vogn

Vogn, et køretøj, som har været anvendt som praktisk befordringsmiddel, som magtsymbol og i kultisk sammenhæng langt tilbage i tiden. At køre en vogn er på én gang symbol for at sejre og herske og at beherske sig.

Fra Norden kendes bl.a. myterne om, at Sol og Måne blev trukket i vogne over himlen af Dag og Nat, og at guden Thor skabte lyn og torden ved at buldre med sin bukkeforspændte vogn over himlen; også Frej og Freja var udstyret med vogne. Som kultgenstande er Solvognen og Dejbjergvognene unikke; Solvognen er velsagtens brugt i en rite, der har gennemspillet døgnets rytme; Dejbjergvognene er to vogne, der er blevet ofret i perioden omkring vor tids begyndelse. Den romerske historiefortæller Tacitus beskriver ca. 100 e.Kr. en kultvogn for den nordiske gudinde Nerthus; den skjules i et klæde i en hellig lund på en ø, og kun præsten må røre den. I perioder trækkes den rundt til festsmykkede pladser, hvorefter den føres tilbage til øen, vaskes og får vognklæde på. Det er en parallel til tekster om Frejs vogn. Både Snorre og Saxo fortæller om, at den døde kong Frode (Frej) køres omkring i en vogn, og denne situation udnyttes i en lille saga: I denne groteske fortælling kører den forfulgte Gunnar Helming rundt på Frejs processionsvogn og lader som om han er ham, og at han har Frejs kone med; da hun tilmed bliver gravid, vil jubelen ingen ende tage. Sagaen rummer en kristen polemik mod den nordiske hedenskabs frugtbarhedsexcesser.

Også i græsk mytologi har solguder vogne som attribut; det gælder både Helios, Apollon og Zeus; men ligeledes har vegetationsguddomme som Kybele og Attis vogn til at komme og forsvinde igen i årets rytme. I hinduismen spiller (kamp)vogne en stor rolle for fx Krishna og Arjuna i det store Mahabharata-epos. Kusken med sit forspand, dirigeret af tøjlerne, er et udbredt ikonografisk motiv, der bl.a. symboliserer åndens frigjorthed, at kunne styre sig selv – og måske verden. Buddhismen inddeles traditionelt i Det Lille Fartøj, Hinayana, og Det Store Fartøj, Mahayana, som symboler for hvem frelsen gælder.

Fra GT kendes Elias' ildvogn, som han farer til himmels med, tegnet på at han kan overskride grænsen til det hinsidige. I myter og riter er der mange forskellige trækdyr, fx heste, gedebukke, katte, løver, tritoner (sidstnævnte trækker Poseidons “vandvogn”), men med ildvognen må man tænke sig, at det er selve ildens kraft, der trækker.

I dansk litteratur findes et par magiske skildringer af hestevogne, før biler tog over: Johannes V. Jensens myte “Tømmerlæsset”, 1928, og Martin A. Hansens erindringsessay “Paa Vognbunden”, 1948. Til gengæld er der ikke meget magi i den kørsel, fortællerens far, kaldet “huronen”, præsterer i Ib Michaels roman Brev til månen, 1995; han kører – som den parvenu han er – om kap med hvem som helst på Roskilde Landevej, kører urytmisk, vredladen, mens moderen kan få bilen til at glide vidunderligt af sted, og det er hende, der kører hjem om aftenen: “Huronen ser ikke så godt i mørke”.

Fra pionertidens Amerika har de såkaldte prærievogne, der rullede vestpå under stor fare, og om natten opstillet i vognborg, fået nærmest mytisk karakter. Det samme gælder den elegante diligence, velegnet til fordækte møder, forfølgelse og efterfølgende duel, og den kongelige karet, åben eller lukket, guldbelagt og med de kongeliges ceremonielle smil og vink til alt folket. Den, der ager med stude, kommer også med, i hvert fald hvis det er en Studebaker. Fra kusk og vognfører til chauffør. Fra kærre over stridsvogn til rejsevogn, landauer, sporvogn og motorvogn. Til hver en tid gælder det om at “være med på vognen” og ikke “tabt bag (af) en vogn”.

Se også hjul og maskiner.