HORN Michelangelos statue af Moses, 1513-16, indgår i et stort gravmonument for pave Julius 2. i kirken San Pietro in Vincoli, Rom.

.

Horn, dels dyrehorn, dels genstande, som ligner dyrehorn, lavet af bl.a. træ og metal. Horn bruges bl.a. til at drikke af (se bæger) og til at blæse på, som musikinstrument (se musik). I begge tilfælde kan de bruges rituelt og være symbolske. Også horn, der sidder på fx ko og tyr, antilope, ged og hjort (gevir) har symbolsk betydning og kædes sammen med fx kraft, frugtbarhed og potens. På nordiske helleristninger ses kultscener, hvor deltagerne har horn på hjelmene; ofte fremstilles vikinger med horn på hjelmen, men næppe med belæg i virkeligheden. Derimod ses både guder, fx egyptiske Hathor, og storfolk og kultpersonale, fx i kretisk-mykensk tid og blandt prærieindianere, med horn som styrke- og magtsymbolske hovedprydelser.

Drikkehorn har bl.a. været brugt i netop vikingetiden, med skåler for de vigtigste guder. Blandt rituelle blæsehorn kan nævnes de nordiske lurer, af bronze og smukt svungne; det jødiske shofarhorn, et vædderhorn, som brugtes ved riter i templet og stadig er i brug i synagoger ved de store højtider – og bl.a. skal minde om, at Abrahams offer af sønnen Isak blev erstattet af vædderoffer; hornblæsning ved jagt og som fanfarer ved mange lejligheder. Rituelt er det nærmest også at tude i sit bilhorn (“med hornet i bund”), når man er utilfreds med trafikafviklingen eller fejrer en stor sejr. Manden med sit gyldne horn er en omskrivning for store jazzmusikere, især trompetisterne Louis Armstrong og Miles Davis, men kan også bruges om messingblæsere på andre instrumenter, fx om saxofonister som John Coltrane og Dexter Gordon; fire musikere, der var så nøje knyttet til deres instrument, at tonen og det lysende metal var emblemer; den måde, Gordon efter en koncert løftede sit instrument ud mod publikum på, var en rørende og rituel understregning af, at inspirationen kom derfra, at hornet var mere end manden, der da også sommetider havde en lille blæser på.

Af religiøs-magisk art er to uudtømmelige horn fra mytologien: det romerske overflødighedshorn, knyttet til bl.a. gudinden Flora; og det drikkehorn, som Thor ikke formåede at tømme hos jætten Udgårdsloke – det var nemlig forbundet med selve verdenshavet. Vogterguden Heimdal i den nordiske mytologi havde et horn (en lur?), Gjallarhorn, som han brugte til at advare aserne ved Ragnaroks komme. Fundet af to guldhorn ved Gallehus, som omkring år 1800 blev stjålet og smeltet om, og som indgik i Oehlenschlägers romantiske programdigt, “Guldhornene”, 1803, har haft stor danmarkshistorisk betydning; hornene kan opfattes som symbol for Danmark.

Horn er et symbol for Moses, der i tidligere oversættelser af 2. Mos. 42, 29f. bar horn under nedstigningen fra Sinajbjerget, som det bl.a. ses på Michelangelos statue “Moses” i kirken San Pietro in Vincoli i Rom. Hans horn skyldes en oversættelsesmisforståelse; for naturguddommen Pan og hans gejle slæng af satyrer; og for Fanden, der jo er dyrisk og bukkeagtig.

Horn kan i overført betydning bruges om fallos, fx i udtrykket “løbe hornene af sig” om promiskuitet før satheden indtræffer; “at have et horn i panden”, som bruges om en hanrej, er vel påvirket af den kristne polemik mod hedenskab og dyriskhed og djævelskab; “at have et horn i siden på en” betyder at være vred på; et “tågehorn” er overført en, der udtrykker sig uklart.

Se også hoved, hjelm, mad og drikke, hjort, ko, tyr, overflødighedshorn og Flora.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig