Møbler, rummer en mangfoldighed af variationer, såvel tidsmæssigt som geografisk, og et væld af imitationer af de forskellige stilarter. Mange møbler kan være forsynet med dekorationer og ornamentik. Blandt møbler med en evident symbolik kan nævnes den ceremonielle stol tronen og højsædet i det gamle Norden og i almuekulturen op til vore dage. Når paven udtaler sig ex cathedra, dvs. siddende i sin (tron)stol, er han ufejlbar ifølge katolsk tolkning.

Højsædet har sin nordisk-mytologiske pendant i Odins højsæde, Lidskjalv, hvorfra han kunne se ud i hele verden. Højsædet var en hædersplads med rituel og symbolsk betydning for guder, konger, høvdinge og husherrer i deres sal, hal eller hus. Højsædet var symbolsk forbundet med hele kosmos ved hjælp af de såkaldte højsædestøtter, stolper der repræsenterede verdensaksen, og udskåret med mytologiske scener. At disse støtter har været tillagt stor betydning ses i flere sagaers skildring af, at de norske udvandrere til Island tog deres støtter med og lod dem bestemme, hvor de skulle bosætte sig. Denne patriarkalske møbelsymbolik har holdt sig i almuekulturen næsten frem til i dag, således at selv den mindste bondemand har været en urørlig gudekonge i sin stol i husets og verdens midte. Tilsvarende var det en ære for en gæst at sidde “til højbords”.

I Kirsten Thorups roman Førkrigstid, 2006, er bænken et symbol “for samvær og samtale mellem mennesker”. I mange sammenhænge er bænken et symbol for unge elskendes møder. I Ionescos absurdistiske skuespil Stolene, 1952, bliver livets gang fremstillet som tomme stole, der stilles op til et foredrag og tages væk igen, uden at der er sket noget. hus, trone, seng.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig