Seng, møbel til en række centrale begivenheder i menneskets liv, fra vugge til grav; først og fremmest til søvn og hvile, men også til seksualitet og fællesskab (gå i seng med, brudeseng, dele bord og seng), fødsel, sygdom (ligge i sengen, sygeleje, sengeleje, at være sengeliggende, og – med et gammelt begreb –: sottesengen) og død (dødsleje). Dvs. sengen suger symbolkraft fra et helt livsforløb. Er den særlig fornem, kan sengen være forsynet med en “himmel”. Berømte danske sengescener er Ludvig Holbergs Jeppe paa Bierget, hvor Jeppe vågner op i baronens himmelseng og tror sig i paradis. Og Sophus Claussens digt “Il letto”, 1903, en sydlandsk “Jærnseng med Kniplingepuder”, hvor digteren forestiller sig, at “Syndens Sirener” har hvilet deres yndigheder, ja selv Dronningen af Saba har sat sit aftryk. Og Thøger Larsens digt “Jens Højby”, 1905, hvor bonden Jens ligger for døden i sit kalkede kammer, og alle livets centrale sengescener passerer revy og mødes af mareridtsbilleder af graven, “Sengen af Muld”, hvor ormene venter. Vuggen er en seng, og graven en “seng”.