• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sværd

Oprindelig forfatter FSte

 SVÆRD Den store japanske forfatter Mishima Yukio var ultranationalist og utilfreds med udviklingen i efterkrigstidens Japan. Efter et mislykket kupforsøg i 1970 begik han i fuld offentlighed rituelt selvmord, i bedste eller værste samuraistil, med et sværd. Det japanske ord for riten er seppuku, “maveopskæring”, ofte kaldt harakiri, et ord, der betyder det samme.

SVÆRD Den store japanske forfatter Mishima Yukio var ultranationalist og utilfreds med udviklingen i efterkrigstidens Japan. Efter et mislykket kupforsøg i 1970 begik han i fuld offentlighed rituelt selvmord, i bedste eller værste samuraistil, med et sværd. Det japanske ord for riten er seppuku, “maveopskæring”, ofte kaldt harakiri, et ord, der betyder det samme.

sværd, dolk, kniv, daggert, sabel. Sværdet er et håndvåben, som ofte er attribut til guder og helte, tillægges særlige magiske egenskaber og går i arv som slægtsklenodie. Det symboliserer magt, kraft, mandighed, mod, kamp, retfærdighed, dømmekraft og åndelig styrke, men også død. Det bruges magisk, ceremonielt og militært.

I nordisk mytologi smedes sværd ofte af dværge i underverdenen. Blandt sværdene kan nævnes Sigurd Fafnersbanes Gram, skabt af Regin og brugt bl.a. til drabet på dragen Fafner. I sagalitteraturen optræder sværd i stort tal som redskaber til ufred og drab. En scene i Fostbrødre Saga viser en nærmest psykopatisk omgang med våben, som ikke giver vore dages knivstikkende bander meget efter: en af fostbrødrene elsker simpelthen at hugge til og siger efter nok et drab: “Han havde ikke gjort mig noget, men sandheden er, at jeg ikke kunne nære mig, da han stod så godt for hug.” Sværd bruges fx ved holmgang; en berømt sværdtvekamp fortælles der om af Saxo: Uffes kamp mod saksernes repræsentanter med kongssværdet Skræp, der er “skørt af ælde og rustent” af at have ligget i jorden.

Man kan aflægge ed på sit sværd, lægge et sværd i sengen mellem mand og kvinde som tegn på kyskhed og ridderlighed; og blive slået til ridder med et sværd. I den middelalderlige digtning om kong Arthur findes en legende om Arthur, der som dreng trækker et sværd fri af en sten, hvor det ellers har siddet uhjælpeligt fast. En ridderorden i de baltiske områder hed sværdridderne, oprettet 1202; på deres dragt var påsyet et rødt sværd og kors. I bl.a. middelalderens England fandtes sværddanse, mandsgruppedanse med symbolske kampe og drab.

Annonce

Også i folkeeventyr forekommer det magiske sværd ofte; det bruges til at dræbe dragen/dæmonen og skal tit hentes hos dæmonen selv. Et eksempel er det voldsomt tunge sværd i Grimm-fortællingen “De to brødre”.

I den kristne tradition omtales sværd fx i forbindelse med kong David, Judith (der halshuggede Holofernes) og som ærkeenglen Mikaels våben (kan også være en lanse). Et sværd er blandt evangelisten Mattæus' attributter, fordi han ifølge overleveringen blev dræbt med et sværd. Sværd kan bruges som symbol for åndelig styrke, fx Hebr. 4,12. Jesus kan barsk sige, Matt. 10, 34: “Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, men også smukt, Matt. 26,52, til Simon Peter (i hvert fald i parallelteksten Johs. 18,10f), der har hugget et øre af ypperstepræstens tjener: “Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, et udtryk der siden ofte er brugt i fredselskende kredse. (En noget egensindig tolkning af dette skriftsted, sammen med Luk. 22, 38, har den katolske kirke i bullen “Unam Sanctam” fra 1302, hvor man “beviser”, at Kirken har to sværd, både det åndelige og det verdslige; mens “det verdslige skal føres for Kirken, skal det åndelige føres af Kirken”, dvs. den åndelige øvrighed, Paven, står over den verdslige, Kejseren). Da Adam og Eva drives ud af Edens Have, står der keruber “med lynende flammesværd til at bevogte vejen til livets træ”, 1. Mos. 3, 24. Udtrykket “tveægget sværd”, der nu bruges om noget der tilsyneladende er en fordel, men kan vise sig at være en ulempe, stammer fra Bibelen, fx Hebr. 4,12, anvendt om et særlig skarpt våben, åndeligt virkemiddel eller kosmisk rettergangsmiddel.

Sværdet er blandt Fru Justitias attributter. Fra antikken kendes i øvrigt legenden om hofmanden Damokles, der var misundelig på sin tyran; som tegn på, hvor vanskeligt det er at regere, lod tyrannen engang Damokles sidde på tronen med et skarpt sværd hængende i en tråd over sit hoved; herfra stammer udtrykket “damoklessværd” om overhængende fare.

I Kina og Japan har sværd en lang historie. Sværd hører i shintomytologi og kejserriter til den japanske nationalskat. Guden Susano-o er i kamp med et ottehovedet og -halet slangeuhyre, der drikkes fuld, falder i søvn og dræbes af hans sværd; men da han vil overskære dens midterste hale, brækker sværdklingen. Imidlertid er der et nyt og endnu bedre sværd gemt inde i slangen. Det tager han og giver det til sin søster solgudinden Amaterasu. Det er det sværd, Kusa-nagi, der er et af Japans kejserhus' tre kronregalier. Samuraiers brug af sværd, sommetider også til rituelt selvmord, seppuku, er en kunstfærdighed i sig selv, ligesom fremstillingen af dem tillægger smeden religiøs status.

I Kina er sværd tæt forbundet med magi og dæmonbekæmpelse. En rest af denne forestillingsverden ses fx i to blændende, magiske film af Zhang Yimou, Hero, 2002, og House of Flying Daggers, 2004.

Med motiv fra netop en rejse til Østen skrev Tom Kristensen i 1922 det ætsende, skarpt sansede digt “Henrettelsen” om en henrettets sidste sekunder og sidste tanker og sansninger; han er den sjette i rækken af fanger, som bødlen skal henrette med sit sværd. Det østerlandske i scenen understreges fx således: “jeg skelner hæftet på hans sværd, / et dragesving / på hæftets ring.”

Det mindre stikvåben kniven er bl.a. attribut for Abraham pga. den kniv, han ville bruge, da han skulle ofre sin søn Isak. Marsyas, der blev flået levende af guden Apollon, ses også med kniv som attribut.

Sværd kan simpelthen bruges som udtryk for mand: sværdsiden over for spindesiden, kvinderne, fx i forbindelse med slægtsforskning. Sværdsiden skulle for øvrigt sørge for at stille sværdet i våbenhuset ved gudstjenester. Langt flere udtryk findes der med “kniv”: en knivsæg, få kniven på struben, knivskarpt – og helt uskyldigt og fisefornemt: spise med kniv og gaffel.

Se også våben, vajra og segl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: sværd i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426754

Artiklen sværd er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk