og jord som passive og feminine. Blandingen, temperamentum, bestemmer menneskets karakter – eller temperament; de fire temperamenter er kolerisk, melankolsk, flegmatisk og sangvinsk. Sygdom tolkes som forstyrrelse af blandingen og helbredes med medicin, fx planter, der genopretter balancen.

Elementlæren har forbindelse med astrologi, dyrekredstegn og alkymi. I alkymien søges netop et femte grundelement, quinta essentia, de vises sten, som er de fire elementers fælles ophav.

I folketroen, med udgangspunkt i senmiddelalderens Paracelsus (d. 1541), repræsenteres de fire elementer af fire elementarånder: gnomer eller pygmæer (jord), undiner eller nymfer (vand), sylfer (luft) og salamandre eller vulkaner (ild). Disse fabelvæsener indgår i høj grad i skaren af overnaturlige figurer i folkelitteraturen.

I kinesisk-daoistisk kosmologi er der fem elementer (wu-hsing): jord, ild, vand, træ og metal, med tilknytning til de fem himmelretninger: midten, syd, nord, øst, vest, og til yin- og yang-symbolikken.

Helt frem til Ludvig Holberg midt i 1700-tallet kan man møde tanken om menneskets karakter som bestående af de fire legemsvæsker. Det kan være, han forholder sig antikiserende eller satirisk, men så sent som i en epistel (CCLVII) fra ca. 1750, hvor han giver en grundig selvkarakteristik, undrer han sig over sig selv som paradoksal størrelse, såvel på legemets som på sindets vegne. Han er blandet af hede og kulde, af for lidt eller for meget “syrlighed”. Faktisk er essayet bygget op omkring elementlæren, men pointen er “moderne”: “der er intet, som jeg meere studerer paa, og dog mindre begriber, end mig selv.”

Elementarånderne er på spil i fx E.T.A. Hoffmanns romantiske fortælling Guldskålen, 1814, hvor student Anselmus efterhånden helt opsluges af det fantastiske, den okkulte, åndelige verden. I Nicolaj Stochholms digtsamling Aldrig mere, 2008, findes fire digte med “testamenter” om de fire elementer.

De fire satser i Carl Nielsens 2. symfoni, De fire Temperamenter, 1901-02, er på mageløs vis bygget op omkring fire sindsstemninger, fra det vegetative til det ekspansive.

Se også alkymi, stjerner, verdensbillede, kosmos, sagnfolk, jord, vand, ild og luft.