Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

brønd og kilde

Oprindelig forfatter FSte

 BRØND OG KILDE Illustration til Brdr. Grimms eventyr “Mor Hulda” af Walter Crane fra 1882. Eventyret handler om to søstre, den ene smuk og flittig, den anden grim og doven. Den flittige falder i en brønd, gennemgår tre prøver med glans og tjener hos underverdenens figur, Mor Hulda, og får guld som tak derfor. Den dovne ønsker det samme, men ender med at blive sort af beg.

BRØND OG KILDE Illustration til Brdr. Grimms eventyr “Mor Hulda” af Walter Crane fra 1882. Eventyret handler om to søstre, den ene smuk og flittig, den anden grim og doven. Den flittige falder i en brønd, gennemgår tre prøver med glans og tjener hos underverdenens figur, Mor Hulda, og får guld som tak derfor. Den dovne ønsker det samme, men ender med at blive sort af beg.

brønd og kilde, symboliserer det livgivende vand, som kommer fra jordens indre. Samtidig markerer de en kontakt med underverdenens kraft, visdom og indsigt i verdens gang. Dybdepsykologisk set er de det sted, hvor det bevidste kontakter det ubevidste.

I forbindelse med brønde og hellige kilder kan der foregå helbredelses- og renselsesriter, og der kan opstå en slags pilgrimsrejse til det rensende sted, som det fx skete med Kirsten Pils Kilde i Dyrehaven nord for København. Ifølge dansk folketro var vandet særligt kraftfuldt på valborgaften, den 30. april, og sankthansaften, d. 23. juni. Skikken var oprindelig hedensk, knyttet til guderne Odin, Thor og Freja, men blev siden knyttet sammen med katolske helgener. Ved helligkilderne kunne der opstå markeder, som det fx kendes fra Dyrehavsbakken ved Kirsten Pils Kilde; skildret med hele det brogede folkeliv og den koglende, magiske nat i Adam Oehlenschläers “Sanct Hans-Aften-Spil”, 1803. I Grimms eventyr “Mor Hulda” gennemgår steddatteren en modenhedsprøve hos Mor Hulda i brønden og kommer tilbage som “gylden jomfru”, mens hendes dovne søster i brønden ingen fornyelse finder og vender tilbage sort som beg.

En række af de nævnte funktioner ses fx i nordisk mytologis tre brønde ved træet Yggdrasil: Mimers, Urds og Hvergelmers, måske i virkeligheden et orakelsted ved det hellige træ og vand.

Annonce

I fortællingen om Josef i GT (1. Mos. 37ff) kastes han efter overmodige drømme i en cisterne af sine skinsyge brødre, men findes af nogle handelsmænd, som tager ham med til Egypten, hvor han ender højt på strå, bl.a. som drømmetyder for Farao. Fortællingen kan bl.a. tydes som en initiation, hvor brønden er “døden”, men også det sted, hvor han finder den underverdenens visdom og magiske evne, han siden kan benytte i Egypten. I langtudspundne, bølgende fortællerytmer bruger også Thomas Mann brønden som et centrum i sin firebindsroman over den bibelske fortælling, Josef og hans brødre, 1933-43; her kommer Josef sig af sit egotrip og bliver den, der hjælper sine omgivelser, han kaldes en “ernærer”.

Jesus ses flere steder i evangelierne som helbreder i forbindelse med kilder eller damme: Siloas og Betesdas (Johs. 5 og 9). I kristen ikonografi spilles der ofte på det livgivende i dels de fire floder, der flyder ud af “livets kilde” i Edens Have, dels på Kristus som “fons vitae”, ofte med blodet som livgivende kilde.

I islam er Zamzambrønden i Mekka et centralt symbolsk sted under pilgrimsfærden. Den repræsenterer det sted, der reddede Hagar og Ismael fra at dø af tørst under vandringen i ørkenen sammen med Abraham (også omtalt i GT: 1. Mos. 21). Pilgrimme i vore dage drikker af brønden og kan i små flasker tage vand med hjem til syge bekendte.

Hos mayaerne på Yucatán var der offersteder i brøndskakter, hvor der også fandt menneskeofringer sted.

“Foryngelsens kilde” er et udtryk, der stammer fra romersk mytologi: Nymfen Juventas (“Ungdom”) forvandles til en kilde, hvis vand forynger. Gamle mennesker stiger ned i kilden og står op igen som unge.

Jeppe Aakjær bruger brønden som symbol for historisk og national dybdesans i digtet “Som dybest Brønd gi'r altid klarest Vand”, 1916; digtets 1. linje er blevet et bevinget ord. Det samme er Martin A. Hansens udsagn om det farlige ved at digte over erindringer: “Af Erindringens Brønd skal man ikke øse for ofte”.

De mange fontæner i fx Rom har bevaret lidt af det magiske. Et magisk øjeblik var det fx, da den svenske sexbombe Anita Ekberg i Fellinis film La Dolce Vita steg ned til foryngelsens bad i ønskebrønden Trevi-fontænen, et øjeblik af evighed – på filmrullen. Noget finere end “kildevand” kan man ikke få; her er en industri der knytter an til svage rester af magi omkring kilder og til den moderne sundhedsdille. Helt grassat går kildevandsindtaget i B.E. Ellis' roman American Psycho, hvor mærkevarevand er statussymbol hos newyorkske yuppier.

Se også vand, bad, flod og fontæne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: brønd og kilde i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=425751

Artiklen brønd og kilde er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk