Violin, det smukt klingende, smægtende eller klagende instrument, brugt såvel i klassisk som folkemusik, kan tillægges magiske egenskaber som fx fløjten. Overført bruges “første-” og “andenviolin” om menneskelig position generelt. Violinlydens skønhed har givet anledning til fx Jacob Paludans dictum om Beethovens Violinkoncert: “Guldalderens gyldneste Koncert” i romanen Markerne modnes, 1927, der handler om en violinists tragedie, da han må slutte karrieren pga. en amputeret finger. Dens klagende lyd går gennem et radikalt klangeksperimenterende digt af Johannes Jørgensen, “Vinterskumring”, 1892, hvor himlen sammenlignes med en viol og går i ét med den skælvende klage af en violin i den ensomme gade. I musicalen Spillemand på en tagryg, 1960, bygget på den russisk-jiddische forfatter Shalom Aleichems figurer, forbindes violinspillemanden med den lille jødiske shechtls traditioner i en barsk østeuropæisk kontekst.