alter

Alter, det sted i en helligdom eller et helligt område, hvor der ofres til gud(erne), og hvor gud(erne)s nærvær er særlig markant. Der kan være tale om kultsted i det fri, fx en stenhob, om et husalter i et privat hjem eller om et centralsted i en helligdom. Udseende og udstyr varierer, ofte er der en slags bord til offerhandlingen, et gudebillede, en gudetrone eller en altertavle, og en række hellige genstande til de rituelle handlinger, bl.a. til frembærelse af ofringerne. Alteret er i både reel og symbolsk forstand ophøjet, skal fx nås ad nogle trin og må ikke betrædes af alle og enhver, men fx kun af en præst; den hellige kraft, som udgår fra guddommens nærvær, er tabu. Alteret placeres gerne i den østlige del af helligdommen, solens opstigningssted, “paradis”, fornyelsens og genskabelsens sted. Ofte er der en dødssymbolik forbundet med alteret; det er gravens og genopstandelsens sted. Tydelig er denne symbolik fx i den katolske kirke, der ud over nadverbordets symbolik også tolker alteret som Golgatha og som gravsted.

Japanske husaltre findes i to hovedformer: shinto's kamidana og buddhismens butsudan. Her foregår familiens daglige rite for forfædrene, der forestilles at bo i altrene. Kamidana kan have form af en konkret minihelligdom, fx helligdommen i Ise, hvor den japanske nations døde er “enshrined”. I en budtsudan er der en buddhafigur og navnetrætavler for de afdøde i familien. Altre kan udnyttes til politisk eller national symbolik, fx i fascismeperioderne i Japan og i Italien; således blev kejser Augustus' fredsalter i Rom, Ara Pacis Augustae, flyttet, genopført og overtaget af Mussolini i propagandaøjemed.

Mange kirker inden for kristendommen og moskeer inden for islam er bygget over martyrer og helgeners gravsteder, fx Peterskirken i Rom over apostlen Peter, Umayyademoskeen i Damaskus over Johannes Døberen og Kerbala over den shiamuslimske imam Husain.

Ild, der brænder “evigt”, er et hyppigt symbol i forbindelse med altre. I vedatidens Indien var der et ildalter, der symbolsk gengav hele verdens indretning. At tænde den olympiske alterild, der er ført med store idrætsudøvere fra Olympia-alteret, er den dag i dag det vigtigste ritual ved åbningen af de olympiske lege, selvom guderne – – måske er forsvundet. Vore dages “husalter” er tv-apparatet eller grillen, og “at ofre noget på en sags eller idés alter” bruges om at give afkald på noget til fordel for noget andet, fx “sportens alter”, hvor man må leve sundt og regelmæssigt og være træningsnarkoman. I Drachmanns roman Tannhäuser, 1877, står der et sted: “for hendes Selskabs Skyld nedlagde (han) Cigaren paa Ridderlighedens og Galanteriets Alter.” Det kan man da kalde kærlighed!