Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rose

Oprindelig forfatter FSte

rose, symboliserer kærlighed (både den jordiske og den himmelske), skønhed, død og genfødsel, fuldkommenhed, tavshed, martyrium. Sammen med hjertet er rosen vel det vigtigste symbol i Vesten for kærlighed og personlighed.

Den røde rose symboliserer især kærlighed, begær og martyrium, den hvide især uskyld og renhed, men også død, og den gule rose kan forbindes med bedrag.

I europæisk litteratur er rosen knyttet til tre symbollag: 1) Til Kristus via en allegorisk fortolkning af “Sarons rose” fra “Højsangen” i GT, i dansk salmedigtning især kendt fra Brorsons salme “Den yndigste rose er funden”, 1732; 2) Til jomfru Maria, der kaldes rosa mundi, “verdens rose”, og rosa mystica, en rose uden torne og uden synd; 3) Til den elskede i verdslig lyrik, der i høj grad henter intensitet og skønhed fra den religiøse dimension, ikke mindst “Højsangen”. Tilsvarende kan man sige, at Brorsons salme har en dobbelthed: Kærlighedslyrikkens intimitet smelter sammen med myten om inkarnationen. I middelalderens Mariaviser med rosensymbolik ved man knap, hvornår lovprisningen af Jomfruen holder op, og hvornår den verdslige, troubadouragtige lyrik tager over. Samtidig udvikles brugen af rosenkrans i forbindelse med bønner til Maria. Maria kaldes bl.a. “Rosen uden torne”, dvs. uden synd. Rosenhaven, som Maria opholder sig i, symboliserer paradis. I fransk troubadourmiljø skabtes i 1200-tallet en stor allegorisk roman, Roman de la Rose, om en ung mands forelskelse i en rosenknop.

Annonce

Et af de berømteste billeder fra antikken er Homers skildring af morgenrøden som “den rosenfingrede dagning” (Eos). I antikken findes to sammenhængende rose-myter: Om Afrodite, der gjorde den hvide rose rød med sit blod, da hun trak en torn ud af sin fod; og om Adonis' død; han var Afrodites elskede, og røde roser spirede frem af hans blod ved hans død. Den romerske fest rosalia var en fest for de døde. Dvs. at rosen kædes sammen med død og genfødsel og med den kærlighed, der rækker ud over døden. Også korset ses i symbolsk sammenhæng med rosen, fx i navnet på det esoteriske broderskab rosenkreuzerne, hvor rosen symboliserer tavsheden; at være sub rosa, under rosen, er i øvrigt en skik, der bruges ved fx forhandlingsborde, hvor man hænger en rose op for at markere den diskretion, forhandlingen foregår med. Røde og hvide roser spiller i det hele taget en stor rolle i alkymi, heraldik og hos frimurere. I Umberto Ecos gotiske gyserroman, Rosens navn, 1980, udnyttes 1300-tallets kloster til mordgåde med alskens tegnteori (semiotik) indbygget. Røde roser er blevet et særlig stærkt kærlighedssymbol, men i kristendommen også martyrsymbol, og socialismen har den røde farve som symbol, hvorfor den røde rose som logo for Socialdemokratiet og fx uddelt ved vælgermøder farves af dobbeltheden: kærlighed og socialistisk solidaritet. Socialistisk i grundholdning er også den danske musikgruppe Savage Rose, dannet 1968; det vilde (savage) kommer bl.a. til udtryk i Annisettes magtfulde sangstemme.

Rosen som på én gang konkret og symbolsk skildrer Johannes Sløk et sted således: “Det er denne rose, der dufter i min have, ikke arten rose, der er Gud i udfoldet synliggørelse.”

Rosen som symbol er anvendt i digtningen af bl.a. Goethe i den sødmefulde “Röslein auf der Heide”, af William Blake i det dystre digt “The Sick Rose”, Robert Burns' digt om en elsket som en rose, “A Red, Red Rose” og flere steder i e.e.cummings' digte. En lang række danske digtere har brugt rosenmotivet, bl.a. Ambrosius Stub, Adam Oehlenschläger, Schack Staffeldt, Christian Winther, J.P. Jacobsen, og blandt de nyeste – med traditionsbevidsthed – Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen. Som eksempler skal her blot nævnes: Stubs arie “Du deylig Rosen-Knop” om rosen, der visnede, Staffeldts allegorisk-idealistiske “Aftenrøden” (“Rose i en vase af lazur”), 1808, Oehlenschlägers smukke nordisk-mytologiske “Saa dugbesprængte staae de Roser her”, 1805, og digt om alderdom “Hvor blev I Roser røde?”, 1832, Winthers komplekse og raffinerede “Rosa unica”, 1849, hvor der sker glidninger mellem blomst og kvinde og mod slutningen en forskydning op i “Kjærlighedens Blomsterrige”. Hos Jacobsen bruges rosen også som dekonstruktionssymbol: i romanen Marie Grubbe, 1876, ses den unge Marie i 1. kap. i en sommerscene, drømmende og ubevidst sanselig; hun plukker roser og lægger dem på en bordplade; hun lægger sine nøgne arme ned i “Rosernes milde, fugtige Kølighed” og fejer dem så pludseligt og brutalt ned; man må forestille sig, at tornene giver hende rifter. Scenen belyser et senere grundtræk i hendes seksualitet, masochismen, smertesødmen. I digtet “Genrebillede”, 1875, dekonstrueres troubadourscene og traditionel digtform i et vrængende modernistisk “Intet rimed' sig paa Roser”. “Der burde have været Roser”, hedder en novelle af Jacobsen, 1882, der igen udspiller sig i et stiliseret page-miljø.

I en passage i Sølve, 2006, “Lucies rose”, oplever Suzanne Brøgger, hvordan et rosenbillede malet af B. S. Ingemanns hustru Lucie sprænger traditionen og i sig rummer både død og noget spirende levende i en uforklaret helhed.

Det berømteste rosendigt af alle er velsagtens Gertrude Steins provokerende og mangetydige: “A rose is a rose is a rose is a rose” fra 1922, oprindelig fra digtet “Sacred Emily” og kun med tre led, siden et selvstændigt digt med fire. Her kan man godt blive i tvivl om, hvad der er en rigtig rose og hvad der er et rent sprogligt udsagn. Hvor mange gåseøjne skal der om de 4 x rose?

En roset er et ornament i form af en stiliseret rose set fra oven; formen er særdeles gammel og brugtes bl.a. i gotiske katedralers rosevinduer.

I nyeste tid har den amerikanske valentinsdags traditioner, med den røde farve, især som hjerter og roser, som kærlighedssymbol, vundet indpas også uden for USA, fx i Danmark. Dog ikke i Saudi-Arabien, der i 2008 forbød salg af alle varer i røde farver, især røde roser, på dagen; skikken er ikke-muslimsk og kunne opfordre mand og kvinde til ikke-ægteskabelige forhold, fremgik det.

Mariasymboler, Kristussymboler, rosenkrans, kærlighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: rose i Symbolleksikon, 2009, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=426579

Artiklen rose er en del af Symbolleksikon; en bog med ca. 1400 opslag på over 600 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk