TRÆ Den Rantzauske stamtavle fra ca. 1590 vises som et gigantisk, vidt forgrenet træ, jævnfør udtrykket stamtræ. Blandt scenerierne lægges der vægt på den holstenske feltherre Johan Rantzaus (d. 1565) bedrifter, og hans søn Henrik Rantzau (d. 1598), der bekostede maleriet, er afbildet til hest ved stamtræets fod. Maleriet findes på herregården Krengerup på Fyn.

.

Træ, i mange kulturer og religiøse forestillinger et livssymbol. Konkrete træer kan tolkes som hellige; det gælder fx slægtens træ på tunet, træet ved eller i templet og ved indgangen til landsbyer et træ, der repræsenterer landsbyens liv og er knyttet til en ånd, fx den indiske træånd yaksha. Ånder knyttet til et træ kendes også fx i den antikke forestillingsverden, fx som dryader. Disse konkrete træer er på en måde mikro-kosmiske udgaver af det store kosmologiske træ, et såkaldt verdenstræ. Dette træ rummer hele Universet og forbinder himmel og jord som en verdensalse, en axis mundi. I den nordiske mytologi er Yggdrasil et sådant verdenstræ.

Tilsvarende er de to træer i den bibelske skabelsesmytologi, Livets Træ og Kundskabens Træ, centrale symboler for menneskets grundvilkår. Livets Træ giver evighed, men at spise af Kundskabens Træ ville give mennesket gudestatus, og “derfor” må døden komme ind i verden (se syndefald). Forestillingen om det livskraftige træ, der spirer frem, og Messias som et skud fra en stub er et gængs billede i GT, fx Salme 1, 3 og Esajas 11,1. Også Jesu kors kan tolkes komplekst: Som et “træ”, der på én gang er lidelsens og dødens sted og opstandelsens triumf. I billedkunsten ses korset sommetider skyde grønne skud.

Lidelsesaspektet ses også i den nordiske myte, gengivet i eddadigtet “Hávamál”, om at Odin ofrer sig selv til sig selv i træet Yggdrasil og samtidig får magiske evner; og i prærieindianernes soldans, hvor unge mænd hænges op i et træ og under dans skal slide sig løs.

I græsk mytologi er der flere fortællinger om menneskers/guders forvandling til træer. Nævnes skal kun Smyrne, der under sin graviditet blev forvandlet til et myrratræ, hvoraf Adonis fødtes. I nordisk mytologi skabes det første menneskepar, Ask og Embla, af to “skæbneløse” træer.

Inden for buddhismen er bo-træet (eller bodhi-træet) centralt. Det var det træ, hvorunder den historiske Buddha ifølge legenden nåede oplysningen ved hjælp af meditation. En begivenhed, der fortælles tidligere i Buddha-legenden, forjætter denne hændelse: Mens prins Siddharta, den kommende Buddha, er barn, sætter han sig ved en fest under et træ og standser tiden, idet skyggerne ikke bevæger sig. Ved buddhistiske templer i dag står der et træ, der symboliserer det hellige bo-træ. En stikling fra selve det træ, Buddha fik oplysningen under, er ifølge en legende i Sri Lankas store historieværk Mahavamsa, i 200-tallet før vor tid blevet ført til ørigets daværende hovedstad Anuradhapura, hvor det nu står som verdens ældste historiske træ, og det fungerer som modertræ for hundredvis af nye stiklinger, der først plantes ud ved templet i Anuradhapura og sidenhen skal vokse op som bo-træer ved templer overalt i den buddhistiske verden. Modertræet bevogtes af maskinbevæbnet politi, idet man frygter attentat fra “de tamilske tigre” på det.

I den japanske religion shinto er det såkaldte sakaki-træ vigtigt. På hjemmenes kamidana, altre, står der gerne grønne grene, som symboliserer træet i myten om solgudinden Amaterasu. Ved helligdommene omspændes et eller flere træer med et reb med påbundne papirremser, og i træer kan man også hænge papirlapper med templets orakelsvar på spørgsmål, man har stillet.

I dansk folketradition spiller træer også en markant rolle. Helbredelse er knyttet til de såkaldte hul- eller kludetræer, hvor man ifølge traditionen skal krybe gennem et hul i træet og komme “nyfødt” ud. Bagefter ofrede man så ved at ophænge klæder, klude, i træet. Traditionen omkring en kludeeg belyser Martin A. Hansen i essayet “Kludeegen”, 1948. Udbredt er også forestillingen om et “livstræ”, dvs. et træ, hvis skæbne fx en gårds slægt er forbundet med: Hvis træet visner, rammer det også slægten. I en række folkeeventyr optræder træer som livgivende, fx i det danske “Sundhedstræet”, hvor træet helbreder en dødeligt syg prinsesse.

Juletræet kan opfattes som et sammensat symbol, som rummer elementer fra både gammel nordisk (verdenstræet Yggdrasil) og kristen tradition (julestjernen). Et eventyr af H.C. Andersen, “Grantræet”, 1845, følger et “juletræs” skæbne. Et moderne eventyr, en af Villy Sørensens “sære historier”, 1953, er umådelig komplekst og mangetydigt: “Det ukendte træ” handler bl.a. om, at kongen har forbudt sin søn at klatre i et bestemt træ, hvad han så selvfølgelig gør; der er hele tre træer i fortællingen, hvoraf et vokser blomsterduftende og så højt op, “at intet syn kunne følge med”. Og det endda, skønt et ordsprog siger, at “træerne ikke vokser ind i himlen”.

Et gammelt, knudret egetræ bruges ofte som symbol på et menneskets alder, sejhed og standhaftighed. Træets vækst, dets årringe, overføres tit på menneskets livsfaser, dets fysiske og åndelige vækst, en hyppig metafor i fx Paul la Cours forfatterskab, jævnfør fx titlen på en digtsamling Mellem Bark og Ved, 1950. Smukkere end den japanske digter Shuntaro Tanikawa engang har brugt metaforen, kan det næppe gøres: “Jeg føler mig som et træ. Inden i mig ligger alle årringene. Den yderste, lige under barken, er hvor jeg lever nu, men hver eneste af de andre har lige så fuld virkelighed i mig”.

Se også skov, lund, eg, bøg, cypres, palme, bonsai, frugt, oliventræ og pinje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig