skib

Skib, har udbredt symbolfunktion i religioners myter og riter, som bindeleddet mellem guder og mennesker og mellem de levende og de dødes rige. Endvidere kan livets gang fremstilles som en rejse eller en sejlads på et stormfuldt hav. Himmellegemers rejse over himmelhvælvingen kan have skibet som symbol. I det gamle Egypten var der en omfattende kosmisk skibssymbolik knyttet til Nilen; Solgudens rejse med skib symboliserede Solens færd over himlen, døgnets gang, liv og død, og havde en forestilling om et ophold i underverdenen, som blev fremvist i riter, og en processionsbåd brugtes til begravelser. I græsk mytologi blev de døde færget over floden Styx i Charons båd (eller “pram”) til dødsriget Hades. I Odysseen udsættes Odysseus og hans mandskab for alskens farer, fx lokkende sirener, på deres skib. I amida-buddhismen fremstilles frelsen som en sørejse til Det Rene Land; de to hovedretninger i buddhismen kaldes hhv. Mahayana (“det store fartøj”) og Hinayana (“det lille fartøj”), polemiske begreber set ud fra Mahayana-tilhængernes synsvinkel om de to retningers mulighed for at give også ganske almindelige mennesker frelse – og ikke blot hardcore munke. I maorimytologien kommer menneskene til New Zealand fra det mytiske land Hawaiki i kanoer, og ved dødsriten gennemspilles det, at de på kanoen skal vende tilbage dertil; denne riteform finder også sted i nutiden i de kristne maori-kirker og kan ses på udformningen af deres kirkegårde.

I det gamle Norden ses skibe på helleristninger og symboliseres i de såkaldte skibssætninger, en gravform hvor oprejste sten danner skibets form. En vigtig rite var skibsbegravelsen, hvortil brugtes rigtige skibe; riten kunne foregå på flere forskellige måder: At den døde blev anbragt i et skib, der blev stukket i brand og skubbet til havs; at den døde og skibet er blevet brændt på land og gravsat; eller at selve skibet er blevet en slags gravkammer og er blevet overdækket med en gravhøj. Under alle omstændigheder forestillede man sig en rejse til dødsriget på et skib, som det fx fortælles i myten om Balders død. I sagnet om den danske kong Skjold ankommer denne til landet som lille barn sejlende alene på et skib (beretningen minder om sagnet om den lille Moses i sivbåden på Nilen), og ved hans død sejler han tilbage til de ufødtes / dødes rige. Guden Frej var udstyret med det magiske skib Skidbladner, der kunne pakkes sammen og intet fylde! Det frygtindgydende, dæmoniske skib Naglfar, som optræder i ragnaroksskildringen, var dannet af afdødes negle.

Skibet er i kristendommen symbolet for kirken som helhed (også i den økumeniske bevægelse), og “skibet” (græsk: naos, latin: navis, jfr. at navigere) er navnet på den del af kirkebygningen, hvor menigheden opholder sig. Et kirkeskib (votivskib), dvs. en model af et skib, kan være ophængt i kirkens skib. Kristus kan være styrmand, de troende besætningen. Noa i pagtens ark symboliserer frelse. I personificeret form bærer Håbet en model af et skib på hovedet.

Vikingeskibe kunne være forsynet med dæmonafværgende dragehoveder i stævnen. På også nutidige skibe kan der være galionsfigurer. På skibssiden af Troels Kløvedals “Nordkaperen” er der også malet lykkebringende mytologiske figurer. I folketroen kan skibe være såvel lykkebringende som ildevarslende; dæmoniske er fx “Den Flyvende Hollænder” og kan “klabautermanden” være; sidstnævnte er en skibsnisse, der er en slags skytsånd for skibet, men også kan optræde som ulykkevarslende, som det fx ses i Aksel Sandemoses udnyttelse af det folkelige motiv i romanen Klabavtermanden, 1927. “Dødsskibet” som motiv udnyttes bl.a. af Ch. Baudelaire og Joseph Conrad. Skipperskrøner, også af den barske slags, fortælles i rigeligt mål i Carsten Jensens store Marstal- og søfartsroman Vi, de druknede, 2006. Det vældige passagerskib Titanics forlis i sammenstød med et isbjerg i 1912 kan opfattes som et symbol på menneskets hybris og er ofte skildret i litteratur og film (se titaner); her fik den nye tids teknikforgudelse unægtelig et skud for boven. “Brænde sine skibe”, “at lide skibbrud” kan bruges overført. I Tom Kristensens digt “Angst”, 1930, bruges “Skibskatastrofer” (“Jeg har længtes mod Skibskatastrofer / og mod Hærværk og pludselig Død”) om det undergangsønske en person med en angst, der er “asiatisk i Vælde”, har.

Fiktionslitteratur med skibe i centrum er naturligvis talrige. Yderligere skal blot nævnes Herman Melvilles hvalfangerroman Moby Dick, 1851, Ernest Hemingways Den gamle mand og havet, 1952, om en gammel fiskers store fangst og tabet af den, Frans G. Bengtssons tobindsroman med motiv fra vikingetiden Røde Orm, 1945, og Johannes V. Jensens Skibet, 1912, et bind fra vikingetiden i serien Den lange Rejse. Johannes V. Jensen havde som central figur for temaet længsel, rejse og ekspansion Columbus ombord på opdagelsesrejsernes næsten mytiske skib Santa Maria, i digte, myter og netop i Den lange Rejse. Endvidere skrev han det store digt “Som Dreng skar jeg Skibe” om sine tidlige idrætter og længsler.

Den kopi af et vikingeskib, der i 2007 og 2008 sejlede mellem Danmark og Irland, kaldes “Havhingsten”, et velvalgt navn, der konnoterer bl.a. helleristningernes mytisk-rituelle samspil mellem hest og skib på færd over himmelhavet.

Se også død, gravskikke, rejse og hav.