NØGLE Den italienske maler Carlo Crivellis “Overgivelsen af nøglen”, ca. 1488, viser overaskende nok Jesusbarnet på Marias skød overgive nøglen til Peter.

.

Nøgle, symboliserer det, der kan åbne og lukke eller løse og binde (se bånd), magt og autoritet, tærsklen til det ubevidste, og kan være et fallisk symbol (med nøglehullet som feminint symbol). I Matt. 16,19 udstyres disciplen Peter med “nøglemagt”, dvs. med fuldmagt til at bestemme, hvem der skal i Gudsriget. Han overdrages “Himmeriges nøgler”, og i den romersk-katolske kirke er Peter den første “pave”, og paven har herefter fuldmagt til at styre kirken. I den folkelige tradition findes forestillingen om Sankt Peter, der står ved indgangen til Paradis.

Nøglen er også forbundet med den græske gudinde Hekate, der bestyrer vejen til underverdenen, og med den romerske indgangsgud Janus. I det gamle Egypten er ankh-korset nøglelignende og symboliserer vejen til livet efter døden. I Japan er nøgler symbol for frugtbarhed, idet tre nøgler giver adgang til magasinet med rishøsten. I det gamle Norden, fx skildret i en række sagaer, er nøgler i bæltet tegn på, at husets frue bestemmer over husholdningen. I folkevisen “Germand Gladensvend” kaster dronningen i nødværge sine nøgler, da gammen beder om det, hun har “under linde”, dvs. hendes ufødte barn. I folkeeventyr og alkymi spiller guld- og sølvnøgler en rolle som initiations- og befrielsessymboler; i faser af eventyrene kan en nøgle også være en forhindring, en lås.

Nøgle kan bruges bredt om hovedforklaring af noget, fx nøglefigur, nøgleroman, nøgletal. Fx er “nøgleromanen” en fiktion, der ligger tæt på virkelige forhold, slører eller afslører dem.

Se også dør og port.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig