svamp

Svamp, I Ebbe Kløvedal Reichs lange serie af samtidskrøniker, Svampe-serien, 1969-80, symboliserer svampen både de gængse betydninger: forfald, skade, snylter – især med vægt på kritik af udbytninger og misbrug i det etablerede danske samfund; men også ungdomsoprørets brug af euforiserende stoffer, bl.a. netop ved indtagelse af rusgivende svampe, og hele dets psykedeliske livsstil. Der var “gået svamp” i det danske samfund, og svamperusen åbnede til nye syner og et utopisk nyt samfund. Rusen viste sig dog at have nogenlunde samme fatale konsekvenser som at “drikke som en svamp”. Sandsynligvis rummer svampe-metaforen også en selvkritik: Reich skriver om sin “moderate sjæls forfald”, dvs. den “svampede mangel på resoluthed og lidenskabelighed” (Hans-Jørgen Nielsen), som han genfinder som et træk hos sig selv.

Brugen af svampe som ekstasefremkaldende kendes fra mange folkeslag, fx også i det gamle Norden, hvor de vilde bersærker kunne indtage den så giftige fluesvamp.

Et godt råd i Poul Sørensens “Barske børnerim”, 1953, lyder: “Plukker i skoven du ukendte svampe, / da bør du først lade lillebror smage derpå. / Dersom han dør under skrigen og krampe, / da bør du lade svampene stå. / Men hvis der ingenting sker med den lille, / tja, så gik den portion svampe til spilde.” nydelses- og rusmidler.