penge

Penge, i form af mønter eller sedler et symbolsk betalingsmiddel med standardiserede værdier. Penge erstatter naturalieøkonomien, hvor man fx byttede sig til varer og ydelser ved hjælp af andre varer, se også gave. I vore dage er guldmønter og guldbarrer det nærmeste, man kommer en reel værdi og ikke blot en symbolsk, men oprindelig har mønter haft en reel værdi svarende til det, man kunne få for dem. Det latinske ord for penge, pecunia, hænger sprogligt sammen med pecus, kvæg, fæ; dvs. at man har opfattet et stykke kvæg som et værdimålende betalingsmiddel.

På både mønter og sedler er der præget symboler, som fx kan have tilknytning til et bestemt land eller en bestemt hersker; pengene udstedes af de respektive nationalbanker. Traditionen med at have herskerportræt på forsiden af mønter går helt tilbage til ca. 600 f.Kr. i Grækenland; mønter kan i øvrigt forsynes med mange symboler på denne hersker, fx løven, overflødighedshornet, laurbærkransen. Et berømt eksempel er fortællingen i Matt. 22, 15ff., hvor farisæerne spørger Jesus, om det er tilladt at give den romerske kejser skat, og hvor han beder dem om at vise sig skattens mønt; på mønten er kejserens billede og indskrift, og Jesus siger kryptisk: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”

Danske penge hedder krone og øre, tidligere fx rigsdaler, og har i tidernes løb været forsynet med en række nationale symboler, steder og personer, fx regenten, det danske våben, en plovmand (500 kr.), et portrætmaleri af Jens Juel, Niels Bohr, fabelvæsner.

Ligesom det er tilfældet med frimærker og flag, rummer de enkelte landes penge en række nationale symboler. Den amerikanske dollar (det samme ord som “daler”) og cent har fx rummet Frihedsgudinden, nationalfuglen ørnen, præsidenten, en allegorisk scene med pyramide m.m.

Det liberalt-kapitalistiske system, som kendes i Vesten, med USA som hovedland, har præget mottoet: Tid er penge. Den protestantiske etik, mente Max Weber, tilsiger, at man skal være sparsommelig, arbejdsom og puritansk; at spinke og spare giver god samvittighed og “penge på kistebunden”; dvs. at denne arbejdsetik giver en baggrund for de mange kapitalister, der kan bade sig i penge som en Joakim von And. Han er dog ellers primært kendt for sin griskhed og nærighed.

Religion og penge har også på anden vis med hinanden at gøre. I det gamle Rom var mønt knyttet sammen med et værksted i Juno Monetas tempel på Capitol i Rom, og moneta betyder “hun, som giver gode råd”; moneta, mønt og money er samme ord. Begrebet “mammon” om at have penge som gud stammer fra GTs skildring af dansen om guldkalven, da israelitterne i ørkenen faldt fra og begyndte at dyrke afguder. I den katolske kirke kunne man i en periode før Reformationen købe sig til mildnelse af de afdødes ophold i skærsilden ved at betale kirken for afladsbreve: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”, et katolsk misbrug, som Luther gjorde voldsomt op med, som en slags parallel til Jesus, der jog kræmmerne (ågerkarle) ud af Jerusalems Tempel. Negativ konnotation ved penge skyldes bl.a. evangeliernes beretning om disciplen Judas, der forrådte Jesus for “tredive sølvpenge”. Ved kinesiske templer kan man stadig købe “pengesedler”, der har med frelse og kommende liv at gøre.

Se også nationale symboler og medalje.