plov

Plov, symbol for agerbrug og dets guder, for fred, frugtbarhed, arbejde og også et fallisk symbol. Efter uddrivelsen af Edens Have må Adam arbejde i sit ansigts sved, og på danske kalkmalerier ses han pløjende som tegn derpå. I frugtbarhedsreligioner bliver himlen en mandlig guddom og jorden kvindelig, og pløjningen antager symbolsk karakter af et samleje mellem himmelgud og moder jord-gudinden. Rituel pløjning er i disse kulturer et centralt, måske nationalt, frugtbarhedssymbol, fx ledede kejseren selv den rituelle pløjning i det gamle Kina. En by eller en bymark ompløjes rituelt i mange kulturer. Denne ompløjning kan minde om den rituelle omkredsning af et helligt område, som kaldes cirkumambulation.

På nordiske helleristninger fra bronzealderen findes pløjescener af rituel og tydeligvis fallisk symbolkarakter. En ætiologisk myte fra Norden handler om gudinden Gefion, der med sine fire jættesønner forvandlet til okser pløjer et landområde ud af Sverige og deraf danner Sjælland. Gefion betyder måske simpelthen “den frugtbare” og kan være en af Frejas identiteter.

Hos nomader, bl.a. nordamerikanske indianere, der ikke kendte til ploven før den hvide mands ankomst, kan pløjningen derimod symbolisere skade på Jordens krop; pløjning kan opfattes som et fald fra en paradisisk tilstand.

I GT er ploven også et fredssymbol, særlig markant i en formulering hos Esajas 2,4, et citat der er indgået som motto i moderne fredsbevægelser: “De skal smede deres sværd om til plovjern”; hos Esajas er det brugt om et kommende messiasrige.

I overført betydning kan fx et skib “pløje” sig igennem bølgerne, eller en læser kan pløje sig igennem en bog.