maske, maskerade

Maske, maskerade, Masker, dvs. tildækning af eller bemaling af (del af) ansigtet, kan enten skjule, beskytte eller ændre en persons identitet. Masker bruges fx i religiøse og folkloristiske ceremonier, i skuespil og ved demonstrationer; i sidstnævnte tilfælde er der indført forbud mod brug af maskering. Masker har paralleller i ungdomskulturers brug af hætter og i slør, burka m.m. for (nogle) muslimske kvinders vedkommende.

I religiøse riter overtager de optrædende roller fra mytens verden, spiller fx bestemte guder i dans, procession og drama, eller optræder i forfædres eller dyrs skikkelse. Ganske særlig er shamanens kultiske transformation udtrykt i masken. Riten foregår i mytens tidløse rum. Masker er vidt udbredte, men især er der grund til at nævne brugen i afrikanske religioner, herunder også de afroamerikanske. Maskerne er – ud fra en vesterlandsk betragtning – ofte store kunstværker, fornemt udformede dyre- og gudefigurer. Da europæisk kunst omkring 1900 blev optaget af primitiv “kunst”, spillede ikke mindst brugen af masker en stor rolle: Dette ses fx i Picassos afrikanske masker og hos Paul Klee, og i dansk sammenhæng hos fx Asger Jorn og Egill Jacobsen; masker var sidstnævntes absolutte favoritmotiv, nærmest hans kendetegn.

Skuespil er oprindelig knyttet tæt sammen med de religiøse riter. I det gamle Grækenland brugte skuespillerne masker, og den dag i dag er flere japanske teaterformer, bl.a. no, påvirket af de religiøse sammenhænge og med brug af masker. Et centralsymbol for hhv. komedie og tragedie er den glade og den sørgelige teatermaske. I europæisk sammenhæng har masken været brugt – og bruges – især i commedia dell' arte-formen bl.a. til de faste figurer Harlekin og Pjerrot. I en række eksperimenterende teaterforestillinger i de sidste ca. 100 år har masker været brugt, bl.a. for at kunne nærme sig eksistentielle spørgsmål eller for at bruge ritualiserede elementer.

Fra religionens og teatrets verden er der ikke langt til udklædningsfesterne maskerade, fastelavnsfest, karneval. Maskeraden hører især til hof- og borgerskabskultur. Maskerader har ganske særlig tilknytning til Italien, især Venezias, der gang på gang er blevet udnyttet til vældige forviklinger og udstyrsstykker i litteraturen, også i dansk, hvor Svend Åge Madsens Maskeballet, 1970, og Levemåder, 2004, samt Ib Michaels Brev til månen, 1995, er markante eksempler; masker passer som fod i hose til Sv.Å. Madsens projekt omkring roller og identitet. Masken kan bruges som symbol for at dække noget til, ikke at vise sit sande ansigt, ikke at være sig selv; som et sådant symbol bruges den gennemgående i Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, 1958, hvor Tore først er maskeløs og fri, men siden ses med voksenlivets maske, spændt inde i en rolle; jævnfør også det faste udtryk “at holde masken”.

En klassiker i dansk litteratur, som selv er en maskerade, er Holbergs komedie Mascarade, fra 1724, det år, offentlige maskerader blev forbudt i Danmark; stykket blev siden brugt som forlæg i Carl Nielsens opera 1906. Som det er tilfældet i karneval, er maskeraden en momentant identitets- og standsopløsende fest; ofte har den været opfattet som farlig og hedensk og har været forbudt af statsmagt eller kirke.

Se også dans, teater, riter, pantomime, cirkus, klovn og persona.