Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spejl og glas

Oprindelig forfatter FSte

Spejl og glas. Ordet spejl kommer af et latinsk ord, der betyder at betragte. Spejlets symbolik er dobbelt, dels sandhed, visdom, selverkendelse, dels forfængelighed og selvoptagethed. Spejle har ikke altid været af glas, fx ikke i antikken, og det berømte udsagn fra Paulus: “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt” (1. Kor. 13,12), der handler om forskellen på erkendelsen nu og i et fremtidigt Gudsrige, bliver først rigtigt forståeligt, når man ved, at de klassiske spejle var af metal og ganske uskarpe.

Et andet eksempel fra antikken er, da Narcissos spejler sig i vandet og forelsker sig i sig selv; myten har givet anledning til den psykologiske term narcissisme, der betyder sygelig selvoptagethed, hele tiden at spejle sig, måske netop fordi man har lavt selvværd.

Den onde stedmoder i eventyret “Snehvide” spejler sig evig og altid for at se det smukkeste i verden; men hendes iskulde slår igennem, og hendes skønhed besejres af Snehvides ungdom og uskyld. I H.C. Andersens eventyr “Sneedronningen”, 1845, findes et djævlespejl, der forvrænger synet for hele menneskeheden; det går i stykker, men selv splinter af det ødelægger. Snedronningen sidder i en frossen sø, hvis isstykker hun søger at samle til forstandens spejl, forstands-isspillet, et isnende symbol for et liv uden (med)følelse. Dette tema varieres og forvendes i “En glashistorie” af Villy Sørensen, 1964, hvor en optiker laver et par briller, der viser alt slet og hæsligt som lige så godt som “det der virkelig duede”. En ejendommelig forvending mellem virkelighed og spejl er der også i Oscar Wildes roman fra 1890, Dorian Grays billede, hvor Dorian bevarer sin skønhed hele livet, mens spejlbilledet, maleriportrættet af ham ældes.

Annonce

Spejlet reflekterer og har ofte skiveform; det forbindes derfor hyppigt med Solen og Månen og lyset og med det guddommeliges refleks. Det afslører og afspejler menneskets sjæl. I folketroen skal spejle tildækkes ved dødsfald for ikke at binde den dødes sjæl. Onde ånder, der er knyttet til mørkets gerninger, har slet intet spejlbillede, og djævlefigurer dør, når de ser deres eget billede. Et knust spejl varsler ulykke og skilsmisse. I et bind af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, 1865-71, på dansk med titlen Bag Spejlet, kan Alice bevæge sig ind i den magiske verden gennem et spejl.

I antikken er spejlet attribut for Afrodite / Venus. Sokrates lod sine disciple se i et spejl i forbindelse med hans berømte udsagn: “Kend dig selv”. Spejlet er attribut for en række dyder og laster: Visdom, Sandhed, Klogskab, Vellyst, Hovmod, Vanitas. Jomfru Maria og Enhjørningen ses med et speculum sine macula, et fejlfrit spejl. Et smukt bevinget ord er: “Øjet er sjælens spejl”. Det har hos den kristne mystiker Jakob Böhme fået en ekstra drejning i udsagnet: Skabelsen er et spejlbillede af det guddommelige, Gud er et øje, der både er spejl og ser sig selv.

I shintomyter fortælles det, at solgudinden Amaterasu, da hun havde lukket sig inde i en hule og hele verden var mørk, lokkedes frem ved at se sig selv i et spejl. Spejlet hører til shintos og kejserhusets tre regalier. Et spejl, Yatano-kagami, er i Ise-helligdommene et centralt symbol for hende, og et højdepunkt i riterne er, når helligdommene hvert 20. år genopføres, at føre det skjulte spejl fra den gamle helligdom til den nye. Spejlet kan tolkes som et kejserligt solsymbol, der går i arv fra kejser til kejser, jævnfør også at Japan (Nihon) betyder “Den opgående Sols Land”.

“Glas” kommer af et ord, der betyder “strålende”, “skinnende”, oprindelig om rav (bernsten betyder “sten, der kan brænde”). I nordisk mytologi findes en paradisagtig lokalitet, som kaldes Glæsisvellir, “den skinnende mark”. I folkeeventyr findes glasbjerge, der kan tolkes som forhindringens, det uoverkommeliges, dødens og fortryllelsens sted; Snehvide lægges, da hun er “død” af det forgiftede æble, i en glaskiste, rent fortælleteknisk også for at være synlig for prinsen, der forelsker sig i hende. Glas har en række magiske betydninger som krystal, se smykker og ædelsten. I mange kirker findes glasmalerier og -mosaikker, med bibelske og dekorative motiver og med raffinerede lysvirkninger, der stemmer sindet mod mysteriet og himlen.

Spejlet er titlen på Henrik Wivels bog om filminstruktøren Bille August, 2008. En spejlvirkning af formidabel styrke er der i J.F. Willumsens store maleri Jotunheimen, 1892-93, hvor man kan blive i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er afspejling (se s. 42-43). Forvirret og kraftigt spejlvendt kan man også blive af de optiske raffinementer i Wilh. Bendtz' En ung kunstner betragter en skitse i et spejl, 1826; her er alt fordoblet, så man ser en maler, der maler maleren, der maler maleren. På kunstudstillingen U-Turn i Kbh 2008 var Elmgreen & Dragets bidrag “When a Country Falls in Love with Itself”, et spejl opstillet ved Den Lille Havfrue på Langelinie; herved kan havfruen se sig selv, og publikum kan se havfruen og hendes spejlbillede.

Spejlglassalen i Tivoli er et morskabseksempel på spejl, der forvrænger. “Spejl” kan bruges fx i betydningen som “tidens spejl” (markant tidstypisk værk), “troldspejl” (fra folketroen, overført om noget, der forvrænger), “spejlvendt” (fx om en skrift), “spejlglat”. “Glas” kan også fx betyde en genstand/ drik, noget skrøbeligt (“ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus”), klart (“glasklart”).

Se også skygge og is og sne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: spejl og glas i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 23. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426704

Artiklen spejl og glas er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk