stav og stok

Stav og stok, symboliserer værdighed, visdom og alderdom og kan også være fallossymbol. Det udbredte – ofte kongelige – værdighedstegn scepteret er en slags stav. Den vandrende vismand med sin stav og hyrden med sin stav kæder den sammen med Kristussymbolik (Den Gode Hyrde), biskoppernes værdighed og med pilgrimsfærd (fx er pilgrimshelgenen Jacob den Ældre fra Compostela udstyret med en stav som centralt symbol). Antikkens budbringer-gud med de lange vandringer, Hermes/ Merkur, er udstyret med en stav, ofte kaldt merkurstaven.

Ved hindudrenges upanayana-rite får de bl.a. en stav, som viser, hvilken af de tre øverste stænder, de tilhører, og som bruges under deres tiggergang i lærlingetiden og i det fjerde af livsstadierne som omvandrende asket, sannyasin, der også kan betegnes dandin, stavbæreren. Sanskritordet danda betyder ud over “stav” også bl.a. “straf” og “kosmisk lov”; kongen kan have titlen “stokkens fører”, dvs. den, der “slår”, dvs. forvalter straffen. Kosmisk forbindes en danda i gudinden Kali og dødsguden Yamas hånd med tidens ubønhørlige gang og med straf i forhold til genfødsler.

Staven kan have magiske egenskaber, være en tryllestav, et udbredt fænomen i folkelitteratur, troldmandens, heksens og feens redskab. Arons og Moses' stav skildres ligeledes som magiske: Arons stav (4. Mos. 17) blomstrer, sætter skud og bærer modne mandler, Arons og Moses' stav kan forvandles til slanger (2. Mos. 7ff), og Moses kan med sin stav slå vand af en klippe (2. Mos. 17). Staven kan i nogle sammenhænge glide sammen med forestillingen om Livets Træ og om en verdensakse.

I Grimms eventyr “Den stærke Hans” er en “spadserestok på et halvt hundrede kilo”, som Hans beder sin far lave til sig, hans bedste våben – også fallisk betonet – på livets vandring frem mod at blive voksen; undervejs har adskillige “slemme kumpaner” fået stokken at føle. Også heksens kosteskaft, hvorpå hun sankthansaften flyver til Bloksbjerg, er en magisk stav.

Stavens værdighed og kraft ses også i fænomener som lærerens pegepind (og tidligere spanskrøret), dirigentens taktstok og politistaven. Stokken kan bruges som afstraffelsesmiddel, stokkeslag, jævnfør også udtrykket “stokkemetode” om metode, hvor der anvendes trusler i stedet for belønning, “gulerod”. Stokken forbindes i øvrigt med borgerskabets og herremandens spadsereture og med alderdom og skrøbelighed og handikap, idet den kan støtte en svagelig og ældet person og lede en blind. I nyeste tid er stavgang, med to stave, blevet en udpræget fritidsaktivitet, først lidt lattervækkende (“nu er mimrefolket virkelig ude”), siden en glædelig hverdagssituation for friske folk.

I H.C. Branners skuespil Søskende, 1952, optræder dommer Olden som gammeltestamentlig patriark over for sine børn, selv på dødslejet kan han slå dem med sin stok og banke befalende i gulvet fra sin sygeseng til børnene i stuen nedenunder. “Han banker i gulvet med den, når der er noget, han vil. Det er vist gammel vane, ” siger diakonissen Søster Agnes, der hjælper til.

Se også scepter, vandringsmand, vajra, træ, slange, Asklepios og vølve.